Det forslåede, forjættede land

Jeg har stået ved Grædemuren og i en flygtningelejr. Jeg har mødt de ultraortodokse jøder og de palæstinensiske martyrers efterladte. Dette er fire nedslag i hverdagslivet på begge sider af konflikten om Israel/Palæstina. Et kig ind i en af verdens længste konflikter, som er så svær at forstå.

1. nedslag: Grædemuren

Grædemuren - foto Frederik Lange

Det er sabbat, og der er godt gang i de religiøse aktiviteter i Jerusalem. Især ved Grædemuren, der bliver regnet for at være jødedommens helligste sted.

Efter et kort terror-check, som man kender det fra lufthavnen, ifører jeg mig en turistkalot og kaster mig ind i mængden af jødiske mænd, der er valfartet til muren. På grund af mit gudsgivne Y-kromosom får jeg fornøjelsen af mændenes indgang. Hvis muren har været udsat for en omgang ‘drengene-mod-pigerne’, må man sige, at drengene har vundet.

Først bliver jeg mødt af jøder, som vi kender dem fra Vesten. De er alle iklædt en simpel kalot og en nydelig skjorte. Enkelte har svunget sig op til at bære en cowboy-inspireret, sort filthat. De er i et vældigt humør. En gruppe på 20-30 unge mænd danser rundt med armene om hinanden og synger, hvad der mest af alt minder om en hebraisk roligansang.

Hvis det ikke var for den hellige location og et par deltagende soldater med M16-rifler hængende over skulderen, kunne jeg stemningsmæssigt have befundet mig i Københavns indre gader en sommerdag i ’92.

Jeg bevæger mig ind, hvor muren fortsætter videre i en velholdt grotte.

På min vej slår det mig, at ingen ænser min tilstedeværelse. Selvom et mistroisk blik ville have været helt på sin plads, får jeg ikke det, der ligner. Jeg tænker, at de nok er vant til nysgerrige turister, der kommer for “at se giraffen”.

Inde i grotten er de festlige roligans skiftet ud med jøder af mere ortodoks karakter. Dansen er byttet ud med en tranceagtig messen, og den simple kalot er byttet ud med store, cylinderformede, pelsbeklædte hatte. Meget majestætisk – og temmelig russisk.

De læser alle op af hver deres religiøse skrift. Nogle står samlet, andre for sig selv. En enkelt sidder med hovedet helt op ad muren på en malplaceret, hvid plasticstol. De er alle fuldstændigt opslugt.

Selv for en sekulær kulturkristen som mig er det svært ikke at føle en form for højere magts tilstedeværelse. Velkommen til Guds egen by, tænker jeg.

2. nedslag: Den gamle by i Jerusalem

Den gamle by i Jerusalem - foto Emma KaalbyFoto: Emma Kaalby

Ali Jiddah, der skal give mig en rundtur i Jerusalems gamle by, er tidligere medlem af PFLP – en palæstinensisk organisation, der kæmper for et frit Palæstina. De driver skoler og figurerer samtidig på diverse vestlige terrorlister.

Ali har tilbragt 17 år af sit liv i fængsel efter at have såret ni civile israelere ved et bombeangreb. I det muslimske kvarter er han en helt. Alle hilser på ham.

Den gamle by er delt i fire dele: en muslimsk, en jødisk, en kristen og en armensk. Den jødiske del skiller sig ud. Her er mere stille og rent. Og her er legepladser og Torahskoler doneret af rige, amerikanske Brooklyn-jøder.

Den muslimske del er som jeg havde forestillet mig den. Lidt for mange mennesker i de smalle handelsgader, og lidt for mange turistfælder med ubrugeligt ragelse. En ting har bydelene dog til fælles: israelske soldater.

Vi gør stop ved siden af et af de utallige checkpoints, hvor de israelske soldater holder vagt. Ved siden af os hænger et billede af en dræbt palæstinensisk frihedskæmper. Ali fortæller højlydt om ‘martyrens’ gerninger, mens de unge soldater stiltiende ser på. De ville nok vælge at kalde manden på billedet for terrorist.

Ali afslutter sin manifestation med et sammenbidt ‘fuck you’ henvendt til de israelske soldater. Jeg er imponeret over hans mod, men føler mig samtidig som hans menneskelige skjold mod besættelsesmagten.

På vores videre vej gennem det muslimske kvarter udpeger Ali israelske bosættere og deres private sikkerhedsvagter, der er iført skudsikre veste. Vagterne er unge drenge på min egen alder.

