I skyggen af bambushytten

Et homestay med en burmesisk migrantfamilie lærte os, at selv de fattigste mennesker ikke nødvendigvis er magtesløse.

Huden svier af sved og støv på ladet af den lastbil, der bevæger sig ned af den hullede grusvej. Eller er det overhovedet en vej? På din venstre side ligger de frodige, grønne marker, der strejker sig så langt, øjet rækker. På din højre side begynder der at udforme sig en lille grumset samling af primitive bambushytter, der tilsammen danner en lille landsby.

Bilen stopper for enden af vejen, hvor en lille hytte, der går i et med den støvede, jordbrune overflade, titter frem. Du hopper ned fra ladet og står allerede næsten midt i køkkenet, der mest af alt minder om noget fra middelalderen. Fletkurve med sæsonens friskeste grøntsager og tonsvis af ris møder dit blik. Et åbent bål, hvorpå der kokkereres, en spand, der rummer hele familiens vandforsyning samt en brugt dåse, der nu er lavet om til en knage. Alt sammen placeret under næsten åben himmel, kun dækket af et lavt, hullet bliktag.

For et par dage siden fik du beskeden om, at du skulle på et homestay. Du skal bo to dage hos en burmesisk familie, der er illegale migranter i Thailand. De bor i bambushytter, har ikke elektricitet, går på toilettet – hvis man da kan kalde det det – på et hul midt i marken, og de lever for under en  dollar om dagen.

Den beskedne løn, de kan få her i grænsebyen Mae Sot, er utroligt nok stadig en trøst i sammenligning med de muligheder, de havde i hjemlandet Myanmar. Derfor er de flygtet hertil, men lever forsat hver dag med frygten for at blive sendt tilbage til det eksistensminimum, de levede under før.

Men uden rejsedokumenter, arbejdstilladelse eller gyldigt ID kan de, hvert øjeblik det skulle være, blive ransaget af de magtsyge thailandske myndigheder og sparket tilbage på den afmægtige side af grænsen. De undertrykkende, profitorienterede thailandske arbejdsgivere kontrollerer dem, som var de dukken Pinocchio, kynisk koordineret af føreren Stromboli.

En helt anden virkelighed

Der tegner sig med det samme et bestemt scenarie i dit hoved. En intuitiv forventning om en afmægtig og fortvivlet familie, der dag ud og dag ind forsøger at slå den endeløse tid ihjel, mens de langsomt kvæles af den. En familie, der lever så stækket og ressourcesvagt, at de fra dit vestlige synspunkt om nogen må have kastet håndklædet i ringen. En gruppe mennesker, hvor latter og omsorg er en luksusvare, som der ikke er råd til.

Den virkelighed, der møder dig, viser sig imidlertid at være en helt anden.

Knap når du ind i hjemmet, før to fremmede arme omfavner dig, mens otte andre brede smil studerer dig nysgerrigt. Kvinden, der omfavner dig, lukker med enorm entusiasme og begejstring en strøm af burmesiske ord ud. Ord, du aldrig har hørt før i dit liv, men alligevel smiler du mindst lige så stort tilbage, fordi du ved, at du netop har fået den varmeste og kærligste velkomst. Tempoet er højt, latteren er kraftig og ægte, og humøret når højere end skyerne.

Mødet med de familier, der lever under vilkår, som fra et vestligt perspektiv er næsten uforståelige, tegner altså en dagligdag fyldt med glæde, omsorg og på ingen måde magtesløshed.

Trods ringe eller ikkeeksisterende uddannelse emmer disse mennesker af gåpåmod og viden. Aktivitetsniveauet og livsappetitten er på en og samme tid utroligt energisk og fascinerende afslappet, idet tilværelsen leves i nuet; lige nu og her. En atmosfære, der på mange måder skaber en stærk kontrast til de fortravlede og isolerede ’kernefamilier’, der kendetegner en noget mere distanceret og kølig hverdag i Danmarks forstæder.

Dancing with the molecules

Tiden hos familien i bambushytterne bød på en del ventetid og iagttagelse, der af teoretikeren Bauman i teksten ’Tourists and Vagabonds’ forklares som ubrugelig og nyttesløs, ja endda dræbende, i de fattige samfund: ”They can only kill time, as they are slowly killed by it.”

Et hårdt udsagn, som man må stille spørgsmålstegn ved, når man tænker på den gamle ingeniør, der om nogen brugte den så ’dræbende’ tid på alt andet end at blive dræbt.

