Mads Nygaard

Blogging about Venligboerne at globalstory.dk

Mads Nygaard is a writer, a former folk highschool teacher and former staff at Hjørring Asylum Camp. He is also one of the nine pioners who started what has now become the movement of Venligboerne back in the fall of 2014.

Islam islam, alarm alarm!

I dag er jeg blevet interviewet af tre drenge fra en skole i København. De havde temauge om integration. Alle deres spørgsmål handlede om … ja, islam.

Islam islam, alarm alarm! I forrige uge rakte en ung gut hånden op på en lille skole i Vendsyssel og sagde: ”Jeg synes, islam er en fucked up religion.”

Jeg spurgte ud i klassen, om der var andre, som delte guttens synspunkt. Alle rakte hånden i vejret.
Jeg spurgte herefter: ”Hvor mange af jer kender en muslim?”
Svaret var: Ingen.

I dag er jeg blevet interviewet af tre drenge fra en skole i København. De havde temauge om integration. Alle deres spørgsmål handlede om … ja, islam.

Godt sål! Kom der mange muslimer til Hjørring Asylcenter, da det åbnede i 2014, og jeg med ét blev en del af debatten om flygtninge i Danmark? Ja.

Kom der lige så mange kristne? Ja. Vi fejrede juleaften 7. januar 2015 med 125 af dem, alle fra Eritrea eller Etiopien.

Hvem af alle disse asylansøgere, muslimer som kristne, markerede deres religiøse tilhørsforhold stærkest? Det gjorde fire kristne fra Eritrea, der valgte at sige deres senge i asylcenteret op. Og lægge sig på gulvet i en anden hytte. Hvorfor? Jo, så deres frie hytte kunne blive den kristne kirke, de 125 trosfæller kunne samles i. Hver dag! Det ønskede de, det havde de behov for, det skabte de. Jeg opdagede det kun, fordi jeg bankede på og spurgte: Holder I virkelig juleaften 7. januar?

Det er godt to år siden. Lige siden har jeg besøgt mange af alle de daværende asylansøgere i deres nye omgivelser, muslimer såvel som kristne. Hvor er religionen mest synlig? Ja, hos nyborgerne fra Eritrea er Jesus over det hele. På væggene. På natbordene. Overalt. Som ansigtet, der følger hver et skridt fremad. Min kære ven, Mesgina, har endda lavet et bederum til sig selv i sin lejlighed i Frederikshavn. Det er lige før, jeg tager bøllehatten af. I andægtighed. Men så svinger Mesgina en dåsebajer ud af køleskabet, og jeg tænker: Hyggeligt lige her, bøllehatten bliver siddende!

Nå, men hvad så med alle min muslimske bekendtskaber? Her er mine erfaringer fra møder ansigt til ansigt: Der er muslimer, der er mandschauvinister af værste skuffe. Der er muslimer, der ønsker at binde deres elskede til et træ, som kun han eller hun må kigge på og røre ved. Der er muslimer, som aldrig beder fem gange om dagen. Der er muslimer, der drikker som huller i jorden. Der er muslimer som bander og svovler mere end selv den mest sprogsataniske fisker i Hirtshals Havn, hvor jeg kommer fra.

Der er muslimer, som er de mest hjælpsomme og givende individer, jeg overhovedet kunne drømme om at møde. Der er muslimer, som vil bygge broer, uanset om de samler ind til fattige på Folkekirkens Nødhjælps vegne eller ej. For hjælpen skal bare skaffes. Basta! Der er muslimer, som jeg uden tøven ville kalde mine brødre og søstre. Der er kort sagt: muslimer, som mennesker er flest.

Gældende for alle mine både kristne og muslimske venner er der det her fællestræk: At livet er en kolossal udfordring. Uanset hvem, hvad og hvor du kommer fra. Svært! Jeg tror, det er derfor, jeg følte mig hjemme fra første færd i Hjørring Asylcenter. Hjemløse på en måde er vi alle. Uden kærligheden fra dén, der ikke lige står i kød og blod lige ved siden af os, så nær og tæt på, at vi kan kysse vedkommende. Med læberne. Og ikke med skrifterne. Ja, så styrter vi ned. Og falmer bort.

Folketinget kan skrige og lovgive om alt muligt, medierne kan bruge de allerstørste bogstaver for at følge trop… men når alt kommer til alt, handler alting om dette: De to elskende, der har fundet hinanden, er de eneste to, som kan sikre, at verden vokser. Med en baby mere.
Alt andet for mig er: Minus.

Og mens jeg har skrevet det her, har jeg fået en besked fra Enhedslistens Pernille Skipper. Hun inviterer til Folkemøde på Bornholm. ”Lad os snakke om, hvordan vi holder op med at skabe et dem og et os!” Ja, præcis, Skipper!

Jeg kommer, det kan du fandentordemeogskipperme regne med! Og nej, det her er ikke en sympatierklæring til dit parti. For helt ærligt … Jeg synes I alle sammen, hele banden derinde i Folketinget … har sjoflet og mishandlet det, alting handler om, når det bliver presset i bund: Kærligheden mellem to mennesker.

For mig er det bundlinjen.
Altid!

Hvem er Venligboerne?

I efteråret 2014 skiftede en gruppe vendelboer i Nordjylland navn. De kaldte sig Venligboerne. Det fælles udgangspunkt var, at de ville tage godt imod de flygtninge, der netop var ankommet til det lokale asylcenter i Hjørring. De ni frivillige oprettede Facebookgruppen ‘Venligboerne – Flygtningehjælp’ og gik i gang med at arrangere fællesspisning og udflugter. Og så tog tingene fart.

På mindre end et år har venligheden spredt sig til over 90 andre byer i Danmark. I alt er flere end 150.000 mennesker blevet medlemmer af Venligboerne på Facebook. Alene Facebook-gruppen ‘Venligboerne i København og omegn’ har nu over 41.000 medlemmer.

Det bobler og syder af aktiviteter i hele landet. Frivillig retshjælp, tøj- og møbelindsamlinger, Tivoli-ture, hjælp til at skrive CV’er og jobansøgninger, middagsinvitationer, sprogcaféer og fællesspisning er blot nogle af eksemplerne. I flere byer har Venligboerne også åbnet deres egne caféer og huse, fx Venligbohus på Vesterbro i København.

Med andre ord er Venligboerne blevet en spirende folkebevægelse, hvor både etniske danskere og flygtninge bidrager på eget initiativ.

“Venligboerne er ikke en nødhjælpsorganisation, men et netværk. Det er fleksibelt, frivilligt og åbent for alle,” som forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der står i spidsen for den københavnske gruppe, siger.

“Man bliver overrasket over, hvor stor en forskel selv lidt kan gøre. Og hvor sindssygt hjælpsomme alle er, når der er korte kommandoveje, og folk kan byde ind og deltage på deres egne præmisser.”

Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, har kaldt Venligboerne ‘det bedste, der er sket for integrationen nogensinde’. Og bevægelsen er begyndt at skvulpe ud over de danske landegrænser. Storbritannien, Sverige, Norge og Østrig har taget konceptet til sig, og i Tyskland, Italien, Grækenland og Ungarn er Venligbo-grupper også ved at se dagens lys.

Det går rigtig, rigtig stærkt, og der er nyt at berette fra Venligboer-land hver uge. Mads Nygaard, der er en af pionererne fra dengang, de kun bestod af ni vendelboer, blogger her på globalstory.dk om noget af alt det, der sker.