En fortælling fra grænsen

For 11 år siden valgte Aye Aye Thett og Kyaw Win Aung at krydse grænsen til Thailand sammen med deres børn og blive nogle af de 500.000 burmesiske migranter, der har søgt bedre lønninger og sikkerhed for militærstyret. Nu arbejder de for, at burmesiske migrantbørn kan få ordentlige uddannelser – og dermed et bedre liv, når de en dag vender hjem.

Thailand bliver årligt besøgt af mere end 22 millioner turister. Men det er de færreste, der bevæger sig mod grænsebyen Mae Sot, der ligger op til Myanmar.

Mae Sot og omegn er som et mini-Myanmar. En burmesisk migrantarbejder fortæller, at omkring 500.000 burmesiske migranter opholder sig her, men det eksakte tal er uvist, fordi meget få migranter bliver registreret.

Den thailandske regering har lukket øjnene for strømmen af arbejdsmigranter til Mae Sot. I stedet har de omkranset området med checkpoints, der gør det umuligt for migranterne at bevæge sig ud i resten af Thailand.

Der er overvejende to grunde til, at de burmesiske migranter forlader Myanmar. Størstedelen rejser, fordi der er så få jobmuligheder. Manglen på internationale investeringer og generel vækst under militærdiktaturet har medført en presset økonomisk situation i landet.

Andre burmesere er politiske flygtninge, der har gjort modstand mod militærstyret og derfor er blevet tvunget på flugt for at undgå fængsel.

Som burmesisk arbejdsmigrant er det dyrt og besværligt at skaffe sig opholds- og arbejdstilladelse, hvilket medfører, at et ukendt antal burmesere opholder sig ulovligt i grænseområdet. Hvis de støder på ordensmagten, er det en russisk roulette, hvorvidt den pågældende politimand kan bestikkes, så sagen bliver begravet, eller om den burmesiske migrant bliver sendt tilbage til Myanmar.

’Teacher Aye’ og ’Teacher Kyaw’

Livet i Thailand lokker med højere løn og sikkerhed fra det burmesiske militærstyre. For eksempel er mindstelønnen i Myanmar cirka 20 kroner om dagen for det samme arbejde, som man får 60 kroner om dagen for i Thailand.

Men migranterne er overladt til sig selv, uden arbejdstagerrettigheder eller sygeforsikring. De arbejder op til 12 timer om dagen, syv dage om ugen for cirka 150 baht om dagen (cirka 30 kroner) –  altså til halvdelen af den lovbestemte mindsteløn i Thailand.

Midt i alt dette møder vi ægteparret Aye Aye Thett og Kyaw Win Aung. De kommer fra det sydlige Myanmar og har sammen startet STTC, Science and Technology Training Center – et erhvervsuddannelsesakademi for migranter med fokus på bygningskonstruktion, design, mekanik og computerfærdigheder.

Vi møder dem på byggepladsen for en ny grundskole, hvor deres elever bygger løs. ’Teacher Aye’ og ’Teacher Kyaw’ har begge smil, der smitter mere end de flestes, og man mærker lynhurtigt deres entusiasme omkring deres elever og projektet.

Efter NLD’s jordskredssejr i november 2015 med Aung San Suu Kyi i spidsen har flere migranter valgt at vende tilbage til deres hjemland. Den nye politiske situation har skabt håb hos burmeserne, men situationen er dobbeltsidet. Grundloven fra 2008 kræver, at 25 % af pladserne i parlamentet besættes af repræsentanter fra militæret, og at det kræver et flertal på 76 % for at ændre grundloven (you do the math).

NLD er desuden ikke kommet ud med et politisk program endnu, og derfor er fremtiden på jobmarkedet og på uddannelsesområdet endnu uvis. Mange migranter afventer derfor ligesom Aye og Kyaw situationen i Burma, før de vælger at flytte tilbage til deres hjemland.

en-fortaelling-fra-graensen-2Mr. Kyaw Win Aung, også kaldet ‘Teacher Kyaw’. 44 år gammel og uddannet metallurgisk ingeniør i Myanmar. Grundlægger af STTC, Science and Technology Training Center, i Mae Sot, Thailand.

en-fortaelling-fra-graensen-3Dr. Aye Aye Thett, også kaldet ‘Teacher Aye’. Uddannet dyrlæge. Grundlægger af STTC.

Q & A

Q: Hvorfor valgte I at emigrere fra Myanmar til Thailand?

Teacher Aye: ”I 2005 stødte vi på økonomiske udfordringer i Burma, hvor vi havde vores eget veterinærfirma, der distribuerede kyllingemedicin og landbrugsudstyr. Vores forretning gik godt. Vi importerede varer af høj kvalitet og kunne sælge dem til lave priser, og vi havde masser af kunder. Men de konkurrerende firmaer var meget misundelige på os, og de bestak derfor den daværende regering til at vende sig imod os. Vores succes vendte derfra. Vi mistede vores kapital, og der var fare for, at min mand ville blive anholdt, hvis vi blev boende i landet. Derfor forlod vi Myanmar.”

