Mads Nygaard

Blogging about Venligboerne at globalstory.dk

Mads Nygaard is a writer, a former folk highschool teacher and former staff at Hjørring Asylum Camp. He is also one of the nine pioners who started what has now become the movement of Venligboerne back in the fall of 2014.

Min ven Eden

Jeg har en ven, der hedder Eden. Hun har lige boet tolv dage i Malpensa Lufthavnen i Milano. På gulvet i transithallen. Uden mulighed for at komme i bad. Hun er blevet behandlet som en værdiløs kuffert, ingen vil røre ved.

"Inden da havde vi tilbragt ni måneder sammen i flygtningelejren i Hjørring. Eden var sjov. Hvis der fandtes standup-komik i Eritrea ville Eden være selvskrevet. Men det gør der ikke. Eritrea har haft den samme diktator de sidste 21 år. Han tilbyder kun to muligheder til sit folk: Enten går du ind i hæren, eller også ryger du i fængsel på ubestemt tid. For kvinderne er valget endnu værre. Hvis de melder sig som soldater, siger de også ja til at blive massevoldtaget. Sådan er livet i Eritrea. Det står klart og tydeligt i FN's netop offentliggjorte rapport om landet.

Eden var glad for at opholde sig i Hjørring. Hun spredte latter omkring sig. Til gengæld kunne hun overhovedet ikke fange det danske sprog. Sprogskolen var én stor knast. Eden ville langt hellere danse. Tale gennem kroppen, arbejde.

Eden var den første, der meldte sig, da jeg startede køkkenpraktikken for flygtninge. Tanken var helt enkelt at aktivere de flygtninge, der langt hellere vil knokle i stedet for at sidde stille på en skolebænk. Eden beskrev sin første arbejdsdag sådan her: "Me sleep seven months. Today me work. Today me happy!"

Undervejs i opholdet dukkede kærligheden også op. Eden forelskede sig i en landsmand. De mødtes i Hjørring og flirtede straks med fremtiden. Bryllup stod for døren.

Men så kom der to breve fra Udlændingestyrelsen. Det ene var et ja, det andet var et nej. Nu bor kæresten i Lønstrup i Vendsyssel. Og Eden har accepteret asylsystemets beslutning og ladet sig deportere tilbage til Italien.

Det var her, hun gik i land, da hun i 2014 krydsede Middelhavet som så mange andre. Myndighederne tog hendes fingeraftryk, og så klappede regelfælden. Reglen hedder Dublin Konventionen, enstemmigt vedtaget mellem alle daværende EU-lande 1. september 1997. Dublin Konventionen skulle sikre, at ét og kun ét EU-land skulle stå for sagsbehandlingen af den enkelte asylansøgers sag.

Derfor sendes mange flygtninge som Eden nu tilbage til de lande, hvor de først afgav fingeraftryk. I går bragte Dagbladet Politiken Edens historie. Journalisten Theresa Tram Phuong Nguyen rejser til Milano i dag. For at dykke yderligere ned i Dublin Konventionens nuværende konsekvenser.

Konventionen er 18 år gammel og håndhæves i blinde. De italienske asylcentre er fyldt op. Derfor resulterede Edens accept i tolv dage på et gulv i Malpensa Lufthavnen, og hvem ved hvor længe hun kunne have ligget der, hvis ikke Venligboerne København havde underrettet medierne om sagen?

Dublin Konventionen var i 1997 båret af fornuft, men i dag er effekten direkte skadelig og uanstændig. Jeg håber inderligt, at Edens historie vil trænge helt ind i den lukkede verden, som gennemsyrer det danske asylsystem! Og åbenbart også Italiens.

Så længe vi fortsat behandler flygtninge som værdiløse kufferter, vil jeg betragte Danmark som en bananrepublik!"

Hvem er Venligboerne?

I efteråret 2014 skiftede en gruppe vendelboer i Nordjylland navn. De kaldte sig Venligboerne. Det fælles udgangspunkt var, at de ville tage godt imod de flygtninge, der netop var ankommet til det lokale asylcenter i Hjørring. De ni frivillige oprettede Facebookgruppen ‘Venligboerne – Flygtningehjælp’ og gik i gang med at arrangere fællesspisning og udflugter. Og så tog tingene fart.

På mindre end et år har venligheden spredt sig til 85 andre byer i Danmark. I alt er 75.000-80.000 mennesker blevet medlemmer af Venligboerne på Facebook. Alene Facebook-gruppen ‘Venligboerne i København og omegn’ har nu over 37.000 medlemmer.

Det bobler og syder af aktiviteter i hele landet. Frivillig retshjælp, tøj- og møbelindsamlinger, Tivoli-ture, hjælp til at skrive CV’er og jobansøgninger, middagsinvitationer, sprogcaféer og fællesspisning er blot nogle af eksemplerne. I flere byer har Venligboerne også åbnet deres egen café.

Med andre ord er Venligboerne blevet en spirende folkebevægelse, hvor både etniske danskere og flygtninge bidrager på eget initiativ.

“Venligboerne er ikke en nødhjælpsorganisation, men et netværk. Det er fleksibelt, frivilligt og åbent for alle,” som forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der står i spidsen for den københavnske gruppe, siger.

“Man bliver overrasket over, hvor stor en forskel selv lidt kan gøre. Og hvor sindssygt hjælpsomme alle er, når der er korte kommandoveje, og folk kan byde ind og deltage på deres egne præmisser.”

Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, har kaldt Venligboerne ‘det bedste, der er sket for integrationen nogensinde’. Og bevægelsen er begyndt at skvulpe ud over de danske landegrænser. Storbritannien, Sverige, Norge og Østrig har taget konceptet til sig, og i Tyskland, Italien, Grækenland og Ungarn er Venligbo-grupper også ved at se dagens lys.

Det går rigtig, rigtig stærkt, og der er nyt at berette fra Venligboer-land hver uge. Mads Nygaard, der er en af pionererne fra dengang, de kun bestod af ni vendelboer, blogger her på globalstory.dk om noget af alt det, der sker.