Mellem to verdener

Vi er tre elever fra Krogerup Højskoles Verden Brænder-linje, hvor vi beskæftiger os med politik, globalisering og samfundsstrukturer. På vores studietur har vi rejst i Myanmar og Thailand i en måned og har tilbragt to døgn hos burmesiske migrantfamilier i Thailand, som har bidraget til denne artikel.

30 kilometer uden for den thailandske by Mae Sot ligger byen Kye De Koh, Phoppra Township.

Byens indbyggere er primært burmesiske arbejdsmigranter. De fleste kommer fra den nærliggende region, Karen State, som ligger lige på den anden side af grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Grænsen er kun markeret af Moei River, som skærer landskabet i to og skaber en følelse af at være utrolig tæt på den burmesiske hovedstad. Men samtidig er eksilburmeserne utrolig langt fra det land, som de alle føler et tilhørsforhold til. Det land, mange ønsker at vende tilbage til, når det er blevet modent til at skabe ordentlige økonomiske vilkår for alle borgere.

De seneste dage har vi boet hos tre forskellige burmesiske familier i byen, alle med den samme fortælling om ønsket om et bedre liv og bedre løn på den thailandske side af grænsen.

Midt på en tørlagt rismark, i en bambushytte hævet halvanden meter over jorden, bor mor, far, en pige på ti år og en dreng på to. Moren har en lille madbiks ved det nærliggende marked ved Tharak Waterfall, og faren arbejder på en rismark ejet af en thailandsk bonde.

Lidt længere nede ad vejen bor mormor, hendes yngste sønner på 20 og 15 år og hendes syvårige barnebarn. De bor i en lille bambushytte på cirka tre gange syv meter, sammensat af ståltråd og plastikreklamer, og de deler toilet og husdyr med de få omkringliggende huse.

Burma3
I Kye De Koh bor de tæt, og på billedet er Signe og Marias værtsfamilie, som alle sammen bor i den lille bambushytte. 

Ude ved byens hovedvej bor farfar og farmor og deres 31-årige datter. I huset ved siden af bor deres søn med sin familie. Huset ligger ud til en blomstermark i fuldt flor, som sønnen ejer. Det meste af året arbejder bedsteforældrene i sønnens blomstermarker, men i sommerferien arbejder farfaren på en vandflaskefabrik.

Fælles for alle familier er, at de alle er karenere, der for næsten 20 år siden er migreret hertil. Deres børn og børnebørn er opvokset som eksilburmesere så tæt på, men alligevel så langt fra deres eget land.

Burma4Laura sammen med sin værtsfamilie. Her er tre generationer samlet i familiens stue, hvor de nyder den sidste aften sammen med deres danske gæst. Foto: Alberte Hjorth Duus

Finder sig i elendige arbejdsforhold

De tre familier er migreret til Thailand med håbet om en lysere og mere økonomisk sikker fremtid. I Thailand er gennemsnitslønnen for burmesiske arbejdsmigranter 150 baht om dagen, hvilket svarer til 30 danske kroner, mens gennemsnitslønnen i Myanmar er 100 baht om dagen, altså 20 danske kroner. Derudover er leveomkostningerne lavere i Thailand end i Myanmar, hvilket tilsammen gør det profitabelt at rykke rødderne op.

Alligevel kan migration være et hårdt valg. De burmesiske migrantarbejdere bliver groft udnyttet af grådige arbejdsgivere fra både Thailand og udlandet.

Selv om den thailandske mindsteløn er sikret ved lov og er 300 baht om dagen, får burmeserne altså kun halvdelen. Men kun få af dem kender deres rettigheder, som ellers blandt andet tæller muligheden for at organisere sig i thailandske fagforeninger.

Forskellen i sproget mellem arbejdsgiver og arbejdstager skaber for mange burmesere problemer med at forhandle vilkår på arbejdspladsen, ligesom burmeserne ifølge thailandsk lov ikke må etablere deres egne fagforeninger.

Mange har heller ikke papir på deres status i Thailand, og det gør det let for skrupelløse arbejdsgivere at true dem med hjemsendelse.

