Mere end bare bold

Trods forskellige udfordringer i forhold til penge, sikkerhed og materialer har vi fået afholdt Sport Unite Youth's anden sommerlejr. Da vi sagde farvel den sidste dag, var det både med kram og kindkys. For mit eget vedkommende var det en fantastisk følelse at mærke, at man har gjort en lille forskel.

Banen er den grønneste i miles omkreds. Den er omgivet af beigefarvede mure, og over os hænger et net for at undgå, at bolden flyver udenfor. I middagssolen er det for varmt til at spille, men nogle af børnene løber alligevel rundt på banen.

Jeg sidder alene i skyggen og kigger på. Varmen er uvant og kan være svær at håndtere for en dansker som mig. En af de unge drenge triller en fodbold hen til mig, løber selv et par skridt baglæns og peger med begge hænder på sit bryst, mens han skiftevis kigger på mig og på bolden.

Bolden var en invitation. Han pegede på sit hoved, bryst og fødder og bolden dansede mellem os. Ingen af os forstod den anden, men med bolden fik vi lavet et rum, hvor det var ligegyldigt. Energien og lysten til at spille med hinanden var alt, hvad der var brug for.

Sportens universelle sprog
Nu er den arabiske kaffe blevet skiftet ud med ganske normal neskaffe, og udenfor har det regnet hele morgenen.

I mit pas har jeg fået et libanesisk stempel, selvom Libanon umiddelbart ikke er det først tænkelige rejsemål for en 21-årig pige.

Jeg er en del af et projekt, der hedder Sports Unite Youth. Projektet går ud på at knytte unge sammen på tværs af lande og nationaliteter gennem det universelle sprog, der findes i sporten.

I august afholdt vi en højskoleinspireret sommerlejr med sporten i centrum. Deltagerne var omkring 40 børn fra de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon.

Når jeg nævner ordet flygtningelejre, dannes der billeder af enorme teltlejre for mine lytteres blikke, men disse lejre har eksisteret i næsten 70 år og er blevet mere eller mindre veletablerede små samfund isoleret fra det egentlige (store) samfund.

Palæstinenserne i lejrene har ingen rettigheder. De er uden ret til at eje noget, og børnene vokser op i hjem uden håb for fremtiden. De kan gå i skole og på universitetet, men da der stort set ikke er nogen job, en palæstinenser må bestride, er der ingen der kan se nytten i det.

Palæstinensisk pigebasket
Her spiller sporten en central rolle. Sporten bliver et afbræk i dagligdagen. Børnene i flygtningelejrene har en energi og lyst, der blot skal rettes mod sporten. Der skal egentlig ikke særligt meget til.

En af dagene i Libanon blev tre trænere, ti danskere og et helt baskethold pakket i en lille bus. Holdet består af piger med forskellige baggrunde, men det gjorde ingen forskel – nu var der en kamp, der skulle spilles.

Bussen var fyldt med sang og dans, og det var helt tydeligt at mærke forventningens glæde om den forestående kamp og friheden ved kun at være med hinanden i en bus.

Pigerne spillede kampen så godt, de kunne, og selvom modstandernes hold var af en anden kaliber, var de faktisk kun et enkelt point fra at vinde. Nogle blev kede af det, men sammen trak de hinanden op og skabte en stemning, ethvert heppekor ville have beundret. De hoppede og krammede, så man skulle tro, at de rent faktisk havde vundet.

Det er vel også det, der i grunden er det vigtigste – at støtte hinanden og skabe et solidt fællesskab. Det var et af vores mål med sportscampen, der klart var inspireret af den danske højskolementalitet.

Et frirum, hvor børn kan være børn
Foreningsarbejdet gør bolden til mere end bare en bold. Sporten giver et frirum, hvor børn kan være børn. Fodbold, basket, håndbold osv. er ikke kun at løbe efter en bold. Og det er ikke kun noget, der er godt for kroppens fysiske tilstand.

Sport i foreninger giver børn rollemodeller, børn lærer at omgås andre børn – både til træning og kampe mod andre klubber. Sport giver selvtillid og succesoplevelser – og vigtigst af alt, kammerater at dele dem med.

