Trussetriumf

For seks år siden fik en gruppe kvinder i Bangkok nok. De var trætte af de dårlige arbejdsvilkår, de var tvunget til at underlægge sig på den tekstilfabrik, som leverede varer til det kendte undertøjsbrand, Triumph. Så de tog skæbnen i egen hånd.

Symaskinerne kører på højtryk på den lille arbejderdrevne fabrik Try Arm. Syerskerne ser koncentrerede, men tilfredse ud. På øverste etage byder en kvinde med en stærk og nærværende udstråling velkommen. Hun hedder Jittra Cotchadet og er en af medarbejderne på den lille fabrik.

Ligesom alle de andre kvinder på Try Arm var hun tidligere ansat på Triumph Internationals fabrik i Bangkok. I dag er deres formål er at bevise, at man godt kan producere godt og billigt undertøj under ordentlige arbejdsforhold. En ambition, der står i grel modsætning til de kår, som de arbejdede under på Triumph Internationals fabrik.

Triumphs fabrik, hvor mange af kvinderne havde arbejdet hele deres liv, udbetalte en højere løn end de fleste andre lignende tekstilfabrikker, fortæller Jittra Cotchadet. Men det betød ikke, at der ikke var noget at kæmpe for.

”Jo mere de ansatte arbejdede og producerede, desto flere penge tjente ejerne. Arbejderne fik nyrebetændelse, fordi de ikke ville gå på toilettet, og rygsmerter, fordi de skippede deres pauser og arbejdede over i en umenneskelig grad. På den måde maksimerede Triumph deres profit ved at omdanne deres medarbejdere til maskiner,” siger Jittra Cotchadet og lader stilheden i rummet tale for sig selv.

”Det er,” fortsætter hun, ”et repræsentativt billede på arbejdernes vilkår på hundredevis af andre fabrikker, der ligger i Thailand. Her er det normalt, at arbejderne er afhængige af overarbejde for at kunne overleve, og at de får løn efter, hvor hurtigt de kan producere. Derfor bliver pauser og toiletbesøg minimeret, til skade for arbejdernes generelle sundhed.”

Produktionens sande pris
Det lille arbejderkooperativs historie begyndte i juni 2008 i et politisk ustabilt Thailand, da formanden  for fagforeningen på Triumph Internationals fabrik i Bangkok, Jittra Cotchadet, blev fyret, fordi hun var iført en t-shirt med politisk budskab under et tv-interview.

Hendes kollegaer strejkede i solidaritet og forlangte, at Jittra blev genansat. Deres protester førte til genansættelse. Men retssagen mod Jittra fortsatte, fordi Triumph hævdede, at hun var blevet retmæssigt fyret for at skabe dårlig omtale for brandet, og at hendes optræden var i strid med ”thailandsk ånd”.

Triumph vandt retssagen, og Jittra blev fyret igen. I 2009 kom nyheden om, at Triumph ville lukke deres fabrik og fyre næsten to tusinde ansatte.

Det førte til flere protester og demonstrationer. Først foran deres tidligere fabrik og derefter foran det thailandske arbejdsministerium, hvor de selv begyndte at sy undertøj for at vise deres arbejdsvillighed.

Strejken foran ministeriet varede i 46 dage og fik stor opmærksomhed i offentligheden. Aktivister støttede op om kampen for arbejderes rettigheder.

”Vi ville skabe gennemsigtighed om prisen ved at vise den sande omkostning af produktionen. Vi kan producere undertøj billigere end i butikkerne og belyser på den måde den profit, som vi ikke fik vores retmæssige del af, fordi overskuddet gik ubeskåret til vores arbejdsgiver,” fortæller Noi, der også var med forrest i kampen.

Protesterne endte med at bære frugt. Ministeriet endte med at hjælpe kvinderne med at finde deres nuværende lokaler og gav dem symaskiner.

Fairshion underwear
Det kræver blod, sved og tårer at gennemføre en demonstration og starte en produktion midt i en kamp for bedre rettigheder.

”30 kvinder mødte op til vores første møde her i lokalerne, som vi havde fået af Ministeriet, sammen med nogle få symaskiner, og i fællesskab skabte vi Try Arm,” smiler Jittra.

Navnet lyder til forveksling som Triumph. Undertøjet ligner også varerne fra det verdensomspændende brand, men er til forskel fra Triumphs undertøj produceret under rimelige forhold.

Try Arm er en medarbejderejet virksomhed, hvilket vil sige, at alle medejere får samme løn og diskuterer design, økonomi og arbejdsforhold på fælles møder ud fra tanken om, at hver kvinde har en stemme.

Den 14. oktober 2015 fejrede Try Arm seksårsfødselsdag. I dag har Try Arm ti medejere, og deres ”fairshion underwear” bliver eksporteret til Japan, Tyskland, Sverige og Danmark, hvor det kan købes i Solidaritetshuset på Nørrebro.

Try Arm modtager ikke økonomisk hjælp i form af donationer, men ønsker at konkurrere på markedet og derigennem skabe profit til at vokse. Og Jittra drømmer om, at Try Arm en dag kan skabe nok profit til at støtte andre kooperativer, aktivister eller politiske partier, der kæmper for arbejdernes rettigheder.