Mads Nygaard

Blogging about Venligboerne at globalstory.dk

Mads Nygaard is a writer, a former folk highschool teacher and former staff at Hjørring Asylum Camp. He is also one of the nine pioners who started what has now become the movement of Venligboerne back in the fall of 2014.

Er at snakke politik med kunstnere som at snakke med syvårige?

Inger Støjbergs spindoktor, Mark Thorsen, sagde den anden dag: At snakke politik med kunstnere er som at snakke med syvårige. Det lyder arrogant og er sikkert også ment sådan, men udsagnet er ikke helt skævt for mig. Der ringer en klokke.

Da vi åbnede vores første café i Hjørring, lavede vi også en tøjbutik. Alle klædningsstykker og sko kostede tre kroner uanset hvad. Vi havde en lyserød pengekasse udsmykket med My Little Pony-klistermærker. Det var fordi min niårige datter Katrine donerede kassen til os.

Hver fredag gjorde vi regnskabet op. Så sad Ernest fra Ghana og Samrawit fra Eritrea og Faaris fra Somalia og byggede små højhuse af mønter. Optælling. Til fællesskabet. More coffee!

Vi låste aldrig pengekassen inde. Den stod i skabet sammen med sukkeret. Alle kendte koden til vores café. Katrines pengekasse stod til åbent skue, og enhver med slette tanker kunne stjæle hele baduljen til hver en tid. Men det skete aldrig.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Fordi det ikke var en butik i almindelig forstand. Rummet var ikke et udstillingsshow, det var vores dagligstue, den eneste vi havde.

I torsdags var SF’s leder, Pia Olsen Dyhr, på besøg i Venligbohus. Straks efter visittet lagde hun et opslag ud på sin profil. Her smeltede hun under den varme, hun havde mødt. Pia Olsen Dyhr har haft en barsk opvækst. Hun blev voksen i en purung alder. Blev nødt til det. Ligesom alle de flygtningebørn, der lige nu vandrer rundt i Europa og leder efter en seng, der kan blive deres.

Sådan et barn var Abdulazez Dukhan, da han forlod Syrien. Som 14-årig drog han afsted. De sidste ni måneder har han sammen med 60.000 andre flygtninge været fanget i et tomrum på grænsen mellem Makedonien og Grækenland. Han har brugt tiden til at fotografere hverdagen i lejrene. Med særligt fokus på børnene. Han har også lige skrevet et åbent brev til Donald Trump. Det opdagede nyhedsstationen Al Jazeera. De besøgte Abdulazez. Og bad ham læse brevet højt, så hans indtrængende bøn om større fokus på flygtninge i hele verden kunne sendes ud vidt og bredt. Med en stemme, der ikke er politisk på nogen som helst måde. Men poetisk som bare pokker!

Filmen kom ud for få dage siden. Langt over to millioner har allerede set den og lyttet. Hvor smukt er det ikke? At du kan skrible et digt på ét af de allermest isolerede steder på kloden og pludselig erfare, at det rejser ud i alle kroge af verden som en flaskepost, gud og hvermand samler op.

Det første Camilla Patricia Hoeeg efterlyste, da hun i april 2016 landede som frivillig hos Abdulazez i EKO-lejren, var dette: ”We need magic here!” Sammen efterlyste de idéer til lege på Facebook. Lege, der ikke krævede materialer af nogen art, for de havde ingen midler. End ikke en lyserød pengekasse.

18-årige Abdulazez skriver altså et brev til Donald Trump. Milla læser nu højt for alle flygtningebørnene i Bekaa Valley i Libanon. Gamle ører og dugfriske ører, men forbundne kar ikke desto mindre. Vigtigheden af at fortælle, aldrig give op, åbne nye verdener for de, der ikke kan flytte sig en tomme fra den sorte plet, de bebor lige nu.

Tankerne her vil helt sikkert falde for døve øren inde i Udlændingestyrelsen og på ministerkontorerne. Det er for uhåndgribeligt til at kunne bruges. Alt for isolerede stråler af sol. Støjbergs spindoktor vil garanteret tage dem som bevis for sin påstand: At snakke politik med kunstnere er som at snakke med syvårige.

Men ved du hvad, kammerat? Så må det være sådan. For nogle gange giver statsbudgetter mere mening fra bunden af en pengekasse med My Little Pony-klistermærker på. Og nogle gange kan ens verdensbillede blive syet sammen af stemmer, der kun har ganske få somre bag sig. På den måde kan du aldrig udelukke, hvem der kommer lige om lidt og afleverer et stykke stor magi. Lige for fødderne af dig. Det er håbets bopæl.

Intet tal, ingen statistik, ingen kurve kommer nogensinde til at ændre ved mit ønske om at blive boende lige der. Basta!

Hvem er Venligboerne?

I efteråret 2014 skiftede en gruppe vendelboer i Nordjylland navn. De kaldte sig Venligboerne. Det fælles udgangspunkt var, at de ville tage godt imod de flygtninge, der netop var ankommet til det lokale asylcenter i Hjørring. De ni frivillige oprettede Facebookgruppen ‘Venligboerne – Flygtningehjælp’ og gik i gang med at arrangere fællesspisning og udflugter. Og så tog tingene fart.

På mindre end et år har venligheden spredt sig til over 90 andre byer i Danmark. I alt er flere end 150.000 mennesker blevet medlemmer af Venligboerne på Facebook. Alene Facebook-gruppen ‘Venligboerne i København og omegn’ har nu over 41.000 medlemmer.

Det bobler og syder af aktiviteter i hele landet. Frivillig retshjælp, tøj- og møbelindsamlinger, Tivoli-ture, hjælp til at skrive CV’er og jobansøgninger, middagsinvitationer, sprogcaféer og fællesspisning er blot nogle af eksemplerne. I flere byer har Venligboerne også åbnet deres egne caféer og huse, fx Venligbohus på Vesterbro i København.

Med andre ord er Venligboerne blevet en spirende folkebevægelse, hvor både etniske danskere og flygtninge bidrager på eget initiativ.

“Venligboerne er ikke en nødhjælpsorganisation, men et netværk. Det er fleksibelt, frivilligt og åbent for alle,” som forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der står i spidsen for den københavnske gruppe, siger.

“Man bliver overrasket over, hvor stor en forskel selv lidt kan gøre. Og hvor sindssygt hjælpsomme alle er, når der er korte kommandoveje, og folk kan byde ind og deltage på deres egne præmisser.”

Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, har kaldt Venligboerne ‘det bedste, der er sket for integrationen nogensinde’. Og bevægelsen er begyndt at skvulpe ud over de danske landegrænser. Storbritannien, Sverige, Norge og Østrig har taget konceptet til sig, og i Tyskland, Italien, Grækenland og Ungarn er Venligbo-grupper også ved at se dagens lys.

Det går rigtig, rigtig stærkt, og der er nyt at berette fra Venligboer-land hver uge. Mads Nygaard, der er en af pionererne fra dengang, de kun bestod af ni vendelboer, blogger her på globalstory.dk om noget af alt det, der sker.