Hvorfra min verden går

Da Abdullah Muzaffari starter som elev på Rødding Højskole i foråret 2012, aner han ikke, hvad en højskole er. Som barn flygter han fra Afghanistan, og opholdet i Rødding er hans møde med Danmark og den danske kultur. Højskolen bliver hans første hjem efter mange år på flugt.

Abdullah Muzaffari kører fingrene igennem sit ravnsorte hår og flytter vægten lidt fra den ene fod til den anden. Dansk er et svært sprog at lære, siger han og griner lidt genert,som han ofte gør i slutningen af en sætning, når de flade danske lyde vokser sig store i hans mund. Der er mange underlige regler i det danske sprog, synes han. Hvorfor hedder det pludselig “jeg kom” i datid, når det hedder “jeg kommer”i nutid, og hvorfor står man “indepåværelset”, når det hedder “udeikøkkenet”.

“Der bliver jeg forvirret,” siger han og griner igen lidt forlegent.

Abdullah fortæller, at han bliver god til dansk på efterskolen i Vesterbølle i Nordjylland, hvor han går. Han nikker over mod de to elevbilleder, der hænger på væggen ved siden af hans seng, og peger på de små portrætter for at vise sine kammerater fra efterskolen.

Det er lørdag den 21. september 2013, og Abdullah er i Rødding på forlænget weekend. Hjemme på højskolen, som han siger, hos lærerparret Laila og Nikolaj Hygebjerg, der bor i stueetagen i Flors Hus med deres to sønner Frederik og Viktor. Her har Abdullah sin base. Sit hjem. Men i virkeligheden er den lattermilde dreng mere end 7.000 kilometer hjemmefra.

***

Abdullah er 19 år gammel. Han er vokset op i Afghanistan i det golde landskab nær landsbyen Ghazani, 140 kilometer sydvest for Kabul. Hans familie tilhører det persisktalende hazarafolk, som udgør en fjerdedel af den afghanske befolkning, og som igennem årtier er blevet drevet på flugt og delvis udryddet af militser fra den største befolkningsgruppe, pashtunerne. Pashtunerne og hazarafolket har bekriget hinanden i mange år. Da Abdullah var barn, måtte han og hans søskende ikke gå uden for familiens hus alene, fordi børnene fra pashtunfamilierne kastede sten efter dem.

I 2005 er Afghanistan et land i kaos, og Abdullah er nødsaget til at flygte ud af landet med sin mor og sin lillebror. De søger tilflugt hos Abdullahs søster, der bor i en lejlighed i Irans hovedstad Teheran.

Da de har været hos søsteren i et år, hører Abdullah om et UNICEF-kontor i Istanbul, som kan hjælpe børn og familier med at få asyl i Tyrkiet. Det fortæller han sin mor, men i begyndelsen synes hun ikke, det er en god idé, at Abdullah tager alene til Tyrkiet for at få hjælp på UNICEF-kontoret. Efter noget tid beslutter familien alligevel, at Abdullah skal tage af sted, så længe han skynder sig tilbage til lejligheden i Teheran, hvis ikke UNICEF-kontoret kan hjælpe ham med at få familien til Tyrkiet. Abdullah er 12 år gammel, da han for anden gang flygter fra sit hjem, og denne gang er han alene.

***

Abdullah sidder ved spisebordet i køkkenet hos Laila og Nikolaj. Ansigtet har lagt sig i mere alvorlige folder, og han kører forsigtigt sin pegefinger langs en rille i det grove træbord. Frem og tilbage. Der er mange detaljer fra flugten, som Abdullah ikke rigtig husker. Minderne har viklet sig ind i hinanden og er blevet en mudret masse, som er svær for ham at skille ad og sætte de rigtige ord på. Da han forlader sin familie i lejligheden i Teheran, forestiller han sig ikke, at han to et halvt år senere i en bil vil blive stoppet ved den dansk-tyske grænse og få adresse på en højskole i Danmark.

Da Abdullah kommer frem til UNICEF-kontoret i Istanbul, får han den klare besked, at man ikke kan hjælpe ham og familien med at få asyl i Tyrkiet; men kort tid efter møder Abdullah en mand, som også er fra Afghanistan, og han vil gerne hjælpe. Manden fortæller, at for 3.000 amerikanske dollar kan han sende Abdullah til Italien, hvor myndighederne kan hjælpe ham med at hente hele hans familie fra Iran.

