Hvis bare jeg overlever

- er jeg lykkelig

"Vil jeg mon blive lam efter det her? Alligevel er det ikke så forfærdeligt, siger jeg til mig selv. Hvis bare jeg overlever, er jeg lykkelig. Jeg er stadigvæk i live, jeg er så heldig." Sådan tænker 21-årige Julie Weis Moeslund, mens hun ligger begravet i murbrokker lige efter, at det første voldsomme jordskælv har ramt Nepal. Her er Julies uredigerede øjenvidneberetning.

Om onsdagen den 22. april var vi lige kommet tilbage til Sermathang, landsbyen som havde været vores hjem siden et par dage efter vores ankomst til Nepal. Vi havde først været et par dage i turistbyen Pokhara, og dernæst var vi taget til Kathmandu for herfra at trekke tilbage til landsbyen. Trekket varede seks dage, og vi havde derfor fem overnatninger i lokalområdet. Det var så smukt, og skønt at se lidt mere af Nepal og området, hvor vi befandt os, samt at møde lokalbefolkningen og øve os lidt i at tale hyolmo.

For mig var gensynsglæden stor, især da jeg atter så min nepalesiske ‘mor’, Khendo, som må siges at være helt fantastisk. Hun er altid så glad og positiv, og så må hun siges at være arbejdssom. Vi forstod virkelig hinanden, og jeg kunne ikke være blevet bosat et bedre sted. Det var også dejligt at se hendes tolvårige søn, Tenjen, som vidst også havde savnet mig at spille kort med. Faderen Karma var i Kathmandu.

De spurgte mig dagen efter, om jeg havde interesse i at tage med over at besøge Khendos forældre i en anden lille landsby, Premang, om fredagen. Det sagde jeg hurtigt ja til. Hvorfor ikke? Jeg havde allerede mødt hendes far, som var lige så sød, glad og venlig som Khendo selv, og forældrene havde endda spurgt efter at få mig på besøg også.

Fredag morgen pakker vi alle tre en lille rygsæk, da vi skal overnatte i Premang, da det alligevel tager omkring to timer at komme dertil, selvom man kan se landsbyen fra Sermathang. Vi tager afsted, så vi er derovre til eftermiddagste, og har planer om at tage hjem igen om lørdagen ved totiden. Khendo skal bare lige nå at hjælpe lidt til, da forældrene er ved at renovere deres gamle hus indenfor.

Vi sover en god nats søvn i huset. Jeg registrerer, inden jeg falder i søvn, at Tenjens bedstefar efter mange års ægteskab virker meget forelsket i bedstemoderen. De ligger sammen på en madras, og han falder i søvn med armene omkring hende (vi sover alle i det samme rum, som også fungerer som stue og køkken, ja som det meste egentlig, opholdsrummet. Men det finder jeg kun hyggeligt.)

Næste dag vasker Khendo køkkenskålene udenfor, og jeg prøver at gøre mig behjælpelig ved at sætte dem til tørre oven på en bunke brænde. Efter lidt tid, da jeg ikke kan hjælpe med mere, beslutter jeg mig for at gå indenfor, hvilket desværre skal vise sig at være en dum beslutning. Jeg sætter lidt musik i ørene og slapper af. Bedstemoderen er også indenfor, hun er begyndt at forberede middagsmad, da klokken vist har passeret tolv. Tenjen kommer også hjem fra kammeraten og sætter sig ved siden af mig på briksen. Vi er kun os tre inde i huset, oppe på førstesal.

Så pludseligt, ud af ingenting, uden den mindste varsel, begynder det hele at ryste helt vildt. Jeg er meget langsom til at opfatte, hvad der sker, da jeg aldrig i Danmark har oplevet noget lignende. Tenjen fortæller mig dog på engelsk, at det er et jordskælv. Jeg forstår det heller ikke med det samme. Alligevel går alting meget hurtigt, og jeg rejser mig op, stadig med mobilen i hånden, og løber med de andre ud af huset. Bedstemoderen løber først, så Tenjen og til sidst jeg selv.

Amalie_Laursen_IMG_3134
Sermathang efter jordskælvet. Foto: Amalie Laursen

Vi løber uden for opholdsrummet og er stadigvæk på første sal, en slags overdækket terrasse, da det gamle stenhus ikke længere kan klare presset. Først falder loftet ned over os, og enten det eller skælvet i sig selv får også gulvet til at give efter. I hurtige sekunder tumler jeg rundt, inden jeg rammer bund under mig. Jeg er begravet i tunge sten og planker og et lager af småsten, sand og støv. Heldigvis er det sket over jordens overflade, så der trænger lidt lys igennem, og der er ikke helt mørkt. Tilstanden er dog stadigvæk virkelig klaustrofobisk.