Burma5Huset, hvor Lauras værtsfamilie bor. De lever af indkomsten fra de blomster, som de dyrker på marken ved siden af huset. Foto: Laura Skotte Wied 

Migrantarbejderne er således sårbare over for udnyttelse og elendige løn- og arbejdsforhold. Ofte er de konstant bange for at blive fyret og arbejder over 12 timer om dagen. Oveni oplever de, at mange fattige thaier synes, at de stjæler deres arbejdspladser. Og hvis de vil hjem til Myanmar for at besøge familie og venner, er det nærmest umuligt for dem at krydse grænsen.

At mange alligevel vælger at tage arbejde i Thailand vidner om den skrøbelige situation i deres hjemland. Et land, som på trods af den demokratiske udvikling, det er i gang med, stadigvæk har lang vej igen, før det kan tilbyde sine borgere konkurrerende arbejdsvilkår og levestandard.

Tid som uendelig ressource

Tilværelsen i Thailand er hverken nem eller særligt sindsoprivende. Livsstilen i det asiatiske land generelt vidner om en helt anden tidsforståelse. Mens vi danskere har tendens til at stresse rundt, så snart vi har fri fra arbejde, har de burmesiske migrantarbejdere et meget anderledes forhold til tid.

Før og efter arbejdsdagen styrter familierne ikke rundt for at nå alverdens ærinder, men går i en slags døs af afslapning, madlavning og generel husholdning i den 40 grader varme siesta midt på dagen. Særligt nu, hvor det er sommer, og der derfor ikke er brug for arbejdskraft i landbruget – en industri, der ellers beskæftiger mange af de burmesiske migrantarbejdere.

Modsat danskerne, som altid synes at mangle timer i døgnet, virker det til, at burmeserne føler, at døgnet har nok timer. Mens danskerne mangler tid til aktiviteter, stresser de burmesiske migranter ikke over den samme forståelse af tid som en mangelvare. For dem er tid snarere en ressource, som man ikke nødvendigvis behøver at prioritere.

Nu har de nu engang fået givet 24 timer i døgnet, og selvom vi som forkælede danskere kan synes, det virker døsigt, kan vi helt sikkert også lære noget af burmesernes måde at omgås hinanden og deres familie på.

Burma1Signes værtsmor og hendes veninde slapper af med betel og hyggesnak i eftermiddagsheden.
Foto: Signe Carlsen

Døre og vinduer står altid åbne, og fra tidlig morgen til sen aften smutter familie og venner ind og ud med armene fulde af børn, mad eller grin og knusere, der venter på at blive givet.

Det er helt almindeligt, at familierne bor flere generationer sammen eller side om side som naboer, hvilket forstærker fornemmelsen af, at man som udlænding er velkommen i samtlige huse i nærheden, også selv om man ikke kender sproget. De omkringliggende burmesiske familier opfatter det ligeså meget som et fælles besøg, som et besøg hos den konkrete familie, som vi var indlogeret hos.

Drømmen om at vende hjem

”Jeg håber, at mine børn og børnebørn kan få en uddannelse og skabe et bedre liv for dem selv,” siger Nadi, mor til seks børn og flere børnebørn.

Det er en fremtidsdrøm, som mange af burmeserne har. En drøm, der ligner de drømme, de fleste forældre har for deres børn, på tværs af landegrænser og sprogforskelle.

Mange burmesiske migranter er lige nu fyldt med både håb og magtesløshed. De følger den politiske udvikling i Myanmar, som lige nu er præget af et spirende demokrati og håb for fremtiden. Men de er også frustreret over at være fanget i et land, som de ikke ønsker at høre til i på længere sigt, men som de er nødsaget til at blive i lige foreløbigt. Dels på grund af mangel på arbejdspladser i Myanmar, dels på grund af omkostningerne ved at rykke op igen og skifte land endnu en gang.

Burma-ekstraSøndag var det burmesisk nytår – Songkran – og derfor mødtes familiemedlemmerne festklædte tidligt om morgenen for at begive sig op til den nærliggende pagode og bede.