“Han sagde, at alle mine problemer ville blive løst, hvis jeg kom til Italien. Så jeg fortæller min mor om det, og hun låner 3.000 dollar af det firma, hun arbejder i, og sender dem til ham. Og så pludselig er han væk!”

Abdullah ved ikke, hvad han skal gøre. Han er alene i Istanbul, UNICEF-kontoret kan ikke hjælpe ham, han er blevet snydt for 3.000 dollar, og han har ikke råd til at tage tilbage til Iran.

Han er alene, indtil han møder en anden afghansk mand, som viser sig at være menneskesmugler. Manden tjener penge på at sende flygtninge med båd fra Tyrkiet til Grækenland, og han vil gerne sende Abdullah gratis af sted. Abdullah takker ja til dette tilbud, og med ryggen til den tyrkiske kyst sætter han kurs mod Grækenland.

Men et sted langt ude på det åbne hav kæntrer båden, og Abdullah og de andre flygtninge ryger i vandet. Abdullah er bange.

“Vi lå i vandet seks timer, før politiet kom i en båd og fangede os og satte os i fængsel i Tyrkiet. De sagde, at jeg skulle købe en billet fra Tyrkiet til Kabul, men jeg havde ikke råd, så jeg måtte blive i fængslet i seks måneder.”

Først da en medarbejder fra UNICEF-kontoret får Abdullah løsladt, fordi han er under 18 år, kommer han ud af fængslet.

Medarbejderen siger, at Abdullah skal komme ind på kontoret og søge asyl igen, men Abdullah har én gang fået et nej, så han kontakter i stedet den afghanske menneskesmugler, som hjalp ham med at komme med båden.

Manden henter ham i en taxa og kører ham tilbage til sit hus. Han tilbyder Abdullah, at han kan arbejde for ham og købe mad til de flygtninge, han sender med båden. Hvis han arbejder for manden i et år, vil han sende Abdullah gratis med båden til Grækenland igen.

Sådan går der 18 måneder fra Abdullah ankommer til Tyrkiet, før det igen lykkes ham at komme med båden til Grækenland.

Herefter forsøger han to gange at komme til Italien ved først at gemme sig bag i en lastbil og dernæst i bagagerummet på en bil, men begge gange bliver han snuppet af politiet og ender i fængsel i Grækenland, hvor han sidder en måned hver gang.

Da han tredje gang bliver løsladt, lykkes det ham endnu engang at gemme sig i en lastbil, og efter at have kørt igennem blandt andet Bulgarien og Serbien ankommer han til Italien. Her havner Abdullah i en teltlejr med tyve andre afghanske flygtninge, og han bliver gode venner med en af mændene i lejren.

En dag får Abdullah at vide, at manden har skaffet en bil, som kan køre dem nordpå til Danmark, Norge eller Sverige.

“Da han fortalte det, sagde jeg bare “okay”. Jeg vidste ikke, hvor Danmark, Norge og Sverige lå!”

De tager af sted, men da de når den dansk-tyske grænse, bliver de stoppet af en grænsebetjent, som vil se Abdullahs pas. Abdullah forstår ikke, hvad betjenten siger, og det hjælper ikke, da betjenten prøver på engelsk. Abdullah slår ud med armene.

Han bliver taget med på politistationen, hvor han bliver mødt af en afghansk tolk, som spørger, om han vil blive i Danmark, eller om han vil videre til Norge eller Sverige.

“Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var helt forvirret. Så jeg sagde bare, at jeg ville blive i Danmark.”

***

I januar 2012 begynder Abdullah på Rødding Højskole. Før han ankommer til højskolen, har han boet på asylcenter og senere i et hus med en anden afghansk dreng, men kommunen giver ham lov til at komme på højskole, så han kan blive bedre til dansk. Han er 17 år gammel, og han ved ikke, hvad en højskole er.