Jeg har været heldig, formodentlig kigget ned mod gulvet da jeg løb ud, og derfor sidder jeg med hovedet bukket nedad og på den måde også beskyttet. Sidder som en lille kugle med kroppen foroverbøjet over mine ben. Mine ben er blevet placeret, som noget, der mest af alt vil minde om en særdeles akavet skrædderstilling. Stillingen er ubehagelig fra start af, og jeg prøver at mase min ryg, arme og bagkrop op, men det er nytteløst. Jeg sidder fast, og den tunge vægt gør ondt i benene. Jeg skriger “HELP!!” alt hvad jeg kan, og imens løber tårerne.

Efter noget tid kan jeg høre stemmer “udenfor”, og jeg kan også høre Tenjen kalde. Kan tydeligt høre, at også han er neden under bunker af sten. Det er også en lille smule beroligende, at jeg kan høre, at der er folk omkring os, og at de kommunikerer med Tenjen (det giver mig håb for, at vi vil blive hjulpet). Der bliver heldigvis også råbt på mig. “Julie! Julie?”. Det foregår på hyolmo, stort set det hele, så jeg ved ikke, hvad der sker. Men jeg kan høre bekymrede stemmer og gråd.

Jeg befinder mig i et vekslende stadie af panik og et andet, hvor jeg prøver at berolige mig selv, så jeg skiftevis råber ting som “help, please help me, heeeelp me” og har perioder, hvor jeg prøver at trække vejret langsomt og lukker øjnene. Det handler om tålmodighed, de skal jo nok få mig ud før eller senere, prøver jeg at berolige mig selv. Jeg mærker også, at det klart er sidstnævnte metode som er bedst for mig, men det er altså lettere sagt end gjort at vise ‘grace under pressure’.

Jeg har ingen fornemmelse af, hvor længe jeg er under murbrokkerne, men efter noget tid bliver det heldigvis lidt lysere, da de har fået fjernet noget foran mig. Det gør mig mere ivrig og desperat for at komme fri, så jeg råber igen, om de ikke nok vil få mig ud, og at jeg er her. Jeg græder stadigvæk. Mændene og de unge mænd arbejder på fuld kraft for at grave os fri. Jeg fandt aldrig ud af, om de alene brugte håndkraft.

På et tidspunkt mener jeg, at jeg ser en silhuet af bedstemoderen. De får hende fri af stenene, men jeg tror, at jeg ser hendes ansigt, stort og opsvulmet, mindst i den ene side. Hun er ramt. Jeg når også at tænke, imens jeg sidder fast, “gad vide om jeg er såret?” Mine ben gør virkelig ondt. Vil jeg mon blive lam efter det her?

Alligevel er det ikke så forfærdeligt, siger jeg til mig selv. Hvis bare jeg overlever, er jeg lykkelig. Jeg er stadigvæk i live, jeg er så heldig. Jeg tænker også på min søde nabo Edel derhjemme, som er i gang med et genoptræningsforløb af sin ene fod og ene hånd. Måske jeg skal noget lignende – jeg er okay!

(Der kom lige et to sekunder kort efterskælv i skrivende stund. Min puls stiger, det gør den hver gang, der er efterskælv.)

Jeg kan nu fornemme, at Tenjen er fri, eller også ser jeg det, det kan jeg ikke huske. Jeg har også kommunikeret med Khendo. Mændene begynder at få fri dertil, hvor jeg sidder fast. Det gør mig ivrig, og jeg prøver igen forgæves at komme fri, men opdager, at det er bedre at lade være, da det synes at gøre mere ondt end gavn.

De kommer tættere og tættere på mig, og min puls stiger. Det er så rart at se lyset og ansigter. De kan ikke trække mig fri og må have løsnet en masse bag mig, så jeg kan komme op uden at komme til skade. Denne proces resulterer i, at en masse støv og sten falder ned. Jeg får en trøje til at putte i munden, så jeg ikke sluger endnu mere støv, end jeg allerede har gjort.

Jeg hviler hovedet mod mine hænder, mens de arbejder. Jeg kan ikke hjælpe dem alligevel. Jeg ser noget rødt på min arm og tror først, det kommer fra min mund. Det viser sig senere, at det kommer fra huden over mit venstre øjenbryn. Jeg kan mærke og se på blodet, at der er gået hul.