Q: Kan I fortælle om, hvordan jeres liv har udviklet sig i Thailand?

Teacher Aye: ”Da vi først ankom til Mae Sot i 2005, var vi i store økonomiske problemer. Min mand underviste i matematik og fysik på to skoler, men tjente kun omkring 500 baht (ca. 100 kr.) om måneden, hvilket gjorde det næsten umuligt for en familie på fem at få det hele til at løbe rundt. Vi kunne se, at migrantskolerne i Mae Sot ikke gav migranterne de færdigheder, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Eleverne fra migrantskolerne fik ikke et officielt certifikat og fik derfor meget lavtlønnede og dårlige jobs. Vi ønskede at forbedre disse forhold for migranterne og fik derfor den idé at starte et erhvervsuddannelsescenter, der fokuserer på at forberede eleverne til arbejdsmarkedet og give dem færdigheder inden for ingeniørfaget. Der var behov for kvalitetsuddannelser til børnene i grænseområderne, som de kunne bruge til noget. Så vi startede STTC i 2008.”

Teacher Kyaw: ”Da jeg underviste som lærer på migrantskolerne, spurgte børnene mig altid: ”Hvis jeg klarer eksaminerne med gode karakterer, kan jeg så komme på et gymnasium i Myanmar?”. Dengang anerkendte Myanmars regering ikke elever fra migrantskoler, så jeg kunne aldrig give børnene det svar, de ønskede. Siden da fik jeg en drøm om, at migrantbørnene en dag ville kunne få en formel og anerkendt uddannelse.”

”Samtidig med mit arbejde hos STTC arbejder jeg også som generalsekretær for Burmese Migrant Workers Education Committee. Efter fem-seks år i organisationen lavede jeg en rapport og sendte den til Mr. Thein Sein (en tidligere general i hæren og Myanmars ottende præsident fra 2011 til 2016 under militærdiktaturet, red.) gennem den øverste minister i Karen State. Mit formål var at skabe muligheder for migrantbørn for at læse på universitetet i Myanmar. De inviterede mig med til et møde, hvor vi diskuterede frem og tilbage, og endelig gik de med til, at alle migrantbørn har muligheden for at starte på et universitet i Myanmar, så længe deres forældre og familie flytter tilbage til Myanmar. Vi lavede en test, som migrantelever kan tage på den burmesiske side af grænsen, og hvis de består den, har de mulighed for at gå på et burmesisk universitet. Nu går over 100 migrantbørn på forskellige universiteter rundt omkring i Myanmar – nogle er også fra STTC. Også grundskoleelever kan fortsætte deres uddannelse i skoler i Myanmar, såfremt deres familie flytter tilbage, takket være vores organisation, Burmese Migrant Workers Education Committe.”

Er der civilsamfundsorganisationer eller personer, som har hjulpet jer i Thailand?

Teacher Kyaw: ”Vi fik støtte til STTC fra en japansk organisation i et år, og i perioden 2011-2014 fik vi støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og Operation Dagsværk fra Danmark. I 2014 stoppede projektet, og de flyttede deres støtte ind til Burma. Derefter har vi ikke fået nogen finansiel støtte. Det er et generelt problem for migrantskolerne, at de ngo’er, der før støttede dem, nu rykker ind i Burma, efter at den politiske situation er ændret. Det betyder, at skolerne er overladt til sig selv, uden støtte fra hverken den burmesiske eller thailandske regering. Vi er nu selvkørende og tjener penge ved at lave projekter – det er smart, fordi det er en god måde for eleverne at øve sig på og dermed forbedre deres færdigheder. Profitten fra projekterne kan vi benytte til at køre skolen.”

Teacher Aye: ”En af de største udfordringer som migrant er at få arbejds- og opholdstilladelse. For den almindelige migrant kan det være en lang, forvirrende og meget dyr proces at få papirerne i orden, men da vi har grundlagt en uddannelsesinstitution, fik vi i samarbejde med uddannelsesministeriet i Thailand hurtigt papirerne i orden. Desuden har vi ret til at give vores elever studiekort, hvilket lovliggør deres ophold i Mae Sot-området.”

Overvejer I at vende tilbage til Myanmar?

Teacher Aye: ”Selvfølgelig! Vi drømmer hele tiden om at vende hjem til Myanmar. Vi ønsker at dele de erfaringer og den viden, vi har indsamlet i vores tid i Mae Sot. Vi har lært meget fra vores frivillige og besøgende studerende fra hele verden, det glæder vi os til at dele. Vi ønsker at bidrage til at forbedre uddannelsesmulighederne for børn i hele Myanmar.”

Teacher Kyaw: ”Min plan er at arbejde 15 år her i Mae Sot med uddannelse. Efter de 15 år vil vi gerne tilbage til Myanmar for at deltage i og hjælpe med den positive udvikling, der sker i vores land. Vi ønsker også, at vores børn en dag kan tage en uddannelse i Myanmar, hvilket ikke er muligt, hvis ikke vi flytter tilbage.”