“Jeg havde kun hørt om det, fordi nogle af mine venner fra asylcentret gik på højskole. De sagde, at der var nogle regler: at man ikke selv må bestemme, hvornår man vil gå ud fra højskolen, og at man ikke selv kan bestemme, i hvilken weekend man vil tage hjem. Det bestemmer lærerne. Men jeg tænkte: Det er lige meget for mig, jeg har ingen familie eller nogen, jeg skal besøge. Men da jeg begyndte her, var det ikke helt sådan.”

Abdullah er nervøs for at begynde på højskolen, og han ved ikke, hvad han skal forvente. Han har aldrig rigtig talt med en dansker ud over en sproglærer, han har haft.

“Det var lidt svært for mig i starten. Jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg opføre mig? Det var en helt ny kultur. Det var faktisk rigtig forvirrende. Men efter en uge eller to tænkte jeg, at det var, som om jeg havde været her hele mit liv. Jeg havde aldrig tænkt, at en højskole kunne være sådan et godt sted!”

Abdullah falder hurtigt til blandt de andre elever. Han har danskundervisning med tre andre elever: en fra Island og to fra Ungarn. Han bliver gode venner med Balázs fra Ungarn. De to drenge kan ikke rigtig tale sammen, for ingen af dem kan dansk, og Abdullah har aldrig lært engelsk.

“Men så snakkede vi sådan med hænderne. Vi kunne ikke rigtig forstå hinanden, men vi prøvede alligevel, selvom det var svært at forklare hinanden noget. Det var virkelig sjovt!”

***

Der er mange detaljer, som Abdullah har svært ved at huske, når han skal fortælle om sin tid på højskolen. Navnene på eleverne bliver pludselig væk, og det tager tid, før han husker, hvilke fag der stod på hans skema. Men han husker rejsen til Paris, hvor hans nye løbesko blev stjålet fra hotelværelset, da de skulle med bussen tilbage til Danmark.

“Jeg tænkte, at det måske var nogle af de andre elever, der havde brug for mine sko, fordi det havde været regnvejr, og så havde de måske fået våde sko og havde taget mine.”

Men ingen af eleverne har set Abdullahs sko, og Balázs, som han bor på værelse med, har også mistet den flaske champagne, han har købt.

“Han var så sur. I bussen hjem sagde han bare: “Hvorfor, hvorfor, hvorfor?”

Abdullah griner. Han husker også den dag, der er sneboldkamp på græsset bag spisesalen. Og at han i keramik laver en kande og en tallerken.

Om aftenen hænger han mest ud i dagligstuen og spiller bordfodbold, pool og brætspillet med husene og hotellerne, som han kommer i tanke om hedder Matador.

I starten synes Abdullah, det er mærkeligt, at de hver morgen skal synge fra Højskolesangbogen.

“Jeg kunne ikke synge, jeg kunne bare læse teksten. Så jeg læste højt, mens de andre sang, men der var ingen, der kunne forstå mig,” siger han og griner.

Når han tænker på højskoletiden, husker han særligt smuglerlegen, som de legede en sen aften.

Eleverne bliver sendt ud i skoven i hold. De skal løbe fire kilometer efter et nummer, som lærerne har gemt, og det gælder om at bringe nummeret tilbage til et træ på højskolens gårdsplads uden at blive skudt af lærerne, som kører rundt i biler med en pistol, der skyder med små gummikugler. Bliver man skudt, skal man komme tilbage til højskolen.

Abdullah og hans gruppe sniger sig igennem træerne og prøver at holde sig væk fra vejen, så lærerne ikke ser dem. De får våde sko, da de krydser en å, der er for bred til, at man kan springe over den, og en af pigerne bliver efterladt, fordi hun ikke vil gå gennem vandet. De får fat i nummeret, men nede ved højskolen står læreren Jens Horstmann og venter med en pistol.

“Vi havde lagt en plan: Vi måtte ikke blive bange for ham og løbe væk, vi skulle lade som om, vi allerede var blevet skudt. Det virkede, men jeg vidste ikke, at Nikolaj også var der. Og så pludselig ramte han mig!”

Abdullah klasker en flad hånd mod nakken og griner.

“Det var virkelig en sjov leg!”

