Min erkendelse om Danmark

Da jeg tog afsted på højskolerejse til Myanmar, forventede jeg at lære om landets politiske system og de udfordringer, befolkningen står over for. Det kom jeg så sandelig også til. Men jeg kom også hjem med en ahaoplevelse og en større skepsis over for mit eget system.

Da jeg to uger inde i en fire ugers højskolerejse til Myanmar sammen med mine medstuderende skulle mødes med en gruppe burmesiske studerende fra Yangon School of Political Science, følte jeg, at jeg havde rimelig godt styr på den politiske situation i Myanmar.

Når man snakker med folk fra Myanmar, står det hurtigt klart, at det med demokratiet halter lidt. Militæret har siddet på størstedelen af magten i næsten et halvt århundrede (1962 – 2011), og selvom der nu er sat gang i en langsom demokratiseringsproces, ser det stadig ikke alt for godt ud.

Det er for eksempel skrevet ind i landets forfatning, at militæret automatisk har 25 % af sæderne i parlamentet. I praksis betyder det, at det er umuligt at gennemføre forfatningsændringer uden militærets samtykke, fordi den slags ændringer kræver minimum 76 % af stemmerne.

Der skal senere i år afholdes valg om de resterende 75 % af mandaterne, men også her er der problemer. Mange af de burmesere, som vi talte med, forventer, at der vil blive snydt med stemmerne. Det er allerede nu tydeligt, at der er store problemer med stemmelisterne til valget. Faktisk vurderer man, at kun omkring 30 procent af de stemmeberettigede figurerer på dem.

Når man er i et land med så massive demokratiske problemer, bliver man nemt lidt selvfed over situationen i Danmark, men gennem mit møde med en gruppe politisk engagerede og kritisk indstillede burmesiske universitetsstuderende, blev denne attitude udfordret.

Under mødet fortæller de burmesiske studerende om de mange konflikter, som landet står over for og om, hvordan disse kompliceres af landets store etniske diversitet. De fortæller også om deres håb for fremtiden. Det er en fortælling, der passer ind i det indtryk, vi har fået af Myanmar som et land med store demokratiske udfordringer. Men den overlegenhed, som opstår i mødet mellem vores selvsikkerhed i forhold til vores eget system og deres problemer, udfordres, da en af de burmesiske studerende i løbet af mødet spørger ind til det politiske system i Danmark.

I fællesskab forklarer vi, de danske studerende, højt og flot om vores velfungerende og retfærdige demokratiske system, vores minimale sociale ulighed og vores meget homogene befolkning. Men inden vi kan nå at uddybe, hvor dejligt et land Danmark er, afbrydes vi af et spørgsmål, som slår os helt ud af kurs. En af de burmesiske studerende spørger ind til, hvordan Grønland passer ind i det hele.

Ja, hvad med Grønland? På trods af, at jeg udmærket godt er klar over, at Grønland er en del af det danske rigsfællesskab, har jeg aldrig rigtig tænkt på det som en del af mit land. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg generelt ikke, jeg har tænkt ret meget på Grønland. For eksempel er det faktum, at Danmark arealmæssigt er et af verdens største lande, meget fjern for mig. På mange måder står det faktisk i direkte kontrast til min forståelse af ”lille” Danmark.

Grønlænderne som befolkning har jeg heller ikke skænket mange tanker. Jeg har selvfølgelig godt været klar over, at den klassiske, stereotype opfattelse af grønlændere som enten drankere med massive sociale problemer eller eskimoer, der lever i pagt med naturen, ikke holder. Men jeg har ikke brugt mange minutter på at overveje, hvordan grønlænderne mon så er.

Det har på ingen måde været bevidst eller ud af ond vilje. Grønland har simpelthen bare ikke noget, jeg har fundet det mindste interessant. Grønland er generelt ikke noget, vi dyrker særlig meget i det danske samfund. Men hvorfor gør vi ikke det? Det har jeg ikke umiddelbart svaret på, men jeg føler helt klart, at det er meget mere overvejelse værd, end jeg tidligere har givet det.

Mødet var på mange måder en ahaoplevelse for mig. Jeg fandt ud af, at folk på den anden side af jorden, i et samfund så markant forskelligt fra mit eget, er i stand til at sætte spørgsmålstegn ved og få mig til at genoverveje en fremstilling af mit land, som jeg ellers blindt ville have accepteret.  Jeg gik derfra med en øget ydmyghed og fast besluttet på at være lidt mere kritisk over for det danske system og mine egne antagelser.