Sport kan også skabe grobund for integration og accept af hinanden på tværs af nationalitet og sekteriske forhold. Gennem kampe og stævner mødes børn og spiller sammen. Der opstår et fælles ønske om en god kamp, og tips og tricks deles mellem klubber. Det er baggrunden for, hvorfor Sports Unite Youth også er ved at lave en forening i Gellerupparken.

Foreningen vil skabe events i samarbejde med de allerede eksisterende klubber og vil gøre en indsats for, at pigerne også bliver inddraget i sporten.

Basketpigerne stod på lige fod mod det modsatte hold i kampen. Det gjorde ingen forskel, at holdet, de spillede mod, kommer fra en rigere del af Libanon. Begge hold ønskede en god kamp, og det blev det også. Og hvis en af pigerne faldt, hjalp modstanderen hende gerne op igen. Venskaber opstår på tværs gennem sporten.

Små momenter af ren frihed
Tilbage i Libanon er den grønne fodboldmark tom, det samme er sovesalene.

Trods forskellige udfordringer i forhold til penge, sikkerhed og materialer har vi fået afholdt Sport Unite Youth’s anden sommerlejr.

Nogle af børnene vender hjem til en flygtningelejr, hvor der netop er udbrudt krig, hvilket understreger vigtigheden af at skabe de gode oplevelser for både børnene, men sådan set også for de trænere, der i hverdagen laver en masse fantastisk frivilligt arbejde i flygtningelejrene.

Hele lejren igennem har man kunne mærke børnenes glæde ved blot at være med på lejren. Hver dag var de spændt på det næste, der skulle ske. For nogles vedkommende var det første gang, de overnattede uden for hjemmet.

Da vi sagde farvel den sidste dag, var det med både kram og kindkys. For mit eget vedkommende var det en fantastisk følelse at mærke, at man har gjort en lille forskel.

Vi ved godt, det ikke er hele verden, vi ændrer med en enkel lejr, men det er de små momenter af ren frihed, vi jagter og gerne vil skabe flere af. Det er de usynlige bånd mellem mennesker, vi vil knytte og tætne, og det tror jeg også, vi har gjort på denne lejr.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se dem igen næste gang.

Baggrund om projektet:

I februar 2015 fik Idrætshøjskolen i Århus besøg af unge fra Libanon. De var repræsentanter fra den libanesiske ungdomsorganisation, Ajial SCC, og fra en række lokale sportsforeninger. De havde en drøm. Med udgangspunkt i det unikke, danske højskolekoncept, der kombinerer fællesskab og personlig udvikling, ville de skabe en idrætshøjskole for flygtninge og andre underprivilegerede unge i Libanon. I et land på størrelse med Jylland, der procentvist huser den største andel af flygtninge i verden, var der hårdt brug for det.

De seneste år har mere end to millioner flygtninge fra Syrien søgt ly i Libanon, der i forvejen husede 500.000 palæstinensiske flygtninge, en masse irakiske flygtninge og et utal af internt fordrevne. Borgerkrig og regional krig har præget en stor del af landets historie, og ungdommen er splittet af krig, penge og sekteriske tilhørsforhold. Med andre ord er behovet for det positive og samfundsopbyggende fællesskab, som sporten kan give, enormt.

Højskoleeleverne har også engageret sig i et samarbejde med unge fra Gellerupparken i Århus – et sted, hvor mange unge har rødder i Libanon. Formålet er at understrege, at den store verden ligger lige om hjørnet, og at et besøg i Bazar Vest eller en af Gellerups lokale idrætsforeninger kan ændre ens perspektiver på verden for altid.

I sommeren 2015 tog ti unge fra Idrætshøjskolen i Århus og fra Gellerup sammen til Libanon for at etablere et samarbejde, der kan række langt ud i fremtiden, både i Danmark og i Libanon.

Undervejs fortalte de om deres oplevelser her på globalstory.dk, på deres blog og på Facebook.