“Fremtidens journalistik er ikke regimets. Den er vores.”

Pressefriheden i Jordan er udfordret. Efter selv at have oplevet regimets begrænsninger som journalist, har Nidal Mansour besluttet at gøre det til sin sag at forsvare journalister og kæmpe for mediernes muligheder i arabiske lande.

I 1994 var journalisten Nidal Mansour 32 år og arbejdede på en ugeavis, hvor han afslørede 13 tilfælde af aids. Nogle af tilfældene var at finde i militæret, så den historie ønskede Jordans sikkerhedstjeneste, GID, ikke skulle sprede sig. Derfor prøvede de, stik imod loven, at tvinge Nidal Mansour til at udlevere sine kilder.

”De ringede fra militæret. Bad mig høfligt om at drikke kaffe med dem. Da jeg ankom til sikkerhedstjenestens hovedkontor, fik jeg at vide, at jeg skulle udlevere mine kilder til dem. Jeg forklarede dem, at loven forsvarede mig. At de ikke havde ret til at tvinge mine kilder ud af mig. Så arresterede de mig og satte mig bag tremmer,” erindrer Nidal Mansour.

Tre år efter lukkede regeringen med en ny presselov 13 kritiske aviser samtidig med, at man hævede prisen på den licens, der var nødvendig for at etablere en ny avis, til 400.000 dollars. Det blev altså stort set umuligt at starte en ny avis.

”Dengang var der en del uafhængige aviser, der kritiserede regimet, og dem ønskede man at lukke munden på,” siger Mr. Nidal Mansour, der i dag er 55 år.

Han kigger tænksomt ud i rummet. Forsvinder et øjeblik til et helt andet sted end sit kontor, der ligger i læ for den hektiske trafikstøj i Jordans hovedstad, Amman. Sollyset sniger sig ind gennem de små vinduer, oplyser de mange planter og afslører støv på de robuste, mørkebrune møbler. Bønnen lyder udenfor. Nidal Mansour retter på sit jakkesæt, slår armene ud i en pludselig bevægelse og fortsætter:

”Der fandtes ikke nogen som helst, der kunne tage mediernes parti. Ingen kunne forsvare journalisterne!”

For 23 år siden var det Amnesty Internationals gentagne henvendelser til den jordanske regering og Kong Hussein, der fik Nidal Mansour løsladt fra fængslet. I dag bruger han sine erfaringer som formand for Center for Defending Freedom of Journalists (CDFJ), som han har grundlagt sammen med en række kolleger.

Her kæmper de for pressefrihed og mod journalisters selvcensur i ti arabiske lande, inklusive Jordan. I praksis tilbyder CDFJ journalister, at de gratis kan blive forsvaret af organisationens mediespecialiserede advokater, hvis de skal for retten, ligesom organisationen laver workshops i kvalitetsjournalistik og giver undervisning i journalisters rettigheder.

”Journalister og redaktører er bange,” siger Nidal Mansour.

“De vil ikke betale bøder eller komme for retten på grund af noget, de har skrevet. Tabubelagte emner som religion, seksualitet eller kritik af regeringen er ofte det, der kan få regeringen til at køre en sag mod dig. Det er ikke altid, de peger på en specifik lovovertrædelse – ofte handler det om politik.”

Aktivistattituden

I 2015 var der omkring 11 arrestationer af jordanske journalister, der også ofte bliver fysisk angrebet. Når CDFJ dokumenterer det i deres rapporter, oplever de stor modstand.

Nidal Mansour fortæller, at regeringen ikke kan lide rapporterne, og at det ofte sker, at regeringen udnytter medier, der er villige til at gå imod CDFJ, selvom organisationen beskytter alle journalister. Regeringen overtaler med økonomiske midler journalister og redaktører til at lave artikler mod Nidal Mansour eller CDFJ for at svække organisationen.

Men Nidal Mansour understreger, at CDFJ ikke tager sig af rygterne. De tager sig ikke af smædekampagnerne. De fortsætter.

Formanden knytter sin store hånd, mens han snerper munden sammen og nikker beslutsomt.

”I mit liv har jeg fået meget kritik og mange klager. Man betaler en pris, når man arbejder for journalisters rettigheder i arabiske lande,” siger han.

Ifølge Nidal Mansour har han ikke andre valg end at arbejde for det, han tror på.
“Det her er vores vej. Der er ingen anden vej.” Han taler pludselig meget højt.

Pressefrihedsaktivisten har et håb om, at hans organisation kan overbevise regeringen i Jordan og andre lande om, at ytringsfrihed er en del af et værdigt menneskeliv – at ytringsfrihed er en menneskeret.

”Aktivisme er min attitude. Jeg kan ikke leve som et menneske, der skriver det, et regime vil høre. Jeg vil gøre en forskel”.

Han nævner sociale medier som et hjælpemiddel til at skubbe pressefrihed og ytringsfrihed fremad i arabiske lande. For hvordan vil en regering arrestere tusindvis af mennesker, der har delt en post eller følger en blog? Uanset hvad der sker, er der altid en vej til at få budskabet ud, mener han.

”Fremtidens journalistik er ikke regimets. Den er vores. ”

Med et frydefuldt udtryk i ansigtet læner Nidal Mansour sig tilbage i lænestolens bekvemmelighed. Om et kvarter vil han fortsætte kampen for pressefrihed i arabiske lande.