Should we stay or should we go?

For den 35-årige engelske journalist, Tim Holmes, var Brexit-afstemningen et valgt mellem pest eller kolera.

Da 35-årige journalist Tim Holmes den 23. juni 2016 trådte ind i valgboksen og satte sit kryds ved ’remain’, føltes det komplet unaturligt. På mange måder mener han, at Storbritannien burde lave en exit fra EU-samarbejdet. Det unge labour-medlem er stærkt kritisk over for den neoliberale tankegang, der ligger til grund for EU, og ligeledes over for det demokratiske underskud i institutionen.

Men for Tim Holmes var Brexit-afstemningen et spørgsmål om pest eller kolera: En stemme for ’remain’ var en stemme på et projekt, hvis grundidé han ikke kan stå inde for, og en regering, han foragter. En stemme for Brexit ville på den anden side kaste England ud i en kaotisk forhandlingsproces uden fortilfælde – en forhandling ledet af et hold bestående af konservative og højreekstremistiske tåbenakker, mente Tim Holmes. For ham ville det føles som en stemme på fremmedhad og racisme.

Efter stemmeafgivningen lød Tims Facebookopdatering meget sigende: “Well, that felt completely wrong”.

En af hans venner bakkede ham dog op: “At least you’ve done something wrong for the right reasons”.

Britisk galgenhumor

Om aftenen efter afstemningen sad Tim derfor og ventede på den uundgåelige ’dødsdom’ – Brexit eller ej. Da han så afstemningsresultaterne, kunne han dog mærkværdigt nok mærke en boblende positiv følelse sprede sig i kroppen.

Resultatet var ikke, som Tim havde stemt for – Storbritanniens EU-eventyr var blevet smidt i skraldespanden. Men Brexit-beslutningen var alligevel et spark mod den liberale ideologi og en politisk virkelighed, som Tim ønsker ændret. Den første sten er kastet, og en lavine er sat i gang. Og Tim er ikke helt ked af udsigten til kaos.

Ny afstemning – et demokratisk problem?

Resultatet af afstemningen kom bag på mange. Tim selv var overbevist om, at briterne i sidste ende ville vælge det sikre valg og forblive i EU. Efter Brexit-afgørelsen har der været store demonstrationer for at få en ny afstemning, da mange har sat spørgsmålstegn ved, om folk egentlig vidste, hvad de stemte om.

Tim Holmes mener dog ikke, at der bør afholdes en ny afstemning. Det er en farlig vej at begive sig ud på, hvis man begynder at omstøde demokratiske beslutninger. Er en ny afstemning ikke bare et forsøg på at underkende et demokratisk flertal i den britiske befolkning? Måske især fordi den ekstreme højrefløj ville kunne bruge dette til at vende folkestemningen imod den etablerede politiske elite og få folk til at søge længere ud på højrefløjen.

Tim medgiver, at en stor del af befolkningen var dårligt informeret op til afstemningen. Han mener dog slet ikke, at der er nogen afstemninger, der lever helt op til de skrappe krav, vi stiller til en demokratisk proces i dag.

Sammen med resten af verden afventer Tim Holmes nu, hvad Theresa May har i sinde at gøre.
Det er endnu uvist, hvornår den nye premierminister har tænkt sig at affyre startskuddet og udløse Article 50 og påbegynde den forhandlingsproces, der efter to år betyder udtrædelse af EU. Et er tvivleren Tim dog sikker på: Der kommer til at ske store omvæltninger for de scones-spisende briter i de kommende år.