Den endeløse kamp

Myanmar har, på papiret, de seneste tre år haft demokrati, og landet har gennemgået en hastig udvikling. Demokratiet er dog stadig ikke så pletfrit, som det fremstilles internationalt, og landet står over for store udfordringer.

I 2012 vandt The National League for Democracy (NLD) det første demokratiske valg i Myanmar med demokratiforkæmperen og nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi som frontfigur.

Inden da havde landet været styret af en militærjunta, som siden 1962 havde siddet hårdt på magten i landet. Myanmar var sammen med resten af verden i stor ekstase over, at demokratiet endelig havde sejret. Aung San Suu Kyi havde, efter at have været i husarrest i sammenlagt 15 år, langt om længe opnået det demokratisk styre i sit hjemland Myanmar, som hun havde kæmpet for.

På overfladen virkede alt godt, og der blev af de internationale medier tegnet et billede af Myanmar som et velfungerende, demokratisk land i fremgang.

Med denne forudindtagede holdning drog vi sammen med 14 andre elever fra Verden Brænder-linjen på Krogerup Højskole af sted mod Myanmar. Vi var klar på at blive oplyst om folkets vellykkede kamp for demokrati og på at opleve et land, der på ganske få år har forandret sig radikalt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Myanmar har ændret sig på meget kort tid, og at det stadig går i den rigtige retning. For bare få år siden var det ikke muligt at tale frit og diskutere militærstyret. Myanmars folk var underlagt censur og havde ikke ytringsfrihed. Det har nu ændret sig.

De mennesker, vi mødtes med, talte åbent og kritisk om politik og de forskellige problemstillinger, som Myanmar står over for. Denne åbenhed mærkede vi også i vores møder med forskellige politisk aktive personer.

Men det blev også hurtigt klart for os, at billedet af et fuldt ud demokratisk land langtfra stemmer overens med virkelighedens Myanmar.

democracyFoto: Jeppe Høstgaard

Forfatningen – en forhindring for demokratiet

I 2008 blev Myanmars nuværende forfatning vedtaget. Forfatningen blev vedtaget under det, militærjuntaen påstod, var et demokratisk valg. Valgdeltagelsen var på 98,12 procent, hvoraf 92,48 procent stemte ja, hvilket vidner om et korrupt system.

Forfatningen indebærer, at militæret er sikret 25 procent af de 440 pladser i parlamentet. Samtidigt kræver en ændring af forfatningen, at over 75 procent af parlamentet skal stemme for. Dette tvist medfører, at NLD har meget svært ved at føre deres politik, da de ikke kan få nogen store lovændringer igennem i parlamentet.

Det faktum satte mange af de politisk aktive personer, vi mødte, fokus på som en stor demokratisk problematik. For hvordan kan man sige, at der er et reelt demokrati, hvis en fjerdedel af parlamentets pladser ikke kan vælges af folket? Vores billede af et demokratisk Myanmar begyndte at krakelere.

Det unge medlem af NLD, Nay Chi Win, fortalte os, at NLD’s største fokus lige nu er at ændre militærets forfatning fra 2008. Derudover fortalte han, at det er næsten umuligt at ændre noget grundlæggende ved de juridiske institutioner, da både politiet og retten er styret af militæret. Det fører tilbage til den store udfordring omkring forfatningen. Den giver nemlig militæret magten over tre ministerier: The Ministry of Border Affairs, The Ministry for Defense og The Ministry of Home Affairs – tre meget betydningsfulde ministerposter, som NLD ikke kan besætte, hvilket Nay Chi Win ser som et stort problem.

Han er ikke den eneste af dem, vi talte med, der er frustreret over den fastlåste forfatning. Min Ko Naing var en af de ledende kræfter ved studenteroprøret i 1988 – et oprør, der havde stor betydning for Myanmars kamp for demokrati.

”Lige nu står vores land over for to store problemer. Det første er at få 100 procent demokrati, og det andet er, hvordan vi får skabt en fælles union på tværs af de forskellige etniciteter,” siger Ko Naing, adspurgt om, hvad de største udfordringer i Myanmar er.
Efter hans mening er en ændring af forfatningen entydigt vejen til 100 procent demokrati.

Kampen fortsætter

Det står klart, at Myanmars kamp for demokrati langt fra er ovre. Vores forventninger om en vundet kamp og et stabilt demokrati blev manet i jorden af de mennesker, vi mødte. I dag, tre år efter valget, kæmper de stadig en kamp for en lysere fremtid for Myanmar. Selv står vi tilbage med en følelse af, at der er lang vej endnu, før Myanmar får et velfungerende demokrati.

Løsningsforslagene for at få ændret forfatningen stikker i forskellige retninger. Nogle satser på en diplomatisk løsning, der skal ske gennem samtale og dialog, mens andre mener, der skal en væbnet kamp til. Selvom løsningerne peger på forskellige metoder, har de det tilfælles, at de er langsigtede. Og der er stadig en tro og et håb for en ny forfatning, selvom militæret har mere magt og indflydelse i Myanmar, end vi havde forestillet os.

Måske er det netop dette håb og troen på et Myanmar styret af folket, som er løsningen. Selvom udsigterne er lange, kan udvejen være mere simpel end som så.

Som Nay Chi Win pointerer: ”We just need one brave soldier”.

yangongadeFoto: Freja Ingrid Appel