Grøn energi får unge i arbejde

Gennem grøn aktivering hjælper organisationen Green City Force socialt belastede unge fra New York med at finde deres plads på det amerikanske arbejdsmarked.

Green-City-ForceFra venstre: Lawrence Harris, Kevin Gonzalez, Lisbeth Shepherd, Turney Wright og Melissa Ruiz.

Skjult bag et altomsluttende bygningsstillads i Brooklyn, New York, ligger en tidligere laboratoriebygning. De lange gange som før blev brugt til medicinproduktion er nu fulde af hippe, økologiske køkkener.

På ottende etage ligger et lille travlt kontor, der siden 2009 har huset organisationen Green City Force. Stifteren er Lisbeth Shepherd. Inspirationen fik hun fra sine oplevelser, når hun hver sommer besøgte sin danske familie i Struer, og forholdene i hendes egen hjemby, New Haven, blev sat i perspektiv:

“Det at vokse op som hvid amerikaner i et område som New Haven og så tilbringe mine somre i Danmark, et land med et så stærkt socialt sikkerhedsnet, gjorde, at jeg tidligt blev meget opmærksom på et stort svigt i det amerikanske system,” forklarer hun.

Ønsket om at gøre noget ved den sociale ulighed blev hurtigt kombineret med et stort engagement i klimadebatten.

Talentet i de udsatte boligområder

“Medlemmerne af Green City Force oplever de negative konsekvenser af klimakrisen meget voldsommere end resten af samfundet,” forklarer Shepherd.

I New York City er der omkring en halv million mennesker, der bor i almennyttige boliger ejet af regeringen og forbeholdt folk med en lav indkomst.

“De døjer med svær astma og er generelt udsat for store mængder giftstoffer og forurening,” fortæller Lisbeth Shepherd.

Det skyldes, at de almennyttige boliger oftest er placeret tæt på steder, hvor der er deponeret giftigt affald, lossepladser og stærkt trafikerede motorveje.

På baggrund af samtaler med de unge i de almennyttige boliger udviklede Lisbeth Shepherd i 2009 Green Energy Force.

“Vi tænkte: Hvordan kan vi skabe en sammenhæng mellem det talent, vi ser hos beboerne i boligområderne med almennyttigt byggeri, hvor der er en meget høj arbejdsløshed blandt unge, og alle klimamålene om at gøre bygninger mere energieffektive, gøre sund mad mere tilgængelig, reducere udledningen af drivhusgasser og ændre folks generelle adfærd?”

Mere end et arbejde

“Vi har ikke så mange valgmuligheder, som jeg ser det. Jeg var lige kommet ud fra fængslet, og jeg ledte efter noget at tage mig til,” fortæller den 23-årige Turney Wright.

“Jeg forelskede mig i missionen, i budskabet. At se folk give tilbage. Du ser folk hjælpe andre til at forbedre sig, og de forventer ingenting til gengæld.”

Han er iført den brune uniform med Green City Forces logo på brystet. Han gennemførte et seksmåneders program i energikorpset og sidder nu i en ledende stilling, hvor han hjælper korpsmedlemmer og holdledere.

“Da de tilbød mig jobbet, tænkte jeg, at det var oplagt for mig. For jeg kommer fra området, og jeg forstår nu, hvad det hele handler om.

Turney
Turney Wright, 23 år

To spor – ét budskab

Programmet er bygget op om to spor. Det ene er energikorpset, der med sine 50 unge medlemmer er det største af holdene. Energikorpset har samarbejdet med cirka 5.000 mennesker, siden programmet startede i 2009.

“De (medlemmerne af energikorpset, red.) går fra dør til dør og rækker ud til beboerne i de almennyttige boliger og siger: ’Jeg vil bede dig om at overveje at ændre dit forbrug og bruge mindre strøm i dit hjem. Lad os snakke om, hvordan du kan gøre det,’” forklarer Lisbeth Shepherd.

Det andet spor er byhavekorpset, der i samarbejde med boligmyndighederne i New York City driver seks byhaver i almennyttige boligområder.

“Korpset etablerer haven og underviser samtidig beboerne i området, så de med egne øjne oplever forandringen og forstår, hvordan de skal deltage i arbejdet med haven,” fortæller Shepherd.

De to korps samles én dag om ugen til undervisning i Green City Academy, og her får de indsigt i vilkårene på arbejdsmarkedet, hvilket sætter dem i stand til søge de grønne job.

Jord under neglene

“Jeg havde besluttet mig for at ændre mit liv drastisk,” fortæller 20-årige Kevin Gonzalez om årsagen til, at han gik ind i Green Energy Force.

“Jeg blev en del af landbrugsholdet. Her lærte jeg alt fra at arbejde med kompost til at dyrke grøntsager, og jeg endte med at have en ledende rolle i oprettelsen af den første byhave ved et almennyttigt boligbyggeri i New York,” fortæller han.

“Jeg tror, vi har høstet over 3.000 tons mad. Det føles godt, fordi man får lov til at give noget tilbage til beboerne i sit område. Vores arbejde i byhaverne giver dem også et sundere alternativ.”

Byhaverne varierer i størrelse fra 2.000 til 8.000 kvadratmeter. Korpsmedlemmerne samler input fra beboerne omkring valg af afgrøder.

Undervejs i deres arbejde laver de havearbejde for lokale skoler. Når afgrøderne skal fordeles, sker det via en bytteordning, hvor beboerne bytter kompost for friske grøntsager.

For Kevin Gonzalez blev arbejdet hos Green City Force startskuddet til en mere målrettet tilværelse:

“Programmet har givet mig mere drivkraft og engagement,” siger han ivrigt og understreger, at han er sikker på, at han vil fortsætte sit arbejde for de grønne visioner.

Kevin
Kevin Gonzalez, 20 år

Udfordret, men optimistisk

Green City Force har indtil videre uddannet 300 unge, og hele 80 procent af dem er nu enten i arbejde eller under videreuddannelse.
Alligevel erkender Shepherd, at der er store udfordringer forbundet med at drive en organisation med en profil som Green City Forces.

“Bare det at skulle møde ind på kontoret hver dag er for mange en udfordring. Det kræver et konstant fokus fra vores side at se, hvordan vi kan samarbejde med vores korpsmedlemmer og løse problemerne i fællesskab.”

Derudover kan organisationen ikke nå målet om at få sine unge medlemmer beskæftiget i grønne job uden den rette, udefrakommende hjælp:

“I USA er drømmejobbene inden for grøn omstilling stadig meget afhængige af offentlige tilskud – det er i høj grad et spørgsmål om politik,” understreger hun.

Men selv om organisationen hele tiden må holde et vågent øje med de beslutninger, der bliver taget oppefra, ser Shepherd grundlæggende optimistisk på fremtiden:

“Mennesker kan samarbejde, det kan robotter ikke. Derfor tror jeg, at det, vi skaber ved at kombinere jobtræning og konkret udvikling af projekter og menneskelige kvaliteter, er meget lovende.”