“Al-Baqa’a er min stemme”

Al-Baqa’a er navnet på klubben, der indtager sidstepladsen i den jordanske Premier League. Men Al-Baqa’a er ikke bare en fodboldklub. Det er en palæstinensisk fodboldklub.

“Velkommen til Jordan og Al-Baqa’a, mine venner,” råber en stemme.

Stemmen tilhører Mahmoud Khattab, der står foran den store betonklods af en bygning, kaldet Amman International Stadium. Der er fodbold, og Al-Baqa’a møder i dag holdet Al-Hussein, der ligger på femtepladsen i den jordanske Premiere League. Al-Baqa’a roder selv rundt i bunden og har indtaget en klar  sidsteplads.

For en gennemsnitsjordaner Er det en umiddelbart ligegyldig kamp. Realiteten er dog en anden for Mahmoud Khattab og de 500 entusiastiske mænd, der ligesom han er mødt op for at støtte deres hold. De er alle samlet på tribune A og har det  tilfælles, at de er palæstinensere.

”Vi er alle fra samme flygtningelejr. Vi er palæstinensere,” fortæller Mahmoud Khattab.

Historien er lidt mere detaljeret. Al-Baqa’a blev oprettet i 1968 i den palæstinensiske flygtningelejr af samme navn. Det var og er den største af de i alt ti lejre, der findes i Jordan.

Mesterskabet kommer i anden række

Mahmoud Khattabs krop er tætbygget, og iført sit grå joggingtøj, stort og veltrimmet skæg og en smøg godt placeret i mundvigen guider Mahmoud Khattab folk igennem det store sikkerhedsopbud ved indgangen.

Grundigt gennemsøger jordansk militær hver en lomme, hver en taske og sågar pungen for lightere, smøger eller drikkelse. ”Forbidden things” som de understreger på gebrokken engelsk.

Loftet ved indgangen er faldefærdigt og væggene grå, men omkring ti trin op ad den korte trappe træder man igen ud i dagslyset og ind i en ny verden. Tribunerne er klædt i turkisblå farver, og det giver et helt specielt lys, når solens stråler reflekteres i de flere tusinde tomme sæder. Kun et stort betonplateau, der en smule malplaceret er opført til højre for tribune A, bryder det blå hav.

Mahmoud Khattab er i midt-trediverne, arbejder hos den lokale bager og elsker sport. Han synes at kende alle på tribune A, og der deles flittigt kindkys ud til højre og venstre.

”Det her er vores klub, Al-Baqa’a. Vi har selv bygget den op fra bunden,” fortæller han i de små pauser, der opstår mellem de mange kindkys.

Mahmoud Khattab fortæller med stolthed i stemmen videre om sin fodboldklub. Det er en klub, der kæmper for palæstinensere og deres hellige land, Palæstina. Mesterskabet kommer ulig de fleste andre fodboldklubber kun i anden række.

"Jeg tænker på Palæstina hver eneste dag”

Selvom det er mere end 50 år siden, den første krig i Palæstina brød ud, kæmper palæstinensere stadig for deres land og rettigheder, og det til trods for, at mange af dem aldrig har sat deres fod i landet. Mahmoud Khattab er en af dem. Han har aldrig været i Palæstina, er født og opvokset i Jordan og kan kalde sig selv for jordansk statsborger.

Det vælger han dog ikke at gøre. For nok har Mahmoud Khattab jordansk statsborgerskab, men han er ikke jordaner ifølge ham selv. Han er palæstinenser.

Det siges at op mod 70 procent af Jordans næsten ti millioner indbyggere har palæstinensiske rødder, og flere millioner deler Mahmoud Khattabs holdning. Identitetskrisen, krigene og sorgen over det tabte land bliver aldrig glemt, forsikrer han:

”Jeg tænker på Palæstina hver eneste dag. Det er mit land.”

Han bliver kort afbrudt af den mørklødede Wehdat, der i dag er kommet ti minutter for sent. Alligevel rettes alles øjne mod ham. Med ryggen til banen, begge fødder placeret på den sølvgrå jernstang, der opdeler tribunen, holder han overblikket over de mange mænd. Fokus er for en kort stund fjernet fra fodbolden og med dynamiske fagter, dybe og rytmiske råb dirigerer Wehdat tribunen:

”Free free Falestine, free free Falestine!”

Efterfølgende høres et brøl fra de 500 mænd, og Mahmoud Khattab udbryder strålende:

”Lyt efter, vi synger for vores land og folk.”

Meget mere end en fodboldklub

Da dommeren fløjter til pause, er stillingen 1-1. Den rødglødende sol er langsomt på vej ned over de stejle tribuner, og sangene om det uknækkelige tilhørsforhold til Palæstina, der hovedsageligt har fyldt lydbilledet de seneste 45 minutter, er blevet erstattet af en komplet stilhed. Det før så bare betonplateau bliver nu langsomt fyldt af bare tæer og arabiske tæpper. Sandaler og kondisko i stakkevis bliver lagt på trappen foran.

”To sekunder. Jeg vil lige tilslutte mig mine brødre,” hvisker Mahmoud Khattab, idet han langsomt afklæder sig sine udtrådte kondisko og bevæger sig over til klyngen af mænd, der sidder på knæ med deres kroppe vendt mod Mekka.

Femten minutter senere genoptages kampen, og Mahmoud Khattab sætter sig igen.

”Det her er meget mere end en fodboldklub. Den her klub repræsenterer os og vores land, Palæstina,” gentager han, mens han tænder en smøg og skuer ud over det halvtomme stadion og spillet på banen.

Kampen ender med en 2-1 sejr til Al-Hussein. Det er nu 25 kampe siden, Al-Baqa’a sidst har vundet, men fodbolden er ikke første prioritet for Mahmoud Khattab og hans landsmænd.

Al-Baqa’a er mere end fodbold. Det er et forum, hvor fansene med deres stemmer kan kæmpe og synge for deres land.