I King Abdullahs turistmoske

Dagen begyndte ellers godt i Jordans hovedstad, Amman: Solskin, godt humør og høje forventninger til dagens formiddagsbesøg i en af Ammans omtalte moskeer, King Abdullah Mosque. Nogle gange er virkeligheden bare en anden end den, man forventer.

På den ene side af gaden Abdali st. ligger den græskortodokse kirke, Al Bishara. På den anden ligger King Abdullah Mosque. En kæmpemæssig, mønstret, turkisblå kuppel. To enorme, hvide marmortårne. Arabisk bygningsstil. Plads til 10.000 bedende muslimer. En autentisk oplevelse af mødet med den muslimske tro – eller, det var i hvert fald mine forventninger til min onsdag formiddag, da jeg, med to højskolevenner ved min side, drog mod den eneste moske i Amman, hvor turister åbent bydes velkommen. Men forventninger bør nogle gange smides væk.
Langt, langt væk.

Religionsfrihed

Det skarpe, røde, gotiske kors på toppen af Al Bi shara er næsten placeret nøjagtigt over for moskeen.

Da vi træder ind i moskeens turist- og billetshop, bliver vi mødt af shoppens ejer, en mand ved navn Issa Abu Eyad, og en kvinde, som drikker te og ryger arabiske cigaretter ved et lille tebord. Der går ikke mange sekunder før de har lavet myntete til os og lærer os ord på arabisk. Den varme myntedamp stiger op fra de små krystalglas.

Mens de andre lærer at sige “SabaaH al-khayer” og “Shukran lak” , kigger jeg over gaden og tænker på kontrasten mellem korset og kuplen.

“Jeg lagde mærke til, at der ligger en kristen kirke på den anden side af gaden – er der religionsfrihed i Jordan?” spørger jeg forsigtigt Issa Abu Eyad:

“Ja, der er total religionsfrihed. Kristne er frie til at praktisere deres tro åbent. Det er tilladt at fejre andre religiøse højtider som jul og påske, og forholdet mellem kristne og muslimer er baseret på fred og accept. Vi er jo naboer, venner og arbejder sammen.”

Jeg tvivler på svaret, men nikker og sender ham et forsigtigt smil.
“Her, tag en brochure, der kan I læse alt om vores fabelagtige King Abdullah Mosque.”

Lampeånder og ørkensand

I moskeen er der bestemte tidsrum, hvor turistbesøgende har adgang, så det ikke forstyrrer, når der kaldes til bøn.

Vi bliver ført igennem den spraglede turistshop, hvor alt fra partisanertørklæder og falske guldsmykker til lampeånder og flasker med jordansk ørkensand fylder butikkens hylder.

Kvinden kommer løbende med tre brune, munkelignende dragter i silke. Hun peger på min højskolevenindes stramme bukser og siger, at vi skal tage dem på. Endelig er vi klar. Med forsigtige skridt træder vi op ad moskeens hvide marmortrappe, som fører til kuplen.

Her er ingen, ud over os tre turister i munkeforklædning. Efter at have besøgt adskillige moskeer i Istanbul er det ikke ligefrem et væld af begejstring, der rammer mig, da vi træder ind ad den gamle, brune træport til bederummet.

Et blå- og rødmønstret tæppe dækker det enorme cirkelformede gulv, og i loftet hænger en kæmpemæssig lysekrone bestående af store el-pærer. Ude langs væggen står en gammel støvsuger, en bunke havestole og en maskine med drikkevand. Ikke just hvad man forventer, når man træder ind i et helligt rum.

Den sagte bøn

Vi går alene rundt i stilheden for en stund, indtil den brune træport går op. Ind træder dagens andet hold turistgæster. Med vores skuffede blikke kigger vi på hinanden og bliver enige om, at der ikke er så forfærdeligt meget mere at komme efter.

I samme sekund træder en mand i sort kjole og rød- og hvidternet partisanertørklæde ind i moskeen og stiller sig i midten af rummet. Lavmælt begynder han at hviske arabiske ord, mens han holder hænderne ud foran sig. Han udfører ritualerne, som var det bevægelser, han kunne gøre i søvne. Stille og sagte.

Et kort sekund står verden uden for moskeen stille, og jeg bliver draget af dedikationen i de lavmælte arabiske ord og den respekt, der fylder rummet. Men da han kort efter går med stille skridt ud af den brune træport, forsvinder det hele igen.

Ud af døren forsvinder moskeens grundsten, troen. Og ind vælter endnu et hold turister med en turguide, som rabler løs på gebrokkent engelsk.

Idet vi træder ud i solen, sender en japansk mand mig et kæmpe smil. Med spejlrefleks hængende om halsen, bøllehat og sandaler går han forbi mig og mod den brune, nylakerede træport. Bag ham går en hel hær af japanske turister.

Måske vi burde have fundet en mindre turistet moske – men den sagte bøn i midten af moskeen var det hele værd.