***

Da det bliver forår, taler Abdullah med Laila Hygebjerg om, hvad han skal lave, når højskoleopholdet er slut. Hun foreslår, at Abdullah tager på efterskole, så han kan fortsætte med at lære dansk. Det, synes Abdullah, er en god idé.

“Vi snakkede om, hvor jeg skulle bo, og så sagde hun, at jeg godt kunne bo hos dem, så jeg kan være her, når der er ferie eller weekend på efterskolen. Og så sagde jeg, at det var fint for mig.”

I sommerferien 2012 arbejder Abdullah i højskolens køkken for at tjene lommepenge, inden han skal begynde på efterskole. Og så læser han.

“Jeg har aldrig haft engelsk, matematik eller fysik i mit liv før sidste år. Laila havde lånt fire bøger fra fjerde til syvende klasse på biblioteket, og så begyndte jeg at læse i starten af sommerferien sammen med Laila og Nikolaj. De har hjulpet mig med at lære matematik, for det skal jeg blive lidt bedre til.”

Efter sommerferien begynder Abdullah på Vesterbølle Efterskole. Han er 18 år gammel, og på efterskolen kommer han på et hold med andre unge fra hele verden, som også skal lære dansk.

Han har tit svært ved at koncentrere sig og huske, hvad han skal lave, men han får hjælp af sin værelseskammerat.

“Han var virkelig flink. Vi var altid sammen. Han har hjulpet mig med mine lektier og hjulpet mig med at huske, hvilke fag vi har i morgen. Når vi har lektietime om aftenen, har han hjulpet mig med at finde ud af, hvad jeg skal lave, og hvad der skal afleveres i næste uge.”

Abdullah bliver bedre og bedre til at forstå, hvad lærerne siger, og bedre til at tale dansk. Til sin niende klasses eksamen får han 10 i mundtlig matematik og fysik, og 4 i årskarakter i dansk.

Lige nu vil han kæmpe for at komme ind på medicinstudiet, men han ved ikke, hvad der sker, når hans opholdstilladelse udløber i 2015. Han ved ikke, om han kan blive i Danmark, eller om han skal tilbage til Afghanistan.

“Det er svært at koncentrere sig, når jeg ikke ved noget om min fremtid. Hvad sker der, hvis min opholdstilladelse ryger? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ryster over hele kroppen, når jeg tænker på at skulle tilbage til Afghanistan.”

Abdullah har kontakt med sin søster, som stadig er i Iran, men han ved ikke, hvor resten af hans familie er.

“Jeg har ikke set min mor og lillebror i seks år. Jeg tror, de er i Tyrkiet, men jeg ved det ikke. Laila og Nikolaj er som min mor og far nu, og højskolen er blevet min familie og mit hjem. Det betyder alt for mig!”

HALVANDET ÅR SENERE

Siden Kristine Dam Johansen skrev den første artikel om Abdullah Muzaffari, er der gået halvandet år. Hun har netop mødt ham igen for at høre, hvad der er sket i hans liv siden sidst.

“Hej!” siger Abdullah og rækker hånden frem.

Han står på gårdspladsen og byder velkommen. Gruset knaser let under hans hjemmesko, og ved første øjekast ligner han sig selv.

Det brede smil er intakt, det ravnsort hår ligeså og lidt virker forandret, siden han for halvandet år siden sad ved et groft træbord i Rødding og fortalte sin historie. Men noget er dog forandret.

Abdullah er fyldt 21 år, den sønderjyske gårdsplads i Rødding er skiftet ud med en nordjysk, og han bor nu i den lille by Store Restrup sydvest for Aalborg.

Egentlig er det Abdullahs værelseskammerat fra efterskolen, der bor her sammen med sine forældre og ikke mindst den iltre hund Max, der har fået færden af gæster og springer os i møde i bryggerset.

Da Abdullah stoppede på efterskole i sommer, flyttede han med sin kammerat til Store Restrup for at begynde på HTX i Aalborg. Han er snart færdig med 1.g og venter spændt på, hvilke fag, han skal til eksamen i.

Abdullah viser rundt på ejendommen. Her er samme landlige følelse, som ved hans første hjem på højskolen. Roligere måske, men med aftendug over grønne marker, gyllestank, der river let i næsen og traktorer i laden.

