Vi kan skabe et lyspunkt

På vores højskole fik vi besøg af en tidligere elev, der nu bor i Libanon. Hun er i gang med et projekt, der handler om at skabe en højskole for unge palæstinensiske og syriske flygtninge. Hvad hun gjorde for at give os en fornemmelse af livet og forholdene i Libanon var ubeskriveligt stærkt.

Denne her oplevelse er så … ja,’ øjenåbnende’ er nok det mest dækkende ord … at jeg følte, jeg måtte fortælle det videre.

Det er ikke, fordi jeg har oplevet noget chokerende på tæt hold, eller set en verden så ulig Danmark, og ej heller mærket støvet med mine egne hænder.

Denne her oplevelse er rene følelser. Og når man sidder i skønne forårsdanmark, er det svært at forstå, hvor let man kan få kuldegysninger ned ad nakken.

Vi fik besøg af en tidligere elev på vores højskole, der nu bor i Libanon. Hun er i gang med et projekt, der handler om at skabe en højskole for unge palæstinensiske og syriske flygtninge. Hun holdt et oplæg om projektet, om livet i Libanon, og om forholdene i de libanesiske flygtningelejre.

Men den verden, de unge dernede lever i, er så langt fra mit – og sikkert også dit – idylliske liv på en højskole, at det er svært at forholde sig til. Hvad hun gjorde for at give os en fornemmelse af livet og forholdene i Libanon var ubeskriveligt stærkt. Det, hun bad os om, var følgende – og du kan prøve at gøre det samme.

– Tag tre stykker papir og noget at skrive med.

– På det første stykke papir tegner eller skriver du din yndlingsting. På mit papir tegnede jeg en hjemmelavet halskæde med en sten som min farmor har givet mig, og som jeg altid har på.

– Tænk på dit hjem. På det andet stykke papir tegner eller beskriver du dit yndlingssted derhjemme. Jeg brugte selv lang tid på at tegne mit drivhus med alle de forskellige planter og blomster.

– På det sidste papir, tegner eller skriver du navnet på den person, du elsker højest i hele verden. Jeg tegnede min far.

Hun bad os nu om at bruge vores fantasi. Forestil dig, at du sidder derhjemme alene. Det er en almindelig hverdag, og resten af familien er ude af huset. Pludselig hører du en eksplosion – den er tæt på. Du ved ikke, hvor den kommer fra, men du ved, at du ikke er i sikkerhed derhjemme mere, og at du skal væk fra byen. Du ringer til din nærmeste familie, men får ikke noget svar. Heldigvis får du fat i din kusine, der bor en halv times kørsel fra dig. Den eneste måde at komme derud er ved at tage imod et lift fra nogen, du ikke rigtig kender, og den betaling, de kræver, er din yndlingsting. Tag nu det første stykke papir i hånden, riv det i stykker og smid det ud.

Nu er du hos din kusine og i sikkerhed. Du ved ikke, hvad der er sket, men man kan stadig høre små eksplosioner. Din kusine har en ven, der holder jer opdateret, men han har kun sparsom information. En dag ringer telefonen, og din kusine tager den. Bagefter fortæller hun, at en eksplosion har ramt dit hus. Alt er blevet ødelagt, og der er kun murbrokker tilbage. Du tager nu det andet stykke papir i hånden og river det i stykker.

Dagene går. Du ved stadig ikke, hvad der sker. Du har ikke haft kontakt til nogen, siden du er kommet ud til din kusine. Du ved ingenting om din familie eller venner. Telefonen ringer igen – du ved godt, at det er et dårligt tegn. Din kusine fortæller dig, at den person, du elsker mest i hele verden, er død. Tag nu det sidste papir og riv det i stykker.

Den følelse, du sidder med nu, er virkelighed for mange flygtninge rundt omkring i verden, og især i Libanon.

Oplevelsen var så stærk, at jeg valgte at være med i projektet. Jeg ved godt, at vi ikke kan redde verden, heller ikke gøre livet bedre for alle flygtninge. Men vi kan forsøge at skabe et lyspunkt for nogle af de unge flygtninge i Libanon – ligesom min højskole har været et lyspunkt for mig.

 

Baggrund for projektet:

I februar 2015 fik Idrætshøjskolen i Århus besøg af unge fra Libanon. De var repræsentanter fra den libanesiske ungdomsorganisation, Ajial SCC, og fra en række lokale sportsforeninger. De havde en drøm. Med udgangspunkt i det unikke, danske højskolekoncept, der kombinerer fællesskab og personlig udvikling, ville de skabe en idrætshøjskole for flygtninge og andre underprivilegerede unge i Libanon. I et land på størrelse med Jylland, der procentvist huser den største andel af flygtninge i verden, var der hårdt brug for det.

De seneste år har mere end to millioner flygtninge fra Syrien søgt ly i Libanon, der i forvejen husede 500.000 palæstinensiske flygtninge, en masse irakiske flygtninge og et utal af internt fordrevne. Borgerkrig og regional krig har præget en stor del af landets historie, og ungdommen er splittet af krig, penge og sekteriske tilhørsforhold. Med andre ord er behovet for det positive og samfundsopbyggende fællesskab, som sporten kan give, enormt.

Højskoleeleverne har også engageret sig i et samarbejde med unge fra Gellerupparken i Århus – et sted, hvor mange unge har rødder i Libanon. Formålet er at understrege, at den store verden ligger lige om hjørnet, og at et besøg i Bazar Vest eller en af Gellerups lokale idrætsforeninger kan ændre ens perspektiver på verden for altid.

I sommeren 2015 tog ti unge fra Idrætshøjskolen i Århus og fra Gellerup sammen til Libanon for at etablere et samarbejde, der kan række langt ud i fremtiden, både i Danmark og i Libanon.

Undervejs fortalte de om deres oplevelser her på globalstory.dk, på deres blog og på Facebook.