Landet, hvor virkeligheden forties

På vores rejse til Istanbul så vi med egne øjne, hvordan Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans soldater for alt i verden forsøger at holde fast i magten. Gennem vores møde med en aktivist fik vi et indblik i, hvordan det hårde regime bruger militære midler til at holde journalister, demonstranter og kurdere i skak.

Vi ved kun, at vi skal møde hende i Gezi Park i Istanbul. Stedet, hvor den såkaldte Occupy Gezi-bevægelse for mere frihed og demokrati startede i 2013, og hvor vi nu går rundt iført solbriller og sneaks.

Igennem en dansk, anonym kilde har vi fået kontakt til en kvindelig aktivist, som vi finder ved Taksim-pladsen, som ligger lige ved siden af. Sammen går vi hen til den café, der blev base for Occupy Gezi-bevægelsen, der udfordrede magthavernes førsteret til at bestemme og krævede mere ytringsfrihed.

Occupy Gezi spredte sig i høj grad gennem de sociale medier, men blev brutalt nedkæmpet med tåregas og vandkanoner af politiet, som formåede at svække bevægelsen, som nu lever i det skjulte i Istanbuls gader. På caféen går vi op på fjerde sal, ind i et rum langt væk fra gaden, så ingen ser os.

Bevægelsen har ikke revolutioneret Tyrkiet. Tværtimod har regeringen siden indskrænket det frie ord og retten til at have den religion og den seksualitet, man har. Men bevægelsen åbnede manges øjne og ændrede deres bevidsthed. Inden Occupy Gezi handlede vores aktivists ph.d. om skulpturer i det offentlige rum. Men efter Occupy Gezi følte hun ikke længere, at hun kunne distancere sig fra livet omkring hende. Fra uligheden og undertrykkelsen. Hun åbnede en database for journalister og ændrede sit studie til at handle om hjælp til regeringsuafhængige interesseorganisationer, de såkaldte ngo’er.

Regeringen lader folk dø i gaderne

Siden har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans regering slået brutalt ned på ethvert opråb for forandringer. Ingen anden end Erdogan skal sidde ved roret, og i dag ser Erdogan kurderne som sin største udfordring.

I juni fik det pro-kurdiske Folkets Demokratiske Parti (HDP) nok stemmer til at komme i parlamentet. Det betød også, at Erdogans parti, AKP, ikke kunne danne regering alene som hidtil. Erdogan ville ikke danne regering med kurderne og udskrev derfor valg på ny.

Der var næsten en fredsaftale klar mellem den militante kurdiske oprørsbevægelse, PKK, og regeringen, men da det kurdiske parti HDP fik så mange stemmer, valgte Erdogan at kaste fredsaftalen over bord og i stedet rippe op i den gamle konflikt for at vende tyrkerne mod kurderne. Noget lykkedes, og ved valget i november 2015 fik AKP igen flertal til at danne regering alene.

Siden da har Erdogan været fast besluttet på at undgå, at kurderne igen skal komme så tæt på magten. Først forsøgte han at ændre forfatningen, sådan at han ville få noget nær diktatorstatus. Det fik han ikke opbakning til. Siden har han optrappet konflikten med PKK.

Regeringens officielle forklaring er, at de fører krig mod PKK, men sandheden er, at regeringen i mindst lige så høj grad bekriger de civile landsbyer, fordi de i sommer var med til at sikre det kurdiske parti en plads i regeringen.

Fordi militæret har omdannet de kurdiske landsbyer til en krigszone, er det umuligt for kurderne at opretholde en normal dagligdag.

”De har ingen dagligdag. Børnene kan ikke gå i skole. Ikke engang ambulancer har adgang. Regeringen lader folk dø i gaderne,” siger vores aktivist.

Hun fortæller, at mange nyheder aldrig når dagens lys, fordi regeringen gør alt for at holde nationale og internationale journalister væk. Da vi besøgte regeringspartiet AKP’s hovedsæde i Istanbul, benægtede de, at militæret dræber civile kurdere, men videoer på YouTube og modige journalister beretter om noget andet.

Mostanden lever videre

Tidligere Occupy Gezi-aktivister lukker øjnene for, hvad der sker i de kurdiske landsbyer i Østtyrkiet. De er blevet bange for at gøre modstand. Politiet holder nemlig øje med alt, og al kritik bliver brutalt nedkæmpet.

”Hver gang man bare ønsker at holde et møde, så kommer de med 200 politimænd. Hvis man går på gaden og demonstrerer, vil de skyde med vandbomber og tåregas,” fortæller aktivisten.

Man kan godt forstå, at nogle giver op i kampen mod det diktatoriske styre.

Men ikke alle lukker øjnene. Senere samme dag bliver vi fanget midt i en demonstration mod regeringens brutale fremmarch mod kurderne i Tyrkiet, hvor militæret, ifølge vores aktivist, i dag har dræbt 60 civile kurdere i Østtyrkiet.

Det er sket i kampen mod kurderne, som ifølge Erdogan lige nu udgør en trussel mod hans magt, som han vil gøre alt for at bevare. Senest har han vippet tidligere premiereminister Davotoglu af magten, så han mere egenrådigt kan styre landet. EU lukker øjnene for, hvad der sker, fordi man angiveligt fortsat ønsker et samarbejde med Tyrkiet om de tusinder af flygtninge, som man ikke selv vil håndtere.

På vores tur bliver det klart, hvorfor så mange tyrkere giver op i kampen mod Erdogan og hans soldater, for de mange politifolk kaster med tåregas. Efter mødet med demonstranterne og politiet, flygter vi hjem til hotellet. Men situationen viser også, at ikke alle har givet op i kampen for mere frihed og retfærdighed i Tyrkiet.