Da de endelig får mig ud, er det fantastisk. Det skete virkelig! En masse tanker nåede at cirkulere rundt i mit hoved inden da. Overraskende få om andre mennesker, men mest om mig selv og om, hvorvidt jeg ville klare den. Mon det er, hvad der kaldes overlevelsesinstinkt? Jeg nåede da også at overveje, om det her mon blev enden for mig, så er mere end taknemmelig og lykkelig over, at jeg i dag er i live. Jeg tror også, at jeg folder hænderne og beder en bøn til Gud, eller hvemsomhelst, som er deroppe eller derude, som kan hjælpe mig.

Mit håbløse bud på, hvor lang tid jeg sad der, er tyve minutter, har jeg fortalt nogle. Måske mere, måske faktisk kortere tid. Jeg aner det ikke, men jeg ved, at det føles som meget længere tid, end der i virkeligheden går, når man selv er bange, i smerte og i panik.

Da jeg kommer ud, bærer de mig væk fra murbrokkerne og i “sikkerhed” på en plæne uden huse i nærheden til at falde ned over os. Jeg ser, at Khendo og Tenjen er der. Gudskelov er de begge i god behold. Tenjen har også fået nogle knubs, men han lever trods alt! Det er desværre mere, end jeg kan sige om bedstemoderen.

Jeg fornemmer hurtigt, at noget er helt galt. Så mange græder og er i smerte. Jeg bliver placeret på græsset, og en dame sidder i skrædderstilling bag mig og støtter mig. To damer begynder også at give mig noget medicin på såret i ansigtet og duppe det med nogle blade. Ikke langt fra mig ligger bedstemoderen på jorden. De er ved at putte tæpper over hende, men hendes mand kan ikke få sagt farvel. Jeg får øjenkontakt med Khendo, som græder, og nu stiger tårerne også i mig igen. “I’m so sorry,” er alt, jeg kan få sagt.

De venter med mig i noget tid, i håb om, at mit ben vil få det bedre, men jeg kan ikke gå eller rejse mig. Så nogle af de unge mænd fra landsbyen må bære mig som piggy back på skift til et fladt sted et stykke fra byen, hvor der ikke er huse og træer til at falde ned over os, hvis endnu et jordskælv skulle opstå. Da vi drager væk fra byen, er familien ved at bygge en båre til deres nu afdøde familiemedlem.

De lokale er virkelig overlevere, selvom de jo ikke er vant til dette. De skærer nogle store grene over, snitter dem skarpe og hugger dem med håndkraft ned i jorden. Nogle havde medbragt en stor presenning og bum, så stod der et havetelt, vi kunne slå lejr i.

Vi var omkring 40 i teltet den nat, samt den døde bedstemor, som de lavede et alter for nede i enden af teltet. De, der havde en shop og derfor et lille lager, havde bragt mad med, så der var kiks, og til den sene aftensmad var der ris.

Det var en lang nat, og vi sov meget lidt. Det meste af natten var der også lys i teltet, og lamaerne (munkene) sang sange og messede for den døde og ringede med en klokke.

Jeg havde det jo fint nok, men jeg var meget bekymret for, at alle derhjemme bekymrede sig alt for meget, og denne tanke gjorde mig ufatteligt ked af det, og jeg følte mig alene. Jeg vidste heller ikke, om Amalie var okay, da vi jo var adskilt, men fik heldigvis at vide, at alle i Sermathang var all right, men at husene var fuldstændigt ødelagte og ubrugelige.

Næste formiddag havde Dhindup (Amalies og min kontaktperson i Sermathang, ven og bonusfar siden første dag) begivet sig helt over til vores lejr fra Sermathang sammen med tre mænd og en båre for at fragte mig i sikkerhed. Der var dog chance for, at en helikopter ville komme senere den dag for at samle Tenjen og mig op på dette sted, så Dhindup vælger at blive hos mig og sender mændene tilbage. Han synes dog, at vi skal flytte mig til et sikrere sted, da lejren ligger som det sidste lige inden en skrænt, og synes ikke, det er sikkert.

Han har knap nok set dette, før vi er nødt til at flytte os med det samme. I horisonten ses en støvet masse. “Landslides,” siger han. Foran os begynder terrænet at smuldre ned mod jorden, og vi må af sted med det samme! Flere fra lejren begynder at flygte opad. Vi er på en bjergside, og det er vores eneste chance.

Jeg må op på ryggen af Dhindup, da jeg endnu hverken kan gå eller stå på mit højre ben, og da det tager for lang tid, hvis to skal bære mig på båren. Vi er ikke kommet langt op og har sat os ned, da min frygt atter vender tilbage. Et nyt jordskælv, ikke som den forgangne dag, men større end de andre efterskælv, begynder.

Jeg bliver bange. Nogle af de gamle damer råber bange op. Jeg når at tænke, at måske klarede jeg den en gang, men nu er mit held måske sluppet op. Jeg var bare så tæt på at være kommet med den helikopter.

