Tre veninder, to timer, en fælles frygt

Asma, Ola og Wala’a er studerende og er alle tre vokset op i Jordans hovedstad, Amman. De har mærket, hvordan turisterne er begyndt at holde sig væk fra Jordan, efter at borgerkrigen i Syrien er brudt ud og frygten for terror taget til. Men Jordan har brug for turisterne.

Det er helt tilfældigt, at jeg møder de tre veninder en solskinsrig tirsdag eftermiddag i Amman. Da turistbetjenten Mua’aths engelske ikke rækker længere end til at forklare byskilte og turistattraktioner, ringer han til Asma (th.), Ola og Wala’a (tv.) for at få hjælp til gloserne.

Helt spontant får jeg en idé. Jeg vil interviewe de tre veninder. Hvis jeg med høflighed og ydmyghed får talt mig ind på livet af pigerne, vil jeg måske få et ærligt svar på, hvordan det egentligt er at leve i Jordan. Efter næsten ti dage i selskab med det jordanske folk er jeg ikke i tvivl om, at de har noget på hjerte. Men det er begrænset, hvem der er heldig at få lov til at høre det.

Veninderne er alle tre studerende, og alle 23 år. Asma studerer koreansk og engelsk, Ola studerer fransk, og Wala’a læser til lærer. Selv om de går på tre meget forskellige studier, er de alle tre opvokset Amman. De kender Amman, som jeg kender min hjemby. De er veltalende, og de vil gerne hjælpe mig med at blive klogere.

Jeg lægger ud med et neutralt spørgsmål om livet i Jordan og steder, man skal opleve. Asma lyser op i et kæmpestort Colgate-smil inklusive bøjle. Hun fortæller, at Jordan for dem altid har været sikkert. Desuden skal man som turist nå at opleve oldtidsbyen Petra og Det Døde Hav.

Colgate-smilet falmer lidt, da Asma fortæller, at hun er bange for, at der skal ske os turister noget, efter at syv turister mistede livet i december sidse år, da en væbnet gruppe stormede en turistattraktion i byen Karak.

"I må ikke lade frygten vinde"

Jeg ændrer taktik og spørger, om de kan beskrive, hvorfor Petra er så fantastisk en oplevelse. Wala’a, som har forholdt sig meget neutral, fortæller, at Petra er fantastisk, fordi det er utroligt, at man har kunnet bygge Petra med nærmest ingen materialer og opnå et resultat så solidt, at oldtidsbyen står her den dag i dag.

Jeg fornemmer, at jeg har fået pigernes tillid, og jeg tør stille lidt mere kritiske spørgsmål. Statistikker viser, at Jordan siden 2010 har mistet 66 procent af deres turister. En stor del af forklaringen er borgerkrigen i Syrien, der brød ud i 2011.

Pigerne er selvfølgelig ikke ekspertkilder, men eftersom de har boet i Amman fra barnsben, må de alligevel have en finger på pulsen.

Igen er det Asma, som lægger ud ved at fortælle:

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke kan mærkes. Mine gamle studiekammerater fra England tør ikke besøge mig, fordi de er bange for ISIS og de mange flygtninge. De mener også, at den jordanske regering har et alt for fast greb om befolkningen her i Jordan og vores ytringsfrihed.”

Man kan fornemme, det frustrerer hende, men at hun samtidig også godt forstår deres pointe. Alligevel kan jeg ikke få lokket ud af dem, hvad de selv tænker. Det frustrerer mig, men jeg forstår dem også godt. Deres værste scenarie for Jordan ville være, hvis turisterne blev væk.

Ola kigger mig dybt i øjnene, da hun siger:
“I må ikke lade frygten vinde. Vi jordanere elsker at have besøg af turister, og det vil være utroligt trist, hvis I ikke kom og besøgte Jordan.”

Alt med måde

Ifølge den muslimske tro skal veninderne acceptere gæster fra Vesten. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvor langt deres grænser går, når det kommer til at acceptere turister. I Jordan drikker man ikke på gaden, og alkohol er lidt et tabu-emne for muslimer.

Jeg fortæller, at vi i Skandinavien har et ret frigjort syn på alkohol. Den skandinaviske kultur er temmelig anderledes fra den jordanske. Det at drikke sig fuld offentligt er hverdagskost for mange unge skandinaver.

Ola griner og ryster på hovedet. Hun synes, det er lidt skørt, og for hende virker det meget eksotisk, hvis hun skulle drikke sig meget beruset på en offentlig café i Amman.

Asma understreger, at turister skal opleve og gøre, hvad de har lyst til – men alt med måde, selvfølgelig. De to andre stemmer i og siger, at det er op til os turister at vurdere, hvordan vores kultur bedst harmonerer med den jordanske.

”Jordan har brug for turister, fordi de skaber jobmuligheder, og jordanerne vil gerne lære af europæerne. I sidste ende handler det om at bevare de jordanske traditioner og samtidig modernisere den jordanske kultur,” siger Asmaa.

Der er gået to timer, og solens stråler er knap så brændende. Jeg har virkelig lyst til at give veninderne et kram, men er tvivl om det er for meget. Jeg når ikke at tænke mere over det, før veninder giver mig en krammer, deres Facebook-navne og siger, at vi må skrives ved på Facebook.

Jeg er helt høj på energi efter interviewet og føler virkelig, at jeg har mødt nogle stærke muslimske kvinder, og at det er en skam, at konflikterne i Mellemøsten skygger for historier om viljefaste piger som dem.