Mr. Chit Ko er oprindeligt smed og bor blandt landmænd og husmødre i grænsebyen, under samme vilkår som de andre familier. Som en af de få talte han engelsk, og for en gangs skyld var det et engelsk, der faktisk rakte længere end blot få enstavelsesord, som hidtil havde mødt os på vores rejse gennem Myanmar. Derfor kunne han fortælle os sin historie om dengang, han han for første gang kom til Mae Sot for at udkæmpe en revolution for sit hjemland Myanmar. Mere konkret talte vi ikke om revolutionen, men det var tydeligt, at han kom til grænsebyen med et mål, der består den dag i dag.

Ved hjælp af det gode, thailandske internetforbindelse havde han brugt tre år på at studere vedvarende energi. Et projekt, der nu har givet konkrete resultater i form af brændstof lavet på affaldsplastik, en næsten færdig vindmølle af omsmeltede øldåser og en fremtidig ambition om (gennem vestlige donationer) at bygge større maskiner, der kan levere plastikbrændstof til store dele af Mae Sot.

Under den lille lektion om diverse projekter lyste en stærk viljestyrke, ambition og vedholdenhed ud af hans 70-årige, bløde og strålende blå øjne. ”I am just a simple blacksmith dancing with the molecules,” som han beskrev sig selv.

Mr. Chit Ko holder ikke sin mangeårige viden for sig selv. Han bruger mange timer ugentlig på at undervise burmesiske migrantbørn i både mekanik, elektricitet, vedvarende energi og ingeniørkundskaber. Således hjælper han andre mennesker til ikke at lade sig begrænse af manglende uddannelse og til ikke være afhængige af, hvor mange penge de har på lommen.

På grund af hans undervisning er der flere, der ikke behøver at undvære noget så elementært som elektricitet. Med andre ord giver han nogle mennesker mulighed for at tilbagekræve noget af den magt, som ellers er blevet dem frataget af kyniske arbejdsgivere og undertrykkende militærdiktaturer, krænkende og korrupte regimer ledet af regenter, der blindt styret af deres begær efter magt har formået at dehumanisere et helt folkeslag og gjort dem magtesløse.

Men er de nu også magtesløse?

Historien om familien, der lever for en dollar om dagen og derfor selvfølgelig er desperat, passiv og forpint – passer den? Er forventningen om det ressourcesvage folk, som er handlingslammet og afmægtig, virkelig en rimelig forventning?

Det intime homestay hos den glemte befolkning peger på en helt anden virkelighed. Den banale, stereotype forestilling om et jammerligt liv på marken er for os blevet vendt på hovedet, og vi har set en anden virkelighed.

Et så paradoksalt møde med så svag og samtidig så stærk en familie bringer tvivl om hele vores ontologiske opfattelse af begrebet magt. Det lyser ud af Mr. Chit Ko, at magten afgjort ligger i hans egne hænder. Men hvis myndighederne har taget kontrollen, hvad er det så for en magt, han råder over?

Man kunne fristes til at se situationen i Mae Sot og mange andre fattige steder således: Der eksisterer en officiel magt, der ligger i hænderne på den centrale elite. En let fristende magt, som i de forkerte hænder ubesværet kan misbruges på en krænkende, dehumaniserende måde og forværre livsvilkårene for mange. En situation som ifølge Bauman efterlader de fattige lammede og fortabte.

Denne idé om en bestemt gruppe mennesker bliver sat på prøve efter to dage under disse kår. For som menneskeligt individ er du også i besiddelse af en mere uofficiel magt. En magt, som findes inde i dig selv.

Egenskaber som kreativitet, viljestyrke, nysgerrighed og vedholdenhed viser sig at være ekstremt stærke våben, når det gælder kampen om at tilbageerobre magten over dig selv.

Hvis du tør lade disse egenskaber drive dig, udvider råderummet for handling sig enormt, og pludselig genopstår muligheden for at selv at tage styringen over din egen tilværelse. Mr. Chit Ko er et rungende eksempel på, at man trods visse omstændigheder aktivt kan tage styringen over sit eget liv – hvis blot man har kreativiteten og styrken til at turde.

Måske er dette en egenskab, som mange postmoderne forbrugere kunne lære noget af. Lære, at tiden, til trods for, at den smuldrer som sand mellem ens hænder, ikke nødvendigvis er ukontrollerbar.