Sports Unite Youth 2

Historien om en ungdomssportscamp i Libanon - i billeder.

Libanon er et land på størrelse med Jylland med omkring 4.500.000 libanesiske indbyggere. Dertil kommer de palæstinensiske og syriske flygtninge, der tæller henholdsvis knap en halv million og 1,2 millioner mennesker. Libanon er det land i verden, der har den største andel flygtninge i forhold til egen befolkning.

Libanon har en kystlinje, der strækker sig næsten 200 km fra nord til syd. Middelhavet er blåt, klimaet er varmt, og landet kunne på mange måder være en attraktiv turistdestination. Men Libanon grænser op til både Israel og Syrien og er på mange måder et udsat land, hvilket afholder mange fra at rejse dertil. Men landet er uden tvivl et besøg værd!

Libanons mange palæstinensiske flygtninge bor i lejre som Shatila-lejren, hvor dette billede er fra. Nogle af lejrene har eksisteret i over 50 år, men i Libanon har de palæstinensiske flygtninge ikke nogen umiddelbar udsigt til, at deres situation bliver bedre. Staten vil ikke acceptere palæstinenserne på lige fod med libaneserne, og derfor har palæstinenserne ingen ret til statsborgerskab eller til at eje noget. Samtidig er der rigtig mange jobs, en palæstinenser ikke må tage – for eksempel som læge, ingeniør, lærer og andre. Hvis en palæstinenser er så heldig at få en job, er lønnen kun en tredjedel af, hvad en libaneser ville tjene.

Her i bussen er der både palæstinensere, libanesere og danskere. De er alle frivillige trænere på den sportscamp, der blev afholdt i Libanon i august 2015. Sportscampen blev arrangeret af organisationen Ajial SCC under temaet Sports Unite Youth og var for børn og unge fra forskellige palæstinensiske flygtningelejre. Målet med initiativet var at skabe bånd mellem de unge og mellem Libanon og Danmark. Men også at give de unge en oplevelse af, at der er noget andet end livet i flygtningelejren. Det foreningsliv, vi kender fra Danmark, findes ikke i lejrene, og alle ved, hvor vigtigt det er for børn og unge at have en hobby og mulighed for at dyrke sport. Derfor har det primære mål været at etablere gode muligheder for idræt og foreningsliv i Libanon.

Vi var ti danskere, der rejste til Libanon i august 2015 for at være med til at afholde sportslejren. I Beirut besøgte vi flygtningelejren Shatila for at møde en af de andre trænere, som vi senere skulle arbejde sammen med, og for at overvære en fodboldtræning. Men det endte med en fodboldkamp – Libanon mod Danmark. Billedet er samtidig en meget nøjagtig beskrivelse af, hvad Sports Unite Youth kan – at knytte bånd mellem unge mennesker gennem sport.

Maj Navntoft, som er tidligere elev på Idrætshøjskolen i Århus, er sammen med sin palæstinensiske mand, Rabih, primus motor for projektet. Her sammen med deres datter, Nour. Maj har sørget for alt det praktiske, der skulle til for, at vi danske unge kunne komme til Libanon, og for at to unge mænd, Ahmad Najdi og Ahmad Mohammad, kunne komme til Danmark og gå på Idrætshøjskolen i Århus. I efteråret 2015 oplevede de dansk højskoleliv på tæt hold og udviklede deres kompetencer og færdigheder som trænere, som de nu kan viderebringe til deres klubber hjemme i Libanon.

Ahmed Najdi er en af de to unge libanesere, der har været elev på Idrætshøjskolen i Århus i efteråret 2015. Han er en af den slags mennesker, man er taknemmelig for at møde. Altid smilende og med en inspirerende tilgang til livet. Han er af libanesisk herkomst, men synes, det er noget mærkeligt noget, at mennesker skal have forskellige rettigheder afhængigt af, hvor de stammer fra. Han har arbejdet på Sports Unite Youth-projektet i flere år, selvom han blot er 20 år gammel. Billedet her blev taget på Ajial SCC’s hovedkvarter i Beirut, hvor vi overnattede de første par nætter før afrejsen til sportscampen, der blev afholdt længere oppe nordpå.

Morgentræning for hele campen var et fast morgenritual, der foregik i gården. Tidligt om morgenen lå hele gården i skygge. Men jo højere op solen kom, jo mere udviklede morgentræningen sig til også at være en udfordring i at finde et sted med skygge. Nogle dage var træningen bare muskel- og konditionsøvelser, mens den andre dage stod på leg og konkurrencer. Selvom børnene var trætte, når de kom, livede de mere og mere op i løbet af træningen. Både drenge og piger deltog i legene, på tværs at deres forskellige sportsgrene.

