“Jeg frygtede for mine børns liv”

Adira tog den livsfarlige flugt med sine børn gennem det borgerkrigsramte Syrien. Nu sidder hun tilbage i Jordan og kan aldrig vende hjem.

En tåre triller ned ad kinden, og kvinden tørrer den væk med hånden. Hun tager en dyb indånding og smiler vemodigt. Knuger hænderne, som holder hun fast på noget, der ikke må forsvinde. I et koldt mødelokale i Amman i Jordan fortæller Adira om sit hjem i Syrien. Et hjem, hun aldrig kan vende tilbage til.

Adira er 37 år og syrisk flygtning i Jordan. I månedsvis flygtede hun med sine fire børn fra by til by i Syrien, inden de krydsede den jordanske grænse. Det er tre år og ni måneder siden. Resten af familien var nødt til at blive i Homs i Syrien, som er Adiras hjemby. Faren ved at flygte var altoverskyggende for dem, men Adira tog den farefulde flugt gennem det borgerkrigshærgede land for at bringe sine børn i sikkerhed.

”Jeg frygtede, hvad der ville ske med mine børn. De var i stor fare,” forklarer hun og flytter hånden op til sit hjerte. Adiras blik søger ned mod træbordpladen, og hun rømmer sig.

”Mit hjerte vil altid være i Syrien, men Jordan er mit hjem nu.”

Adira er en af de mange enlige kvindelige syriske flygtninge, som er flygtet alene med deres børn til et af Syriens nabolande. Jordan huser omkring 660.000 registrerede syriske flygtninge, ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Op mod 80 pct. af flygtningene i nærområderne er kvinder og børn. I fire ud af fem flygtningefamilier er det moren, som står med hele ansvaret, ifølge hjælpeorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke.

Adira har skabt sig en tilværelse i Jordan sammen med sine børn. Hun tager sig af alt det huslige i deres hjem, for hendes mand er ikke hos dem.

”Han er ikke i Jordan, men han er heller ikke i Syrien,” smiler hun, bevidst om ikke at bringe ham i fare.

Hun retter sig op i plastikstolen. Adira har opgivet nogensinde at vende tilbage til Syrien.

”Men jeg håber, at mine børnebørn en dag kan vende hjem. Om Gud vil det.”

Det, som skræmmer hende mest, er, at hun ikke kan kontrollere fremtiden.

”Mere end noget andet ønsker jeg bare at blive genforenet med min familie. Jeg beder for, at de er i sikkerhed.”

Hun lader hånden hvile på sit hjerte.

Af hensyn til personens sikkerhed er navnet Adira opdigtet.