Rationality has left the building

Kommer man til London uden at vide, hvad Brexit er for en størrelse, får man en klar idé om det, hvis man spørger immigranter.

Når man går rundt på gaden i London, med de karakteristiske røde dobbeltdækkerbusser og sorte taxaer, der kører forbi, mærker man ikke umiddelbart den store historiske begivenhed, der fandt sted i sommeren 2016.

Det første, man ser, er det travle morgenmylder. Folk haster målrettet over gaden med mapper i hånden, som de altid har gjort. Det unge par fra SoHo går deres sædvanlige rute i morgensolskinnet og køber en hurtig kop kaffe, før de skilles for at fortsætte hverdagslivet.

Hvis man ser godt efter, kan man se en spraglet avisforside hængende i en kioskrude. Det første tegn på et land i forandring. Men man skal tættere på de mennesker, der gemmer sig bag jakkesæt og ambitiøse ansigtstræk, for at forstå, at man befinder sig i et land, der for nylig er blevet splittet af en af tidens største begivenheder.

Dykker man dybere ned, bliver man bevidst om, at betydningsfulde forhandlinger og følelser lige nu udspiller sig i landet.

Brexit has happened

Kommer man til London uden at vide, hvad Brexit er for en størrelse, får man en klar idé om det, hvis man spørger immigranter. De to tilflyttere, Allie Stewart og Daniela Othieno, der kommer fra henholdsvis Australien og Tyskland, har på egen krop mærket, at det engelske samfund er i opbrud. Særligt, at tonen i forhold til immigranter har ændret sig.

Både Allie og Daniela kunne udseendemæssigt sagtens forveksles med briter, men de har mærket, at en grovere tone over for immigranter er blevet en mere almindelig del af hverdagen.

I den ekstreme ende er der mordet på en polak for nylig, begået af en gruppe unge mennesker.  Allie selv har været vidne til en hændelse i bussen, hvor en kvinde kom med en åbenlyst racistisk kommentar til fem kvinder med tørklæde.

Det virker måske i situationen ubetydeligt, men det sker oftere og oftere. Ifølge en statistik fra NPCC er antallet af såkaldte hate crimes steget med 16 procent sammenlignet med sidste år. Ældre tilflyttere oplever også, at deres egen stemme i det før så mangfoldige samfund begynder at miste sin betydning.

Allie og Daniela har begge boet i London i mange år og blev forelsket i byens diversitet og det, at der var plads til alle. Andre storbyer virkede ikke tiltrækkende i samme grad, da de ikke havde den karakteristiske følelse af at være ”a melting pot place”, som London ifølge kvinderne har. Integration har været en naturlig del af London, og mange forskellige typer mennesker har været en naturlig del af Londons gadebillede.

Alt det faldt til jorden den 23. juni 2016, føler Allie og Daniela. Som om et tæppe blev trukket væk under dem. Det hele føltes som en løgn, og dagene efter Brexit føltes som at gennemgå forskellige stadier af en sorgproces, fortæller Allie.

Først var der benægtelse…

Til at begynde med nægtede Allie og Daniela at acceptere valgresultatet. Og sådan har det været for mange fra remain-siden. Ifølge de to kvinder var der også en del benægtelse på leave-siden. De benægtede, at de måske havde taget en forkert beslutning, fordi de faktisk ikke var klar over, hvad Brexit indebærer – for eksempel en større økonomisk ulighed – og hvilken betydning valget i det hele taget kommer til at få, både nu og i fremtiden.

Dernæst kom vreden mod medier såvel som vælgere, der ifølge Daniela har været uvidende og er skyld i en kæmpe splittelse – ikke bare i landet, men også i resten af verden.

De to kvinder er ikke blege for at udtrykke deres vrede: ”If you’re going to make my life difficult, I’m just going to leave. Fuck you,” er Danielas klare og enkle svar til leave-voters, UKIP, og hvem der ellers er imod hendes tilstedeværelse i det før så gæstfri, multikulturelle samfund.
Allie kan nikke genkendende til denne udtalelse. For hende er London ikke er et rart sted at være længere.

Efter vreden kom sorgen over, at alt det, man går ind for, bliver taget fra én mod ens vilje. Daniela fortæller, at hun havde venner, der ringede og græd i telefonen efter offentliggørelsen af resultatet. Der opstod en slags generel landesorg blandt valgets tabere, og den fylder stadig.

Det sidste stadie mangler på listen, for som de to kvinder udtrykker det, er der stadig en kæmpe uenighed i Storbritannien om helt basale kerneværdier. Stor social ulighed, økonomiske spørgsmål og politiske problemstillinger er emner, der vejer tungt i diskussionerne.

Allie beskriver hele situationen med en enkel sætning: ”Rationality has left the building.”

De to kvinder giver udtryk for en kæmpe frustration over at bo i et land, der er så aldeles uenigt om helt fundamentale værdier. De regner ikke med, at remain- og leave-vælgerne kommer til at acceptere hinanden, eller at der kommer en accept af valgets udfald lige foreløbig.

Spørger man dem om, hvor de tror, Storbritannien står om fem år, svarer de med en sigende tavshed. Det kan gå i alle retninger, og for dem som immigranter er emnet endnu mere ømfindtligt. De har ingen idé om, hvilken status de kommer til at få i det ’nye’ England.