Brexit-frontsoldat står vagt om udmeldelsen

Universitetslærer og aktivist, Paul Stott, var med til at vinde Brexit-afstemningen den 23. juni 2016. Kampen blev vundet med stor indsats på gaden, hvor leave-kampagnen ’took back control’.

Efterårssolen luner parken St. George’s Garden, hvor vi denne morgen har samlet os i en rundkreds. Stærkt præget af de seneste dages følelsesladede, pro-EU beretninger fra inkarnerede ’remainers’ sidder vi alle klar, farvet af fordomsfulde forventninger til modparten. Vi skal endelig møde en ’leaver’.

En opløftet mand krydser parkens græsareal og møder os med et fast håndtryk. Han placerer sig på bænken med computeren i skødet: ”Hello, I’m Paul Stott”.

Som han sidder der iført sine tunge, læderbrune Dr. Martens betvivler ingen hans rolle som aktivistisk frontsoldat i den politiske debat. Kampen om udmeldelsen udspillede sig blandt andet i en lille provinsby nær Leicester, syd for London, hvor Stott bor. I byens gader udbredte han op til afstemningen sine tre primære mærkesager: Et selvstændigt Storbritannien, en uafhængig økonomi og en strammere grænsekontrol. Den sidstnævnte åbner dog op for paradokset i, at Paul i en ung alder mødte sin afrikanske kone, der immigrerede til England.  Hende vender vi tilbage til senere.

Svigtet af EU

I 1975 stemte Storbritannien sig ind i den økonomiske union, European Economic Area (EEA), som sikrede frihandel mellem de europæiske lande. Til trods for, at EEA oprindeligt udelukkende var en økonomisk aftale, udviklede unionen sig til EU, der mere vidtgående end det oprindelige mandat givet af vælgerne bandt Storbritannien til en række traktater af både økonomisk og politisk karakter.

Den opløste aftale og det manglende tilhørsforhold til unionen er med til at forklare tendensen til, at den ældre generation i juni 2016 overvejende satte deres kryds ved ’leave’.

De ældre medborgere skal ifølge Paul Stott og Leave-kampagnen mødes, hvor de er. Dørklokkerne skal kime og vælgerne ses i øjnene – ”door to door, face to face”.

Pauls blik blivemere intenst, mens han fastslår sin agenda. En diskussion på Facebook eller Twitter er ekskluderende for hans primære vælgerskare, og den retoriske krig er lettere vundet ved en samtale end via skærmen.

London er overbooket

Paul Stott og andre ex-londonere har gennem de sidste årtier oplevet en udvikling i både befolkningstal- og sammensætning.

”Everybody wants to live in London,” siger han, og et vemodigt blik skimtes bag tilfredsheden med resultatet.

London havde tydeligvis en plads i Stotts hjerte, men af økonomiske årsager måtte han opgive og forlade basen – det blev for dyrt for universitetslæreren og hans familie. London er ikke længere for den gennemsnitlige brite, men for overklassen – den økonomiske, uafhængige elite.

Den skærpede grænsekontrol skal i fremtiden sikre en mere homogen befolkningssammensætning, hvilket Paul ønsker skal ske ved en skarpere sortering af indvandrere:

”Rather an educated woman than an uneducated, young man”. Denne mærkesag falder i god jord hos Stotts kernevælgere, der deler hans skepsis over den stigende, massive indvandring og dens konsekvenser.

En uvis fremtid

”Derfor er der brug for en grænse, som briterne kan styre. Det handler ikke om at lukke for al trafik, men alle succesfulde nationer har grænser,” siger Paul Stott.

Med nymarkerede grænser og genvundet kontrol bliver Storbritannien atter en selvstændig nation. Fremover vil antallet af tilkommende immigranter altså blive begrænset, men hvad med de indvandrere, som allerede bor og lever i Storbritannien?

Én af disse indvandrere er som nævnt Paul Stotts egen kone.  Da grænserne var åbne, var kontakterne på tværs af Europas lande ligeså. Og selvom Stotts kone ikke er flyttet til fra et europæisk land, er hans familie et resultat af grænseoverskridende kærlighed.

Vil den kommende Brexit-generation, nu hvor Storbritannien har stemt for selvstændighed og imod det europæiske fællesskab, få sværere ved at finde kærligheden ude i verden?