Fanget i ørkenens intethed

Synet er hårrejsende og stilheden altdominerende i det 720 kvadratkilometer fredede ørkenområde Wadi Rum. Det er en barsk skønhed, der får menneskelivet til at føles ydmygt.

Så langt øjet rækker bryder sprækkefyldte granitklipper og kæmpe sten majestætisk frem. Den ene klippe afløser den anden, som kolossale øer i et uendeligt farvand af rødt sand. Indimellem afbrydes synet af en lille, tørlagt busk eller en enkelt fin blomst, der stikker op af den store, røde sanddyne.

Jeg står med mine kridhvide fødder plantet i det lune, sydjordanske ørkensand og kigger ud i ørkenens intethed. Jeg er omgivet af den barske natur, helt uberørt af mennesker, og det eneste jeg lægger mærke til, er min dybe vejrtrækning. Jeg fokuserer nærmest kun på den.

Var det ikke for dyresporene i sandet, det lille bål omkring beduinteltene og lyden fra de brummende jeeps, der fra det ene øjeblik til det andet, krydser det enorme ørkenlandskab og trækker store, sorte røgskyer og lange fartstriber af sand og støv efter sig, ville jeg føle mig helt alene.

Hos beduinerne

Vi er netop ankommet til Wadi Rum i Sydjordan. Det er et knastørt landskab, der grundet tidens vejr og vind har eroderet klipper til forrevne øer i landskabet. Det er et landskab, beduinerne kalder for ”månedalen”. Og ifølge jordanerne er det verdens smukkeste ørken.

Turguiden Nayel Al- Amamrh tager imod os og fører os ned i en lille, primitiv beduinlandsby, hvor vi skal overnatte. Vi bliver ført ind i store telte, der igennem flere generationer er blevet vævet af gedehår.

Aftensmaden graves fri under sandet, hvor en lækker kylling har kogt i flere timer. Kokken løfter forsigtigt maden op, og viser det saftige og møre kød frem. Vi spiser middagen i fællesskab med beduinerne og drikker deres velkendte søde, sukkermættede te, inden vi næste dag begiver os ud på en lang tur ud i ørkenen.

Fuld fart på

Vi sætter os op på ladet i den lejede jeep, og vi sidder trygt og dejligt i skyggen fra det overdækkede lad. Der er fart på. Vinden rusker i kinderne, og sandet fra de forankørende jeeps irriterer så meget i mine sammenknebne øjne, at tårerne triller ud. Vi kører længere og længere ud i ørkenen, og undervejs gør vi holdt.

Første stop bliver ved en af de mange klipper. På klippevæggene har forskellige kulturer indridset tegninger og inskriptioner, som beretter om livet på dette sted, forklarer vores turguide. På netop denne klippe er det tegninger af kameler.

Køreturen fortsætter forbi de mange enorme sandklitter. Det lunefulde, røde sand indbyder til bestigning. Sandbanken føles blød under fødderne. Det er næsten umuligt at gå oprejst.

For hvert skridt vi tager, synker vi længere og længere ned i sandet. Men den hårde bestigning er i den grad det værd, for udsigten på toppen er ubeskrivelig. Det ene fantastiske panorama efter det andet passerer forbi. Sandet skifter farve, og klipperne gigantiske.

Når man ser ud over landskabet, får man fornemmelsen af, at det ikke er helt dødt. Små, grønne buske har nemlig fået rodfæste i sandet, mens skorpioner, slanger, firben og biller gemmer sig under sandet.

Solnedgang i dyrespor

Mens vinden tager til, bliver fuld af sandstøv og begynder at ruske i teltene, forlader vi beduinlandsbyen for at se dagens sidste lys på kamelryg.

Solnedgangen gør Wadi Rum særligt charmerende. Jeg sidder på toppen af en klippe og ser det røde sand og de brune klipper funkle med deres glødende farve.

Her sidder vi for en stund og ser solen gå ned, indtil vi rider tilbage til beduinlandsbyen på kamelerne.

Jeg har i et døgn været fanget i ørkenens intethed. Men det har i den grad været det værd. Det er en natur, der hviler i sig selv, og det får menneskelivet til at føles ydmygt.

Wadi-Rum-3