Hvad zapatisterne lærte os om bæredygtighed

Et radikalt kultursammenstød med en social bevægelse af oprindelige folk i Mexico har inspireret os til at genoverveje vores forhold til naturen. Et forhold, der kan føre til menneskehedens undergang.

Fire dage tidligere dasede vi på stranden og drak os fulde i Puerto Escondido. Nu sidder vi 15 tyveårige højskoleelever i en svedhytte i en baghave i udkanten af byen San Cristóbal de las Casas i den fattige delstat Chiapas i Mexico.

Her tager vi del i et tusinde år gammelt mayaindianer-ritual. Størstedelen af ritualet går ud på at takke Moder Jord for det, ’hun’ har givet os. Noget, de færreste af os har så meget som overvejet at gøre før. Under normale omstændigheder ville vi nok have svært ved at tage denne handling seriøst, men i den ekstreme varme og intensitet under ritualet lægger vi vores forbehold fra os, lader os rive med og fyldes af en oprigtig taknemmelighed til Jorden.

Denne måde at sige tak til planeten på må siges at ligge temmelig fjernt for de fleste vesterlændinge, men på vores månedlange rejse gennem Mexico er det noget, vi gentagne gange er stødt på i samtaler med mennesker, der nedstammer fra de oprindelige præcolumbianske folk i landet.

Oprindelige folk oplever en enorm mængde systematiseret diskrimination og direkte racisme i Mexico såvel som andre steder i verden. Det synes i høj grad at bunde i en manglende forståelse og anerkendelse af deres kulturer og levevis. Vi mener dog, at de kan lære os meget om den måde, vi forstår og behandler naturen på, som kan være gavnlig i forhold til den aktuelle, globale bæredygtighedsproblematik.

Zapatisterne – en modbevægelse

I Mexico har en gruppe oprindelige folk organiseret sig i en modbevægelse til det eksisterende politiske system. De kalder sig zapatisterne. De mener, at systemet undertrykker deres kultur og levevis, blandt andet ved at sælge de jorde, de har levet på i generationer, til multinationale selskaber – ofte mineselskaber, landbrugsvirksomheder og store energiselskaber, som har det formål at udnytte jordens resurser.

Disse selskaber ejer i øjeblikket omkring en tredjedel af mexicansk territorium og er generelt ødelæggende for naturen og derved de oprindelige folks levegrundlag såvel som for en bæredygtig brug af Mexicos naturresurser.

Vi har i forbindelse med vores rejse fået lov til at få et lille indblik i deres organisering og levevis ved at bo tæt ved et af zapatisternes hovedkvarterer i fire dage. Her har vi haft mulighed for at tale med folkevalgte repræsentanter for bevægelsen og andre med tilknytning til den.

Respekt for naturen er en grundpille i zapatisternes værdigrundlag. Det bunder i de oprindelige folks bevidsthed om, at vi alle kommer fra jorden, fra Moder Jord. I lige så høj grad må man dog sige, at det også skyldes, at størstedelen af zapatisterne er fattige bønder, som har en helt praktisk interesse i at bevare den jord, de dyrker.

Denne respekt ser man konkret ved en række regler, som de har sat for deres dyrkning og jagt på de jorde, som hører under bevægelsen. Blandt andet må man kun som en sidste udvej og først efter at have rådført sig med resten af bevægelsen gøre brug af pesticider og andre kemikalier. Der må kun fiskes få dage om året, og de jager kun til eget forbrug i bevægelsen og med det formål at mindske en eventuel plage. Desuden er zapatisternes dyrkning af jorden baseret på svedjebrug, hvor naturen har mulighed for at regenerere sig selv.

Kapitalisme og bæredygtighed – uforenelige?

Denne udtalte respekt for naturen står i skarp kontrast til den måde, vi normalt betragter naturen på i Vesten. Her har vi i højere grad tradition for at se naturen som en resurse og som noget, man i kraft af sit ejerskab har ret til at udpine efter forgodtbefindende. Bæredygtighedstanken er langt mere fremherskende nu end tidligere, men der er stadig langt til den ’give and take’-tankegang, som ligger til grund for zapatisternes landbrugsmetoder.

