På flugt fra militæret

Eritrea opruster hver dag deres militær i frygt for nye borgerkrige. En livsfarlig hverdag, som Paulos Haileslasie ikke vil være en del af. Derfor forlod Paulos sit hjemland og sin familie og begav sig ud på sit livs ensomste rejse.

Siden uafhængigheden fra nabolandet Etiopien i 1993 har Eritrea været kontrolleret af militæret. Landet anses stadigvæk for at være et militært diktatur. Selvom der på papiret ikke har været krig de seneste 13 år, tvinges unge eritreanere ind i militæret af frygt for nye borgerkrige. Og netop derfor flygtede Paulos Haileslasie mod Europa.

Demokrati og ytringsfrihed var drømmen for Paulos, da han for knap to år siden valgte at flygte til Europa. I første omgang var målet at komme til England, da han kender flere fra sit hjemland, der ligesom ham selv har taget den farefylde flugt over Middelhavet. Men undervejs på Paulos’ flugt ændrede destinationen sig flere gange.

Ud over demokrati og ytringsfrihed var målet for Paulos også, at han ikke ville træde i sin fars fodspor.

”Jeg vil ikke leve under diktatur og militær og på den måde ende som min far, der nu, på trods af en alder på 70 år, stadig er i militæret,” fortæller Paulos.
”Jeg vil gerne uddanne mig til læge, men det kan jeg ikke i mit hjemland.”

Paulos’ far blev tvunget ind i militæret som 21-årig, ligesom stort set resten af Eritreas befolkning er blevet det. Diktatoren i landet frygter nye borgerkrige, og derfor er Eritreas skolesystem indrettet sådan, at de fagligt dårlige tvinges i militæret. Den årlige årsprøve afgør, om de kan følge klassen videre til næste klassetrin. Består man ikke, må man tage det nuværende klassetrin om.

”Hvis vi ikke har nået det ottende klasse trin, inden vi er fyldt 18 år, så ender vi som soldater, ligesom vi gør, hvis vi ikke består årsprøven på det 12. og sidste klassetrin,” fortæller Paulos. Han mener, at systemet helt konkret sætter begrænsninger for landets befolkning.

Alene på flugt

Selvom Paulos har svært ved at tale om sin flugt igennem Afrika og Europa, forklarer han, at den var lang og hård. Han startede til fods. En flugt, der kun var mulig om natten, hvor de sudanesiske soldater ikke bevogter grænsen. Det krævede derfor også flere dages tålmodighed og nattevandring, før det lykkedes Paulos at krydse den sandede og øde grænse. Herefter fortsætte Paulos i lastbil gennem den øde ørken, sammen med 29 andre mennesker, hvis skæbne, ligesom hans egen, skulle afgøres i løbet af de næste par måneder.

Herefter sejlede Paulos sammen med godt 350 andre flygtninge fra Libyen til Italien. En sejltur på cirka tre måneder.

”Turen var hård og lang, og jeg var meget træt og sulten, da jeg ankom til Italien,” fortæller han.

De sidste tre måneders daglige madrationer havde kun bestået af et stykke brød og en lille smule vand. Paulos fortæller lettet om ankomsten til Italien. Han ved, at der dagligt dør hundredevis af mennesker på de risikofyldte bådture. Men heldigvis var vejret med de 350 flygtninge, da de krydsede Middelhavet.

Fra Italien rejste han med tog op igennem i Europa, og her fortæller Paulos hudløst ærligt om, hvordan han gemte sig på banegårdenes toiletter for ikke at blive fanget af politiet og på den måde ende i det pågældende land.

Danmark var ukendt land

Paulos’ første destination var England, indtil han talte med en af sine venner. Han fortalte, at det på daværende tidspunkt nærmest var umuligt at komme ind landet.

”Min ven havde ventet i flere måneder på en lastbil og var blevet sendt retur gentagne gange, så jeg besluttede mig for, at det var for risikabelt,” fortæller Paulos, der i stedet
søgte mod Norge, hvor han også kendte et par stykker.

Men selvom destinationen i anden omgang blev Norge, endte Paulos i Danmark. Da han krydsede den danske grænse, fik det danske politi fingre i ham.

Det danske politi tog Paulos med på stationen. Han havde nu afgivet fingeraftryk, og derved var hans fremtid nu i Danmark. Han kendte intet til Danmark, men politimanden fortalte ham, at det var et dejligt sted. Med håb om en bedre fremtid ankom Paulos i maj 2014 til Sandholmlejren, hvor han tilbragte den første måned på dansk jord.

Kæmper for at finde sin plads

Efterfølgende blev han flyttet til yderligere to asylcentre, inden han i juli måned fik tildelt en lejlighed i Brønderslev. Her boede han i cirka et år og fik både praktikplads i Føtex og en plads på en sprogskole.

Særligt de otte måneder på sprogskole var Paulos glad for, og han fortæller om, hvordan han virkelig udviklede sine danskkundskaber og lærte mere om Danmark. Det samme gjorde sig gældende i den lokale Føtex, hvor der var en hyggelig og tryg stemning, som gav ham et godt indblik i den danske kultur.

I dag befinder Paulos sig på Rønde Højskole, hvor han generelt er glad og nyder at møde andre danskere og indgå i et fællesskab.

Han kæmper for at finde sin plads i det danske samfund og gør sig umage for at lære sproget såvel som kulturen hurtigst muligt. Han brænder for at blive en del af det danske samfund og nyder at være tryg i Danmark. Og selvom afstanden og savnet til familien er svært at håndtere, drømmer Paulos om at blive her.

Her vil han tage en afsluttende eksamen, som forhåbentlig kan føre ham videre til VUC. Håbet er, at han en dag kan læse til læge og biddrage til samfundet.