Fra ørkengæst til ørkenfest

En autentisk beduinoplevelse i den jordanske ørken Wadi Rum lever ikke altid op til en bunke højskoleelevers forventninger. Men når forventninger ikke indfries, skabes i stedet nye muligheder.

Det er mørkt, da turistbussen endelig sænker farten og for sidste gang holder stille. Det er mørkt, da busdørene åbner sig, og 32 døsige højskoleelever træder ud på det knasende, tørre sand. Det er mørkt, og derfor er det lysene, der får ansigtsudtrykkene til skiftevis at krydse grænsen mellem grin og skuffelse. Det er mørkt, men alligevel alt for lyst.

Højskolelærer Rasmus Thirup Beck forklarer, at dette kun er første stop. Vi vil blive hentet og kørt længere ud i ørkenen – derud, hvor det er rigtig mørkt. Men bilerne kommer aldrig.

”The camp and rest area is built in the Bedouin Arabic tradition blending naturally into its desert surroundings,” reklamerer Oasis Desert Camp, en ørkenlejr i Wadi Rum i Jordan, på sin hjemmeside.

Virkeligheden er en anden.

Lysene er overdøvende. Lys ved skiltet på klippen, der med ørkenlejrens navn indbyder til oaselignende oplevelser. Lys ved caféen, der lokker med snacks og madvarer fra hele verden. Lys ved de omkringliggende telte med stribede madrasser og ophængte tæpper, der oser af vandpibebar og billige cocktails.

I midten af lejren er der placeret et rundt betongulv centreret om et tårn med en pære, der skifter farve i takt til musikken. På det farveoplyste gulv står en gruppe mellemøstlige mænd og danser til arabiske toner. Der er langt til ørkenens beroligende stilhed.

”You will eat traditional Bedouin food…”

I spiseteltet står firkantede borde med stribede duge i brune og grønlige nuancer. Rundt om bordene er der opsat røde, laminerede stole, hvor et støvlag ligger som en ekstra hinde uden om plastikken. Jernstænger er placeret under bordpladens fire langsider, hvilket gør det umuligt at sidde i en afslappet position. På den ene endevæg hænger et meterlangt billede af kong Abdullah II flankeret af jordanske flag. Ved den anden endevæg bliver maden båret ind på de opstillede borde. Duften af kul spreder sig. Maden står på række i sølvfade – gule ris, pastasalat, spaghetti i olie og kulbrændt lam og kylling. Måske nærmere sort.

På den anden side af madteltet reklamerer et oplyst cafeteria med hotdogs, Oreos og nudler. En vestlig backup, hvis den autentiske mad fejler. Under middagen rejser turlederen sig op og undskylder for lejrens manglende autenticitet. Senere understreges den absurde situation af blodet, der begynder at løbe fra hans næse og blander sig med de udkogte ris og brændte kødrester.

“… and listen to our folk tales and music.”

Efter maden indtager vi madrasserne, der er lagt til rette på ydersiden af betoncirklen med den blinkende pære. Vi sidder på sirlige rækker med hættetrøjerne trukket op over hovedet. Engang imellem titter et ansigt frem og kommer med en sjov kommentar, inden det vender tilbage til hættens varmende hulning.

Musikken skifter fra arabisk pop til vestligt sing-along, og vores fødder vipper til takterne. Hovederne titter oftere frem og følger også musikkens rytme, selvom øjnene stadig ser lidt tomt ligeud. En nærmest akavet feststemning bryder ud, da Blaks kæmpehit ‘Nede Mette’ og Gulddrengs narcissistiske popnummer ‘Model’ strømmer ud gennem højtalerne, der skratter ved den høje volumen. D’Angleterre og Belvedere er langt fra ørkenvandring og beduiner.

”Then sleep in a Bedouin tent or outside under an amazing sky decorated with a million stars and listen to the impressive silence of the desert.”

Beduinteltene står tomme på rad og række ved siden af det diskotekslignende arrangement. I stedet bliver vi placeret i lyserøde hytter med indbygget bad og toilet – ikke noget med at forrette nødtørften i sandet. Stilheden brydes skriftevis af arabiske toner, Celine Dions nasale stemme og danske kunstneres ligegyldige tekster. Røde, grønne, blå og gule julelys i en sammenhængende kæde blinker om kap med stjernernes skær – og lysene vinder.

Men det gør det gode humør også. 15 vandpiber stryger ind i vores rækker og tændes med selvsikkerhed af ørkenlejrens ejer. Røgen blæser liv i selskabet, og den søde duft smyger sig om os. Pludselig rejser et par piger sig og svinger hofterne i takt til musikken. Nicklas, højskolens homoseksuelle indslag, giver sig i bedste Miley Cyrus-stil i kast med en twerksession for alle interesserede.

De mellemøstlige mænd og kvinder blander sig i dansen, og mens balderne bevæger sig op og ned, strømmer røgen ned i lungerne og ud. Slangerne skifter hånd, forskellige smage blander sig i munden, og luften fyldes af melon, mint og mynte. Den ægte ørkenoplevelse har vi stadig til gode.

”A Journey to Wadi Rum is a journey to another world.”