Mads Nygaard

Blogging about Venligboerne at globalstory.dk

Mads Nygaard is a writer, a former folk highschool teacher and former staff at Hjørring Asylum Camp. He is also one of the nine pioners who started what has now become the movement of Venligboerne back in the fall of 2014.

Om Haderslev-affæren

Jeg har skrevet om flygtningesituationen i halvandet år. Hele tiden med ønsket om at vise, at integrationen sagtens kan lade sig gøre. Især hvis vi mødes om projekter, der har ligeværdighed som kardinalpunkt. Hvorfor i alverden kunne jeg så ikke bare lade Simon Andersens tekst flyve? Det har jeg tænkt over lige siden, og her er mit bedste bud.

I forgårs røg jeg i raseriets blækhus som aldrig før. Jeg afleverede en bredside til en mand, jeg ikke kender, Simon Andersen på 24syv. Forløbet var sådan her: Jeg hørte om eftermiddagen et indslag i Reporterne. Her var journalist Viktor Lykke Reddersen direkte igennem fra teltlejren i Haderslev. Han kom med følgende vurdering af sit ophold: ”I den her lejr hersker håbløsheden.”

Ja, det tror jeg på. Viktors chef hedder Simon Andersen. Hvad optog ham ved hele Haderslev-affæren? Et billede taget af de to mennesker uden hvem, Radio24syv, næppe havde besøgt lejren, nemlig det billedmateriale, AnneLise Marstrand-Jørgensen og Asrin Mesbah skaffede under deres besøg. Simon zoomede ind på ét af billederne, en toiletkumme og rejste et helt andet spørgsmål: Har de her mennesker slet ikke selvrespekt tilbage, når de kan efterlade et toilet i sådan en stand?

At Simon Andersens fokus kunne ligge her, når hans egen mand i marken beskrev det som et sted fuldkommen blottet for håb, kunne jeg ganske enkelt ikke kapere.

Jeg har skrevet om flygtningesituationen i halvandet år. Hele tiden med ønsket om at vise, at integrationen sagtens kan lade sig gøre. Især hvis vi mødes om projekter, der har ligeværdighed som kardinalpunkt. Hvorfor i alverden kunne jeg så ikke bare lade Simon Andersens tekst flyve? Det har jeg tænkt over lige siden, og her er mit bedste bud:

For et par uger siden stod jeg sammen med min makker Fawaz T Alzatto i Hobro. Vi har fulgtes ad gennem hele vores bevægelses forløb. Vi mødtes, da han kom til Hjørring Asylcenter som flygtning og jeg var ansat i asylcenteret. Fawaz og jeg blev hurtigt bonkammerater, og derfor siger vi nogle gange ting til hinanden, vi godt ved, den anden ikke har lyst til at høre.

Denne aften i Hobro var det Fawaz, der slog i bordet. Han sagde: ”Mads, det er meget godt med alle dine optimistiske opråb, men vi kommer altså ikke udenom, at der sidder nogle mennesker i teltlejre lige nu i Danmark. De kan ikke bruge din optimisme til noget som helst. De prøver desperat at forstå, hvorfor de død og pine skal bo under elendige vilkår, når alle er klar over, at Røde Kors hellere end gerne vil give dem husly. Under tag! Hvorfor skal de så bo i smat?”Den sad! Tak for den, Fawaz!

Det sidste opslag, jeg var i færd med at skrive inden mit rasende udfald mod Simon Andersen, handlede faktisk om en pensionist, der kom ind på asylcenteret i Hjørring. Hun ville gerne donere sin urtehave til de flygtninge, hun havde læst så meget om i lokal-avisen. De måtte dyrke lige, hvad de ville. De havde jo et væld af timer at slå ihjel, og hun var selv blevet for gammel til at gøre noget ved haven.

Og Simon … her afleverer hun faktisk også svaret på DIT spørgsmål. Alle asylansøgerne i vores land ved, at det er blevet besluttet fra højeste sted, at nogle (tilfældigt udvalgte) tvinges til at bo i den rene elendighed. Som levende advarselsskilte til omverdenen. Der i primitivt signal om hårdhed ikke adskiller sig en dyt fra de rygmærker rockere puster sig op med. Så længe, vi gør det, har vi teltlejre, hvor slagsmål, håbløshed og misligholdelse bliver dagens orden.

Hvis vi i stedet gjorde som pensionisten og behandlede folk med ganske almindelig respekt og nysgerrighed, kan jeg love dig for, at asylansøgerne ville gå sammen om at beskytte deres midlertidige bopæl med liv og sjæl.

Tag rundt i Danmark og se alle de projekter, gammeldanskere og nyborgere søsætter sammen. Jeg skal nok vise dig rundt. Det kan endda være, du får en undskyldning for mit sprogbrug den anden aften. Det hørte jo hjemme i den kumme, du sikkert også havde dine helt personlige grunde til at zoome ind på.

Hvem er Venligboerne?

I efteråret 2014 skiftede en gruppe vendelboer i Nordjylland navn. De kaldte sig Venligboerne. Det fælles udgangspunkt var, at de ville tage godt imod de flygtninge, der netop var ankommet til det lokale asylcenter i Hjørring. De ni frivillige oprettede Facebookgruppen ‘Venligboerne – Flygtningehjælp’ og gik i gang med at arrangere fællesspisning og udflugter. Og så tog tingene fart.

På mindre end et år har venligheden spredt sig til over 90 andre byer i Danmark. I alt er flere end 150.000 mennesker blevet medlemmer af Venligboerne på Facebook. Alene Facebook-gruppen ‘Venligboerne i København og omegn’ har nu over 40.000 medlemmer.

Det bobler og syder af aktiviteter i hele landet. Frivillig retshjælp, tøj- og møbelindsamlinger, Tivoli-ture, hjælp til at skrive CV’er og jobansøgninger, middagsinvitationer, sprogcaféer og fællesspisning er blot nogle af eksemplerne. I flere byer har Venligboerne også åbnet deres egen café.

Med andre ord er Venligboerne blevet en spirende folkebevægelse, hvor både etniske danskere og flygtninge bidrager på eget initiativ.

“Venligboerne er ikke en nødhjælpsorganisation, men et netværk. Det er fleksibelt, frivilligt og åbent for alle,” som forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der står i spidsen for den københavnske gruppe, siger.

“Man bliver overrasket over, hvor stor en forskel selv lidt kan gøre. Og hvor sindssygt hjælpsomme alle er, når der er korte kommandoveje, og folk kan byde ind og deltage på deres egne præmisser.”

Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, har kaldt Venligboerne ‘det bedste, der er sket for integrationen nogensinde’. Og bevægelsen er begyndt at skvulpe ud over de danske landegrænser. Storbritannien, Sverige, Norge og Østrig har taget konceptet til sig, og i Tyskland, Italien, Grækenland og Ungarn er Venligbo-grupper også ved at se dagens lys.

Det går rigtig, rigtig stærkt, og der er nyt at berette fra Venligboer-land hver uge. Mads Nygaard, der er en af pionererne fra dengang, de kun bestod af ni vendelboer, blogger her på globalstory.dk om noget af alt det, der sker.