Vi går videre ind i det jødiske kvarter. Fire jødiske småbørn sidder og hygger sig. Ali siger noget til dem på hebraisk, som de ikke svarer på.

“De kan lugte, jeg er palæstinenser,” griner han.

Senere møder vi en lille dreng med kalot, der spiller bold op ad en mur. Ali siger noget til ham. Den lille dreng ser forfærdet ud, samler bolden op og løber sin vej. Jeg spørger Ali, hvad han dog sagde.

“Jeg sagde bare, at han ikke havde nogle venner”, griner han igen.

Det undrer mig ikke, at konflikten går i arv gennem generationer.

Det muslimske og det jødiske kvarter ligger lige op ad hinanden. Vi går op på en terrasse i første sals højde, hvorfra vi kan se ned på en arabisk handelsgade. Oven over butikkerne er der spændt et net ud, som der ligger en masse skrald på. Ali forklarer, at jøderne kaster det ned fra deres side.

Senere ser vi en kat stå og spise af en skål i en vindueskarm midt i det jødiske kvarter. Det er en palæstinensisk kat, forklarer Ali:

“De spiser i Israel og skider i Palæstina”.

Jeg griner instinktivt. Da joken bundfælder sig, tænker jeg, at det i grunden er meget sigende for hele det morads, jeg befinder mig midt i.

Dagen efter drikker jeg et glas juice på den samme bar, hvor Ali og jeg mødtes inden rundturen. Barens bestyrer, en 50-årig palæstinensisk mand, giver mig rabat og siger til Ali, da han tilfældigvis kommer forbi: “Ali, Ali han har fået rabat, fordi han kender dig”.

Ni sårede jøder og 17 år bag tremmer giver respekt på disse kanter.

3. nedslag: Det ultraortokose jødiske kvarter

Mea Shearim - foto Frederik Lange

Ti minutters gang fra den gamle by ligger det ultraortodokse jødiske kvarter, Mea Shearim. Kort fortalt er bydelen resultatet af et politisk kompromis indgået af Israels grundlægger og første premierminister, David Ben-Gurion.

I bytte for parlamentarisk støtte blev 400 ultraortodokse jøder fritaget fra militærtjeneste og fik lov til at holde jødedommen i hævd gennem fuldtidsstudier i Torah-skoler. De 400 er – ved hjælp af voldsomme fødselsrater og nye politiske studehandler – i dag blevet til 60-70.000 og dermed et betændt politisk problem i Israel.

På min tur gennem kvarteret bliver jeg stoppet af en ortodoks familie. De forklarer mig på gebrokkent engelsk, at lyset i deres køleskab er tændt. Det er ikke mange af jødedommens 613 bud, jeg kender, men jeg kan huske, at man på sabbatten ikke må tænde og slukke for kontakter. Jeg tilbyder derfor min hjælp, hvilket de med glæde tager imod, efter at de har sikret sig, at jeg ikke er jøde.

Vi følges tilbage til deres køkken, hvor jeg slukker for en manuel kontakt i køleskabet og undrende spørger, om jeg ikke også skal slukke lyset, der brænder i loftslamperne. Det er ikke nødvendigt, siger de og smiler, inden de gæstfrit kvitterer for min bedrift med kage og æblecider.

En oplevelse rigere og en anelse forvirret slentrer jeg på ny ud i de faldefærdige og billøse gader.

To dage senere beslutter jeg sammen med en veninde at udforske Mea Shearim i dagslys. Og netop min ledsagerskes køn viser sig at spille en rolle i vores videre færd.

Efter en times vandring gennem det menneskerige og pengefattige ortodokse nabolag sætter vi os på en trappe for at tage et endnu grundigere kig på området og dets beboere. Men vi bliver hurtigt afbrudt af en ophidset mand, der gelejder os om i en baggård med ordene: “No woman, no woman!”.

Formuleringen sidder ikke i skabet, men budskabet er ikke til at misforstå. Således gemt væk i baggården beslutter jeg mig for – ene mand(!) – at forsøge at få nogen i tale. Jeg går tilbage til trappen, hvor jeg møder en gruppe unge mænd.

Trappen viser sig at være indgangen til en Torahskole. De unge mænd fortæller mig, at skolen huser 5.000 fuldtidselever, der studerer Torah’en otte timer dagligt fra søndag til sabbat. De begynder i skolen, når de kan gå, og fortsætter resten af deres dage.

