Alt det 'lort', vi køber

Fra finanskvarteret og skyskraberne på Manhattan til hipsterkvarteret Williamsburg – Stop’n’Swap er over hele New York. Genbrugskonceptet er udviklet af non-profit-organisationen GrowNYC, og går ud på, at man afleverer sine brugte genstande og går på jagt i andres. Det er gratis, og der er ingen regler for, hvor meget man skal aflevere, og hvor meget man kan tage med sig.

En gymnastikhal i Queens summer af liv. Menneskemylderet nærmer sig det klaustrofobiske, mens vi sluses ind i en verden af tøj, bøger, VHS-bånd og aflagt elektronik. Alle tingene er kommet indenfor den sidste time. Det er nemlig de besøgende, der har taget det hele med. Bøjlerne bliver kastet op på de kraftige jernstativer, det meste rives ned igen sekunder efter. IKEA-poser og kufferter bliver fyldt med genbrugsguld. Det er søndag formiddag, klokken er kun lidt i tolv. Dørene til arrangementet er næsten lige slået op, hallen er allerede fuld af mennesker. Vi befinder os midt i genbrugselskernes anarkistiske slaraffenland.

Nærmer sig målet

Hvad der umiddelbart syner af kaos, skal vise sig at være velorganiseret. Ved indgangen til gymnastikhallen er tyve frivillige og to fuldtidsansatte i fuld gang med at sortere de store plastikposer fyldt med genbrugssager. De er alle iklædt grå T-shirts med GrowNYC-logo, der gør det nemt at adskille frivillige fra fremmødte. Blå gummimadrasser er rejst for at markere området, hvor gamle genstande skal afleveres.

Ved en lille infostand møder vi Jon Klar, der klør sig i sit store, mørke fuldskæg og præsenterer sig imødekommende som GrowNYC’s ’recycling outreach coordinator’. Om sit arbejde med Stop’n’Swap fortæller han:

»Vi afholder arrangementer som dette for at få folk til at tænke på alt det, undskyld mit sprog, lort, som vi alle sammen ejer og bruger. Tingene kan godt få en ny plads i samfundet, samfundet kan bruge dem igen. Det er det, der er tanken bag dette arrangement.«

Det er tre år siden, at det første Stop ’n’ Swap blev afholdt, og siden er populariteten steget. Under interviewet bliver Jon Klar jævnligt afbrudt af de såkaldte ’recyclers’. Nogle spørger, hvor deres ting skal afleveres. Andre når ikke at sige noget, før Jon læser deres tanker, smiler venligt og peger til venstre: »Drop-off er derovre.«

Han nikker stolt, da vi spørger ham, om arrangementerne altid har været så populære: »Det er helt klart vokset. Vores mål er at afholde et arrangement i hvert distrikt årligt. Der er 59 distrikter i byen. Vi vil gerne afholde et Stop’n’Swap i hvert distrikt en gang om året. Dét antal er vi ikke oppe på endnu. Vi er oppe på omkring 30-40 distrikter, så vi nærmer os målet. Vi er faktisk ret tæt på.«

Million-dollar-homes møder lejelejligheder

At Stop’n’Swap-arrangementerne flytter rundt mellem byens områder betyder, at der er stor demografisk forskel på de fremmødte i de forskellige kvarterer:

»Nogle gange er vi steder, hvor der er mange ting, men ingen mennesker. Nogle gange er der mange mennesker, men næsten ingen ting. Det handler om at finde en balance,« forklarer Jon Klar og tilføjer, at der både kommer folk fra »million-dollar-homes« og små lejelejligheder. De fremmødte repræsenterer forskellige samfundsgrupper. Det er også udtalt ved dette Stop’n’Swap: Nogen fylder febrilske deres net med kilovis af tøj, mens andre nøje betragter enkelte

beklædningsgenstande. De socioøkonomiske forskelle betyder nemlig, at deres formål med besøget i hallen denne formiddag er meget forskellige.

»Der er helt afgjort folk, der har brug for de her ting. Der er også folk, der bare er sparsommelige og vil se, hvad der er gratis eller muligt at bytte med. De giver noget – og de tager noget. Vi ser newyorkere fra mange forskellige samfundsgrupper.«

Arrangementerne præges desuden af gengangere: »Der er rigtig mange, der kommer til alle vores arrangementer. Mange velkendte ansigter. Jeg kan se, der også er kommet mange i dag,« fortæller Jon Klar og smiler genkendende til de forbipasserende.

God kommunikation, god timing

Stop’n’Swaps succes er ikke kommet af sig selv. Jon Klar fortæller, at deres kommunikationsstrategi har haft bredt sigte, og at budskabet om grøn omstilling derfor er nået ud til mange newyorkere: »Det handler om at få folk til at deltage, det er nøglen til succes. I starten forsøgte vi at sende mails rundt for at nå folk. Det var en stor del af vores kommunikation – og er det stadig. Men at have samtaler med folk ansigt til ansigt har langt bedre effekt end at sende junk-mails rundt. Så det gør vi nu.«

Han indrømmer samtidig, at en del af arrangementernes succes skyldes noget så simpelt som god timing: »Da vi startede, var der en stor byttetrend i gang. Der var en masse tøjbyttemarkeder og en masse bogbyttemarkeder i gang. Vi var heldige og blev ligesom en del af den bølge.«

Pladsen på hallens røde gulv bliver gradvist mere trang. I løbet af en halv time bliver næsten alt på bordene og stativerne udskiftet. Tempoet er højt, og udskiftningen af genbrugsguldet effektiv. Frivillige strømmer konstant ud fra indleveringsområdet hen til de opstillede jernstativer. Jon Klars arbejdskraft mangler tydeligvis, og vi har allerede stjålet meget af hans dyrebare tid.

Et sidste spørgsmål melder sig: Hvad gør man med alt det tøj, der ikke bliver taget med hjem?

»Vi prøver at organisere det. Vi vejer alt det tøj, der er tilbage, derefter donerer vi det til andre non-profit organisationer eller genbrugsbutikker. Så sælger de det i deres genbrugsbutikker, hvis de kan. Hvis ikke de kan sælge det, sender de højest sandsynligt tøjet videre til andre former for genbrug,« lyder det fra Jon Klar.

I selskab med »recyclere«, der slæber på lædertasker, sweatre, spillekonsoller og vinterstøvler, går vi ud i sollyset igen. Jon Klar og hans hold har mange hektiske timer endnu. Plastikposer med indleveret tøj vælter fortsat ind. Der er stadig mange ting, der skal gives og genbruges.