Om eftermiddagen var der tid til forskellige workshops både til krop og hjerne. Heriblandt en cirkusworkshop, som et lokalt cirkushold stod for. De medbragte både jonglørbolde, slackline og akrobatiske øvelser. Af andre eftermiddagsaktiviteter arrangerede Rabih og danske Sebastian Løvschall en udviklingsworkshop for kommende trænere, netop for at gøde jorden til udviklingen af et godt sportsmiljø baseret på frivillighed.

Ud over morgentræning og eftermiddagsworkshops havde vi tre hovedsportsgrene, som børnene kunne vælge imellem, nemlig basketball, fodbold og volleyball. Basket og fodbold er udbredt i Libanon, især basket er et kæmpehit blandt pigerne. Derimod er volleyball en sport, som stort set ingen af børnene havde prøvet før. Undervisningen i de tre sportsgrene blev planlagt og udført af de lokale trænere og/eller danske frivillige.

Det palæstinensiske flag er bundet som et tørklæde rundt om Ahmads hoved. Han er en af de to unge mænd, der gik på Idrætshøjskolen i Århus i efteråret 2015. På billedet befinder vi os i en bus på vej til stranden. I bussen blev der spillet vældigt høj, arabisk musik, og drengene kunne slet ikke sidde stille. I den trange bus, trods den varme luft, blev hofterne svunget og armene løftet højt op over hovedet i bedste mavedanser-stil. Det er for drengene ikke unormalt at lege piger, og selv ‘bryllup’ kan være en leg, hvor kun drenge leger sammen.

De fleste af børnene er palæstinensere. Mange af dem har aldrig været i Palæstina, men er vokset op i et hjem, hvor Palæstina er forbundet med glæde, fred og lykke, hvorfor de stolt viser flaget frem. Men ikke alle er lige glade for Palæstina. Samme dag som på billedet faldt Maj, to andre danskere og jeg i snak med et par lokale. Maj havde sin datter, Nour, med, og de lokale spurgte, hvem faderen var. Da Maj svarede, at Nour har palæstinensisk blod i årene, rystede de lokale på hovedet.

På sin vis bliver ting taget lidt mere afslappet i Libanon end i Danmark. Når man laver en aftale, skal man lægge en 24 timers margen til. Til gengæld er der meget mere plads til impulsive idéer. Efter lejren brugte vi et par dage i Beirut på at evaluere. Pludselig blev vi ringet op, og på under en halv time var vi på vej til en basketballkamp en times kørsel fra Beirut sammen med et pigehold. Her er Roula og Marwa, som begge spillede på holdet. Egentligt er Roula libaneser, men begge hendes forældre synes, at hun skal dyrke sport sammen med palæstinensere.

Gå systematisk til værks. Start i den ene ende og bevæg dig ned til den anden. Spar på vandet. Brug rengøringsmidler, men endelig ikke for meget. Sådan er de fleste danskere vokset op med rengøring. Men i Libanon kom Ida Lejel (th) hurtigt til kort. Madji (tv) fik hurtigt lært hende, hvordan sådan noget skulle foregå. Med hans mange år som sportstræner på bagen, kunne han sandelig råbe højt! Arabisk rengøring er en sportsgren for sig og såmænd også en langt sjovere én af slagsen, erfarede Ida til sidst.

Som frivillige var vi også med til madlavningen på samme måde som de andre trænere og børnene. Alle dagens tre måltider blev indtaget i en fælles spisesal. Morgenmad og frokost var dagens store måltider. Her nyder Emma Steensgaard (tv) en typisk arabisk frokost. Emma studerer arabisk og er konvertit og var med som en slags guide – et bindeled mellem dansk og arabisk kultur.

Libanons varme er lidt noget andet end den, vi kender herhjemme. På billedet ses Freja Gram, som har været elev på Idrætshøjskolen i Århus og derigennem er blevet en del af Sports Unite Youth-projektet. Freja har også bidraget med andre historier fra Libanon til globalstory.dk.

Mohammad Omary (i midten) er 17 år gammel og var med på sportslejren som en mellemting mellem deltager og hjælpetræner. Han var en højre hånd og et ekstra opmærksomt øre, når vi havde volleyballtræning, for han er en af dem, som klubben gerne ser som træner i løbet af de næste par år. Ud over at være sportsligt dygtig og enormt lærenem, besidder han de sociale egenskaber, det også kræver – og ikke mindst lysten til at blive en rigtig god træner.

Alaa (tv) og Samer (th) gør begge en kæmpe indsats på de lokale sportsbaner. At dyrke sport som pige er ikke altid lige velset, men Alaa på 18 år giver den gas på fodboldbanen og er et forbillede for mange af de andre piger. Samer, hvis alder var et evigt spørgsmål på hele lejren, var en af de virkeligt aktive frivillige på projektet, og uden folk som ham, var campen ikke blevet så kanon, som den blev.