Kampen for Bagan

I det centrale Myanmar ligger der en overset perle - tempelbyen Bagan, der med sine mange tusinde templer er taget som gidsel i et politisk spil. Ønsket om at blive en del af UNESCO’s verdensarvsliste udfordres af Myanmars tidligere politiske identitet, og landets fremtidige turismeindustri og kulturarv står på spil.

Myanmar er et land med mange velbevarede hemmeligheder, og den arkæologiske skat, tempelbyen Bagan, er blot en af dem.

Myanmar har en tragisk politisk historie med militærdiktatur, der i mere end 40 år har kontrolleret landet. Det har betydet, at landet i en lang årrække har været sanktioneret af den vestlige verden og været lukket for turisme.

I de seneste ti år er der dog sket en markant ændring i Myanmar, idet landet netop er blevet åbnet for resten af verden. Denne åbenhed skaber nye, forbedrede forhold for, at turismen kan spire. Med demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi i spidsen er Myanmar ved at ændre sin politiske identitet, internt såvel som eksternt.

Men med militærets fortsatte indflydelse og magt samt grundlovens indskrænkende udformning, står landet dog fortsat over for mange udfordringer, der besværliggør systemets demokratiseringsproces.

Templer i tusindvis

Bagan ligger i Mandalay Division, i den centrale del af Myanmar. Ad små støvede, næsten hemmelige, grusveje føres vi som besøgende gennem de uspolerede landsbyer og lysende grønne marker, indtil store, majestætiske templer dukker op i horisonten.

Vi bevæger os indenfor i templerne og mødes af store Buddha-statuer og farvestrålende offergaver. I en duft af røgelse bevæger vi os gennem de tusind år gamle gange, og fra templernes toppe kan vi spejde ud over de over 2000 templer, der spreder sig i den frodige dal.

Bagan er både historisk og arkæologisk enestående og uerstatteligt, og dog er den arkæologiske zone ikke at finde på UNESCO World Heritage List. På denne liste findes en række bevaringsværdige områder og attraktioner fra hele verden. Fra Danmark er blandt andet Jellingestenen, Kronborg Slot og Vadehavet at finde på den lange liste.

Hvordan kan det være, at Myanmars storslåede tempelområde ikke anses som verdensarv, og at tempelbyen dermed ikke er selvskreven til en plads blandt UNESCO’s udvalgte? Vi undrer os over, hvordan vadehavet kan være mere autentisk end en buddhistisk tempelby fra oldtidens Asien.

Myanmar har siden 1996 ansøgt om anerkendelse af Bagan som verdensarv, men er blevet afvist i overhovedet at ansøge om en plads på listen. UNESCO forklarer afvisningen med, at de som organisation ikke vil støtte op om militærstyrets håndtering af Bagan.

Man mener, at militærstyret, der siden 1962 har styret og haft indflydelse på den politiske scene i landet, har set bort fra kravet om autenticitet i de løbende restaurationer af området. En begrænsende faktor er herudover militærets placering af hoteller, opførelsen af et 60 meter højt udkigstårn og en nærliggende motorvej ved den arkæologiske park.

Prestige på pause

Vi kører på el-scootere gennem Bagans landskab på en varm sommerdag og oplever omfanget af den 42 kvadratmeter store tempelpark. Øjet mødes konstant af templer, og de talrige orangeklædte munke understreger den enorme religiøse betydning, som parken har for folket i Myanmar.

Det er lysfestival, mørket falder på, og området oplyses af tusindvis af levende lys. Den buddhistiske festdag iscenesættes med farvestrålende fyrværkeri, og en forventningsfuld stemning spreder sig blandt de deltagende. Vi befinder os i en upåvirket tidslomme, og selvom vi er i byen som turister, føler vi os som en integreret del af denne magiske aften. Derfor skaber det stor undren hos os, da vores sivhatbærende guide gør os opmærksomme på, at Bagan ikke er en del af verdensarvslisten.

Det vil have mange fordele, hvis Bagan kom på UNESCO’s verdensarvliste. Det skabe opmærksom på Myanmar efter mange år, hvor landet har været isoleret fra omverden. Den øgede opmærksomhed ville være til stor gavn for landets turistindustri, der vil styrke nationaløkonomien generelt og den økonomiske situation i Bagan. Denne har været udfordret af de mange jordskælv – senest i august 2016 – hvor mange af de uerstattelige templer er blevet ødelagt.

Det har været svært for Bagan at få samlet penge ind til at få de unikke templer restaureret, så man har været nødsaget til at lade militæret finansiere restaurationerne. Støtte fra UNESCO ville i situationer som disse således have enormt stor værdi – både kulturelt, økonomisk og politisk.

Ironisk nok har en af hovedårsagerne til, at UNESCO har afvist Bagans ansøgning om at komme på verdensarvlisten, været militærdiktaturets restaurationer af templerne, der siges at være i strid med arkæologiske principper og krav om autenticitet. Dette kunne dog have været undgået, hvis UNESCO var trådt til tidligere, og det kan undgås i fremtiden, hvis organisationen træder til nu og gør den arkæologiske zone i Bagan uafhængig.

En sådan indblanding fra UNESCO ville sende et stærkt politisk signal om, at Myanmar er på vej ud i verdenssamfundet, og dette vil hjælpe til at fjerne magten fra militæret og styrke de demokratiske kræfter i landet.

Autencitet til debat

Et af nøgleordene i debatten er autencitet. UNESCO har kritiseret Myanmar for at restaurere uden tanke på at bibeholde det autentiske i den i antikke by. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved begrebet autencitet. For har Vesten patent på at definere, hvad der er autentisk?

I Bagan skelnes der mellem at bibeholde og bevare. De mange jordskælv gør det svært at bevare templerne, og uden indgriben ville templerne blot blive til ruiner. Det prioriteres i Bagan at bibeholde stedets religiøse og historiske værdi og dets funktion som kulturel kapital og socialt samlingspunkt. Vi mærkede selv tydeligt stedets autencitet på vores vandring gennem det bibeholdte område.

Man kan dog argumentere for, at den øgede kommercialisering i form af motorveje og luksushoteller i dalene mellem templerne truer autencitetsbegrebet i Bagan. Befolkning kritiseres for ikke at have modsat sig de nye turistvenlige tiltag, idet de her kunne lade området leve op til vestens autencitetskrav og forbedret chancerne for, at Bagan ville være at finde på UNESCO’s verdensarvsliste.

Det er dog naivt at bebrejde et undertrykt folk for ikke at have gjort oprør, idet de ville risikere at blive idømt livsvarigt fængsel af det irrationelle retssystem for at modsætte sig militærets ønsker.

Men der er håb forude. Myanmars politiske fremgang gavner landets ry udadtil, og landets ledelse fortsætter kampen for Bagan. Det enestående tempelområde fortjener at komme ud over landets grænser og blive vist til offentligheden.

Den udsatte park fortjener økonomisk støtte, så den i fremtiden kan bestå. Lad os give Myanmar en chance for at vise sit værd og nye identitet for verdenssamfundet.