Jeg spørger dem, om de ikke bliver lidt trætte af at læse det samme værk dag ud og dag ind, hvorefter de kigger undrende på mig, og en af dem svarer: “Man kan jo bare tage en pause, som vi gør nu”.

Det var måske også et dumt spørgsmål, tænker jeg og spørger videre ind til, hvad de får ud af deres studier: “Jo mere man læser, desto mere forstår man livet”, svarer en anden med en barnagtig begejstring.

De lader mig forstå, at når man finder svar i de hellige skrifter, behøver man ikke penge, biler eller fancy huse. Jeg kigger mig omkring og bliver hurtigt bekræftet i deres udsagn. Lige så fjern deres livsstil ligger mig, lige så livsbekræftende føles tanken om den hengivne nøjsomhed, der gennemsyrer deres syn på livet.

Tiltrækningen stopper dog hurtigt igen, da jeg spørger, om min veninde må slutte sig til samtalen, og de sødt – men bestemt – afviser. Kvinder omgås de ikke. Ingen af dem er gift, og når den tid kommer, overlader de ‘jagten’ til familien (læs: faderen).

Vi taler videre om kvinder, og da jeg nævner, at jeg af og til holder min kæreste i hånden, når vi går på gaden i København smågriner de nervøst som en gruppe usikre teenagedrenge.

“Sådan gør vi ikke her. Her er kvinder mere noget, vi bruger, hvis vi for eksempel skal have børn eller have lavet mad.”

Jeg bliver chokeret og fornærmet og glæder mig samtidig over, at hverken Kvinfo eller Sanne Søndergaard er med på en lytter, mens jeg henter min veninde, der står parkeret på det modsatte fortov.

På vej ud af det religiøse slaraffenland slår det mig, at der måske ikke er så langt over til dem på den anden side af muren.

4. nedslag: Flygtningelejren

Flygtningelejr - foto Pauline Schrøder
Foto: Pauline Schrøder

Jeg står midt i en palæstinensisk flygtningelejr – i Palæstina. Omkring mig render små drenge rundt og leger med slangebøsser blandt murbrokker. De er nok seks-otte år. Og de er nok fjerde- eller femtegenerationsflygtninge.

Lejren blev oprettet af FN i 1949. Den ligger på Vestbredden, ikke langt fra den palæstinensiske hovedby Ramallahs centrum, og skiller sig med sine snævre gader og ad hoc-byggeri ud fra resten af byens arkitektur.

Lejrens indbyggere er mennesker, der er blevet fordrevet fra deres tidligere hjem i det, der nu er Israel. De har slået sig ned her, men de har aldrig rigtig slået rod.

Jeg besøger en mand midt i tyverne, der nogle dage forinden er blevet løsladt fra det fængsel, hvor han har siddet i fire år. Han blev sammen med 32 andre unge mænd fra lejren anholdt i forbindelse med en afbrænding af et israelsk militærkøretøj.

Som det hører sig til i denne region, bliver jeg budt på arabisk kaffe. Jeg tager en tår og lytter medfølende til fortællinger om forhør uden søvn, farceagtige rettergange og sultestrejker som eneste våben. Men hvor ville jeg gerne høre den anden side af historien. Der skal jo som bekendt to til tango.

Andet stop er hos en familie på fem. Havde jeg besøgt dem to måneder forinden, ville den have talt seks medlemmer. Deres trettenårige søn blev for nylig dræbt af skud fra det israelske militær.

Denne gang er kaffen vanskeligere at få ned. I baggrunden kører et flimrende tv med noget, der ligner palæstinensiske nationalmusikvideoer. Stemningen i stuen er tung, nærmest depressiv. Den er intens og skrøbelig. Faderen er splittet mellem sorgen over sin søns død og stoltheden over nu at have en ‘martyr’ i familien.

Det er som om ‘martyr’-fænomenet er et forsøg på at give mening til meningsløsheden.

Ved siden af familiens overhoved sidder hans 15-årige søn med sin brors portræt hængende i en kæde om halsen. Han ser ikke splittet ud. Han ligner en, der bare gerne vil have sin bror tilbage.

Jeg siger overvældet farvel og tænker, at jeg ikke behøver den anden side af historien. Jeg er ikke længere i humør til tango.

Over udgangsporten til flygtningelejren hænger et billede af en nøgle. Den er symbol på indbyggernes håb om at vende tilbage til deres forfædres hjem.

Jeg forlader ikke lejren med følelsen af håb.