Jeg prøver, at kæmpe mig hen til er træ at holde fast i, men det er hårdt og smertefuldt. Til alles store lettelse varer det ikke så forfærdelig længe, og ingen kom til skade. Falsk alarm. Vi er dog stadigvæk bange og i beredskab, og hele lejren må flyttes så langt væk som muligt. Vi flytter os opad og opad, og jeg sidder stadigvæk på Dhindups ryg, men det begynder at være virkelig hårdt for ham. Han spørger flere gange, om jeg kan gå selv, og det kan jeg bare på ingen måde.

Efter lang tids slid og slæb slår vi endelig lejr. Alle kom sikkert væk fra det gamle sted. Efter en times tid kommer helikopteren, og jeg må igen slæbes af sted på ryggen af flere forskellige mænd (fantastisk med al den hjælp). Nogle løber i forvejen og prajer den. Er stadigvæk lykkelig for, at han fik øje på os, selvom at vi havde forladt det aftalte sted. Det lykkes, og jeg kommer med en masse hjælp ind at sidde i helikopteren. Men det er kun mig, der må komme med. Ikke engang Tenjen anses som såret nok.

Det var med blandede følelser, da vi lettede. Jeg følte mig tryg nu, men der var stadigvæk 40 mennesker eller mere, allesammen samlet på et meget usikkert sted. “Are you all right?” spørger piloten og fortsætter: “Now we got to pick up people almost dead”. Vi flyver op, og jeg vinker og sender kindkys til min nepalesiske familie og venner og redningsmænd og overvejer, om det mon er vores farvel.

Jeg ser med det samme ødelæggelse over det hele, næsten alt er faldet sammen. Huse af træ, som har stået der før, er nu store bunker af pindebrænde. Vi lander det sted, hvor vi skal have resten af helikopteren fyldt op. Der er mange mennesker, og vi ender med at være otte i alt, i et fartøj, der normalt fragter fem.

En kvinde ligger hen over mig og en anden passager. Begge ben er spændt op med diverse ting for at støtte. Et stykke træ, en fodboldbenskinne og hvad de ellers havde. Hvis jeg laver den mindste bevægelse, vil hun skrige højt. Jeg har aldrig siddet så stille før.

På gulvet ligger en kvinde i noget, der mest af alt minder om en stor pose. Der kom mange fluer sammen med hende, og hun siger ingenting under hele turen. Jeg ved ikke, hvordan hun præcist er ramt, men det er uden tvivl meget alvorligt, sikkert den af os, der er værst ramt.

Jeg har det atter meget blandet med at sidde i helikopteren. Ingen kan se, at jeg ikke kan bevæge mit ene ben, så alt, der er synligt, er et lille tørklæde om mit hoved, som bandage for en mindre skramme. Da jeg kommer ned på hospitalet, kørt et lille stykke fra helikopteren med ambulance, føles det mere rigtigt, da de begynder at undersøge mig. Jeg føler nu, at jeg var berettiget til at komme med helikopteren.

Jeg er nu på et andet hospital, som er mindre travlt. Har haft besøg af folk fra den danske ambassade, af Nima og hans bror Tshirring og af Amalie. Jeg har det godt og får hjælp af sødt personale. Jeg er virkelig ved godt mod. Og der arbejdes på højtryk på at få Amalie og mig hjem hurtigst muligt.

Alt i alt har jeg været meget mere end heldig og er dybt taknemmelig for alle mine redningsmænd og -kvinder. Jeg havde ikke klaret den uden jer.

Den største tak til de lokale, som gravede mig fri af murbrokkerne, og til de søde damer, som rensede mit sår og forbandt det. Tak til de unge mænd, der bar mig fra ulykkesstedet. Tak til alle, der var med i teltet den aften og støttede mig. Tak til Dhindup for at komme, så jeg ikke skulle føle mig alene, og for at bære mig væk, da det igen brændte på.

En stor tak til dem, som gjorde et stort arbejde med at få fat i en helikopter, både fra Sermathang og Premang, fra Kathmandu, men i særdeleshed også hjemme fra Danmark af. Tak for besøgene på sygehusene. Tak til de søde frivillige på Teaching Hospital og især den søde, svenske sygeplejerske, som blev min redning og min bedste ven de to første dage i Kathmandu. Og tak til alle, der har sendt hilsner og tanker til mig. Det varmer ufattelig meget.

Tak for at have læst med. Vil du hjælpe mig yderligere, så kan du gøre mig endnu mere taknemmelig, end jeg allerede er, ved at hjælpe menneskerne i Sermathang. De har brug for det.