Når man har så lidt at gøre med naturen til hverdag, som de fleste vesterlændinge har, er det let at glemme, at de varer, man køber i supermarkederne, rent faktisk kommer fra naturen, og jorden er reduceret til et middel til profitoptimering.

Mange tænker ikke over det til hverdag, men gennem samtaler med en person i bevægelsen, som af sikkerhedsmæssige hensyn ønsker at forblive anonym, blev vi hurtigt opmærksomme på den store kontrast mellem vestlig-kapitalistisk og indiansk naturforståelse.

”Jeg tror ikke, der er sammenhæng mellem bæredygtighed og kapitalisme, og heller ikke at kapitalismen kan ændres (…) Kapitalismen kan ikke eksistere sammen med bæredygtighed på grund af grunddynamikken, som handler om konstant merværdi. Man udvinder og udpiner ufortrødent jorden, udnytter og dræber folk,” sagde han, da vi spurgte ham om muligheden for et bæredygtigt kapitalistisk samfund.

Han pointerede desuden, at det, vi kalder klimaforandringer, kalder hans folk for klimakrise, fordi følgerne af den globale opvarmning allerede kan mærkes hos dem.

Et opgør med forbrugerismen

Skal man følge vores mexicanske kontakts tankegang, kan det virke håbløst at udvikle et bæredygtigt samfund inden for det kapitalistiske system. Alligevel er der en række tiltag, som vi på vores rejse har fået øjnene op, og som kunne få os i Danmark til at tage et større ansvar, når det kommer til forbrug og jordbrug.

Som forbrugere har vi en fælles magt over, hvad og hvordan der produceres, så kampen for en større forbrugerbevidsthed vil være et oplagt sted at starte. Krogerup Højskoles nabo, Aarstiderne, har blandt andet det mangeårige samarbejde med lokale skoler, Haver til Maver. Her får skolebørn mulighed for selv at dyrke et lille stykke jord, og det er den slags tiltag, der kan være med til at skabe en større respekt for naturen hos almindelige borgere.

For tiden ser vi også mange lokale initiativer til blandt andet byhaver. Det vidner om et ønske om en tættere kontakt til de afgrøder, vi spiser, og et opgør med den forbrugerisme, som har hersket de seneste mange år og stadig gør det. For at skabe forståelse for naturen og vores forbindelse til den burde man indføre et fag i skolen, som fokuserer på bæredygtighed og naturforståelse.

Zapatisternes levevis er uforenelig med vores, da det er nogle helt andre forhold, der gør sig gældende i Danmark, og det er derfor ikke oplagt direkte at følge deres eksempel. Vi må i stedet tage ved lære af deres grundlæggende principper om at respektere og værne om naturen og forsøge at overføre disse principper til vores samfund.

De fleste danskere er ikke i fysisk kontakt med naturen i deres dagligdag på samme måde som zapatisterne. Men vi bør stræbe efter en større kontakt med naturen, end vi har i dag, og dermed en bedre generel forståelse for, at vi bliver nødt til at ændre måden, vi ser og behandler naturen på.

Mange kan have svært ved at forstå, at der findes mennesker som zapatisterne, som ikke måler lykke efter, hvor mange penge de har, og ikke altid stræber efter at tjene mere. Vi skulle måske lade os inspirere af, at man kan finde en glæde i at kunne opretholde et anstændigt liv samtidig med, at man lever sammen med naturen og passer på den.

Hvis en sådan ændring skal finde sted, vil det være nødvendigt at redefinere vores vækstbegreb, så vi ikke fortsat udpiner naturen, overproducerer og konstant øger vores forbrug.

Om zapatisterne

Hvem er de?
Autonom organisering af primært oprindelige folk i Mexico. Startede ud af et væbnet oprør i 1994.

Hvor holder de til?
Primært i staten Chiapas i Mexico, men sympatisører findes overalt i verden.

Hvad ønsker de?
At gøre op med det kapitalistiske og undertrykkende mexicanske system.

Hvordan gør de?
Organiserer sig og forsøger at opbygge et velfungerende parallelsamfund.

Læs mereenlacezapatista.ezln.org.mx eller Facebook