Da vi kommer forbi køkkenet, slår Abdullah ud med armen og siger »spisesalen«. En gammel vane måske. Måske en talefejl, selvom det danske sprog ligger betydeligt mere sikkert i hans mund end for halvandet år siden.

Abdullah viser op på førstesalen, hvor kammeraten Rasmus og hans forældre sidder i sofaen og ser de sene nyheder. Vi går ind på Abdullahs værelse og sætter os ved skrivebordet. Her bruger han mange timer efter skole og i weekenden, fortæller han.

“Jeg skal bruge mere tid på lektier i forhold til danskere. Jeg synes, det skriftlige dansk er nemt, men det mundtlige er stadig lidt svært,” siger han og ærgrer sig over, at han kun får 7-taller i dansk. I matematik og fysik trækker han 12-taller, fortæller han.

Men det har været en stor omvæltning at skulle starte på HTX efter to år på efterskole.

“For mig har efterskole været perfekt. Det var virkelig hårdt at stoppe. Jeg tænkte på efterskolen og mine venner hele dagen. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig på HTX i starten. Da jeg var på efterskole, kom eleverne hele tiden og hev i mig og sagde: »Kom! Vi skal spille volley« eller »Kom! Vi skal spille fodbold«. Jeg tænkte virkelig: Hvorfor kan man ikke stoppe livet her? Bare stoppe klokken og blive på efterskolen.”

Men efter lidt tilvænningstid er Abdullah blevet glad for at gå på HTX. Nogle gange har han stadig svært ved at koncentrere sig i skolen, selvom han synes, det er blevet bedre. Fra tid til anden får han »anfald«, hvor han pludselig falder om og besvimer.

“Jeg har været på hospitalet mange gange, men lægerne kan ikke finde ud af, hvad det er. Nogle gange får jeg hovedpine efter et anfald og kan ikke koncentrere mig. Jeg bliver ikke ked af det, når jeg kommer til mig selv, men jeg bliver bange for, at de andre bliver bekymret for mig.”

For halvandet år siden var det særligt uvisheden om, hvad fremtiden ville bringe, der gjorde det svært for Abdullah at koncentrere sig. Men den uvished er nu mindre – eller i det mindste udskudt. Han har fået sin opholdstilladelse forlænget til 2020, og derefter vil han søge om permanent ophold.

“Jeg vil stadig gerne læse medicin, og jeg har en drøm om at arbejde for Læger Uden Grænser. Jeg synes, det giver mening for mig at hjælpe andre. Mit liv har været lidt hårdt, så når man har mulighed for at hjælpe andre, synes jeg, man skal gøre det.”

Abdullah har stadig ingen kontakt til sin mor eller sin lillebror. Siden han forlod dem i Iran for over syv år siden, har de ikke haft kontakt, og han ved ikke, hvor de er, eller om de stadig lever. Sporet er koldt.

Han går ud fra, at hele hans familie efterhånden er flygtet fra Afghanistan. Hans moster flygtede for flere år siden til Pakistan med sin familie, men de døde sidste år, da en bombe pludselig sprang.

Den eneste, Abdullah har kontakt med, er hans søster. Hun bor stadig i Iran med sin mand og to små børn. Abdullah tog til til Teheran sidste sommer for at besøge dem. Han mødte sin niece og nevø og så sin søster for første gang, siden han for syv år siden forlod sin familie i Teheran og fortsatte flugten fra Afghanistan på egen hånd.

“Jeg kunne nærmest ikke huske, hvordan hun så ud.”

Abdullahs søster har heller ingen anelse om, hvor deres mor og lillebror befinder sig. Men hun har et håb om engang at vende tilbage til landet, hvor de voksede op.

“Min søster siger altid: Skal vi ikke tage tilbage til Afghanistan, når der kommer fred? Men jeg kan ikke lide at tænke på det. Taliban slår stadig hazarafolk ihjel. Det gør så ondt på mig, når folk bliver dræbt på grund af etnisk baggrund eller religion. Børn kan stadig ikke komme i skole i de områder, hvor Taliban har magten. Jeg tror ikke, der kommer fred i Afghanistan, og jeg kan ikke forestille mig nogensinde at vende tilbage.”